Ny analyse: Postnummer afgør, om man får hjælp mod diabetes
En ny analyse fra Diabetesforeningen viser store geografiske forskelle i behandling, patientuddannelse og adgang til diabetesteknologi.
Kun 23 procent af mennesker med type 2-diabetes har fået tilbudt et kursus i at håndtere sygdommen. Det viser en ny landsdækkende analyse fra Diabetesforeningen. Fra 1. januar 2027 får patienter en egentlig ret til patientuddannelse som del af de nye kronikerpakker, samtidig med at myndighedsansvaret flyttes til sundhedsrådene. I dag er det kommunerne, der står for patientuddannelse.
“Lige nu er det ens postnummer, der bestemmer, om man får hjælp eller ej. Diabetes er alt for alvorlig en sygdom til, at ens bopæl skal afgøre behandlingen. Det er urimeligt, at patienter i nogle områder har dobbelt så stor chance for at få et tilbud som andre. De nye sundhedsråd må sørge for, at alle får lige adgang, uanset hvor de bor,” siger Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen, til Diabetesforeningens hjemmeside.
Store forskelle i tilbud og resultater
Analysen viser, at tilbud om patientuddannelse svinger markant. I sundhedsråd Hovedstaden Syd og Vest har 35 procent af personer med type 2-diabetes fået et tilbud, i Limfjorden 31 procent, mens det i Kronjylland og Midt- og Vestsjælland kun er 16 procent. Landsgennemsnittet er 23 procent.
Resultaterne af behandlingen varierer også. I sundhedsråd Vendsyssel har 49,2 procent et langtidsblodsukker (HbA1c) på eller under 53 mmol/mol, som er et almindeligt behandlingsmål efter nogle års sygdom. I Hovedstaden Syd og Vest gælder det 29,1 procent. Landsgennemsnittet er 40,4 procent.
Type 2-diabetes er en kronisk sygdom, hvor kroppen har svært ved at bruge insulin. Langtidsblodsukker (HbA1c) er et gennemsnit over cirka to til tre måneder og bruges til at vurdere, hvor godt sygdommen er reguleret. Jo lavere tal inden for normalområdet, jo lavere risiko for følgesygdomme som øjen-, nyre-, nerve- og hjertesygdom.
Der er samtidig stor forskel på, hvor mange der overhovedet lever med type 2-diabetes lokalt. I sundhedsråd Hovedstaden er andelen 4,4 procent af befolkningen. I Sønderjylland er den 8,8 procent, i Hovedstaden Syd og Vest 8,6 procent og i Midt- og Vestsjælland 8,3 procent. Landsgennemsnittet er 6,9 procent.
Teknologi giver bedre kontrol – men adgang er ujævn
For mennesker med type 1-diabetes viser analysen store forskelle i adgang til AID-pumper (Automated Insulin Delivery), hvor insulinpumpen automatisk doserer insulin ud fra målinger fra en sensor. En AID-pumpe kan aflaste hverdagen ved selv at regulere insulindoserne døgnet rundt ud fra løbende målinger. Det øger tiden i et sundt blodsukkerområde og kan forebygge farlige udsving og senere følgesygdomme.
Blandt børn og unge under 18 år behandles 97 procent i Region Midtjylland med AID, men 84 procent i Region Nordjylland. For voksne over 18 år behandles 23 procent med AID i Region Hovedstaden og Region Nordjylland, 19 procent i Region Syddanmark og 16 procent i Region Sjælland.
“Det er heller ikke godt nok, at det kun er 23 procent, der har fået et tilbud om patientuddannelse. Det skal laves om,” siger Claus Richter.
Hvad ændrer sig – og hvornår
Fra 1. januar 2027 bliver patientuddannelse en egentlig rettighed i de nye kronikerpakker. Det betyder, at mennesker med type 2-diabetes skal tilbydes patientuddannelse inden for en fast tidsfrist, og at kvaliteten skal være ensartet og høj på tværs af landet. Samtidig flytter myndighedsansvaret fra kommunerne til de 17 sundhedsråd.
Kronikerpakkerne er standardforløb, der sikrer, at patienter med en kronisk sygdom bliver tilbudt samme indhold og kvalitet – uanset hvor i landet de bor. Patientuddannelse er et kursusforløb, der giver viden og redskaber til at leve godt med sygdommen og holde blodsukkeret stabilt gennem mad, motion og korrekt brug af medicin.
“Det her skal den nye sundhedsreform tage et opgør med. Sundhedsrådene skal sikre, at langt flere får patientuddannelse hurtigt efter diagnosen, og at kvaliteten af behandlingen er ensartet og høj i hele landet. Og regionerne skal sikre, at der er lige adgang til diabetesteknologi. Ellers lykkes reformens ambition om, at sundhedsvæsenet skal gøre op med geografisk ulighed og komme tættere på borgerne, ikke,” siger Claus Richter.