Månedlig GLP-1-agonist giver vægttab uden tegn på plateau
ADA: Det nye eksperimentelle GLP-1-lægemiddel berobenatide gav et placebojusteret vægttab på op mod 12,3 procent efter 28 uger hos voksne med overvægt eller fedme uden type 2-diabetes, og vægttabet fortsatte efter skift fra ugentlig til månedlig dosering.
Det viser nye fase IIb-data fra VESPER-3, som blev præsenteret på den amerikanske diabeteskongres ADA 2026 i New Orleans. Resultaterne er foreløbige kongresdata, og der endnu ikke er offentliggjorte. De fremgår dog i en nyhedsartikel på ADA’s hjemmeside.
Ifølge ADA-nyheden er berobenatide en såkaldt fully biased GLP-1-receptoragonist, der aktiverer cyclic adenosine monophosphate (cAMP) frem for beta-arrestin. Mekanismen hæmmer receptorinternalisering og kan ifølge forskerne bidrage til længerevarende effekt og muligvis bedre tolerabilitet. Lægemidlet er desuden terminalt lipidiseret, hvilket giver forlænget halveringstid og muliggør månedlig dosering.
VESPER-3 er et 64-ugers placebokontrolleret fase IIb-studie hos voksne med overvægt eller fedme uden type 2-diabetes, men med hypertension og/eller dyslipidæmi. Deltagerne blev randomiseret til fire behandlingsarme, hvor behandlingen begyndte med ugentlig dosering og efter 12 uger blev skiftet til månedlig dosering. Det primære endepunkt var procentvis ændring i kropsvægt efter 28 uger.
Meget potent behandling
Efter 28 uger gav berobenatide et placebojusteret vægttab på op til 12,3 procent med den månedlige dosis på 4,8 mg. Ifølge ADA fortsatte vægttabet efter skiftet fra ugentlig til månedlig dosering, og der var ikke tegn på plateau ved uge 28. Det endelige endepunkt i VESPER-3 opgøres efter 64 uger.
Sikkerhedsprofilen i VESPER-3 var ifølge ADA konsistent med GLP-1-receptoragonist-klassen, og der blev ikke identificeret nye sikkerhedssignaler. Hvad angår gastrointestinal tolerabilitet, rapporterede 83 procent af de behandlede deltagere ingen eller kun milde centrale gastrointestinale bivirkninger. Ved skiftet til månedlig dosering sås en mild og forbigående stigning i kvalme og/eller opkastning, men symptomerne bedredes hurtigt ved fortsat behandling.
”Berobenatide kan blive den første månedlige GLP-1-receptoragonist. Det ser ud til at være meget potent, hvilket betyder, at meget lave doser kan anvendes, og at behandlingen kan skaleres,” siger Louis J. Aronne, Sanford I. Weill Professor of Metabolic Research og direktør for Comprehensive Weight Control Center ved Weill-Cornell Medical College, til ADA Meeting News.
Andre studier supplerer
På ADA blev der også præsenteret data fra VESPER-2 og VESPER-1. VESPER-2 var et randomiseret, multicenter, dobbeltblindet og placebokontrolleret 28-ugers studie hos voksne med overvægt eller fedme og type 2-diabetes. Studiet undersøgte ugentlige doser af berobenatide i fire aktive behandlingsarme: to arme uden dosiseskalering (0,4 mg og 0,6 mg) og to arme med eskalering fra 0,4 mg til henholdsvis 1,2 mg eller 1,6 mg. Det primære endepunkt var procentvis ændring i kropsvægt.
I VESPER-2 var berobenatide efter 28 uger forbundet med dosisafhængige fald i A1c på op til 2,2 procentpoint og vægttab på op til 10,2 procent. Ifølge Ildiko Lingvay, professor ved Department of Internal Medicine, University of Texas Southwestern Medical Center, fortsatte vægtkurven med at falde uge for uge ved uge 28. Sikkerhedsprofilen var også her konsistent med GLP-1-receptoragonist-klassen, og 88 procent af de behandlede deltagere rapporterede ingen eller kun milde centrale gastrointestinale bivirkninger.
VESPER-1 var et 28-ugers randomiseret, dobbeltblindet og placebokontrolleret studie af ugentlig berobenatide i doser fra 0,4 mg til 1,2 mg hos voksne med overvægt eller fedme og hypertension og/eller dyslipidæmi. Deltagere, der gennemførte VESPER-1, kunne fortsætte i en eksplorativ open-label extension, hvor forskerne undersøgte højere ugentlige doser (1,6 mg og 2,4 mg) samt mindre hyppig dosering hver anden uge eller månedligt. I forlængelsesstudiet gav berobenatide 2,4 mg ugentligt 16 procent vægttab efter 32 uger, og der var ifølge John B. Buse, Verne S. Caviness Distinguished Professor of Medicine ved University of North Carolina School of Medicine at Chapel Hill, ingen behandlingsophør relateret til gastrointestinale bivirkninger.
I en pressemeddelelse fra ADA fremhæver kongressen, at VESPER-1, VESPER-2 og VESPER-3 har bidraget til design og doseringsregimer i de kommende fase III-studier VESPER-4 og VESPER-6. I VESPER-3 er næste centrale datapunkt 64-ugersresultaterne, som skal vise, om vægttabet og tolerabiliteten kan fastholdes over længere tid med månedlig dosering.
