Skip to main content

Kardiologisk Tidsskrift


Behov for bedre forhold for hjertesvigtpatienterne sidst i livet

Skrevet af Berit Andersen den i kategorien Hjertekar.

I den sidste tid af hjertesvigtpatienters liv bliver de typisk hospitalsindlagt med alle mulige andre sygdomme end noget hjerterelateret. Og knap halvdelen af dem dør på hospital.

Sådan ser det billede ud, der dannede sig, da læge og ph.d.-studerende Christian Madelaire fra Gentofte og Herlev Hospital gik i gang med at se på hjertesvigtpatienters sidste tid. Hans studie er offentliggjort i tidsskriftet JACC: Heart Failure og viser desuden, at fire ud af fem af patienterne ikke nødvendigvis bliver set af en kardiolog i det sidste år, inden de dør.

”Min konklusion er, at vi i sundhedsvæsenet formentlig kan gøre det bedre for hjertesvigtpatienterne i den allersidste del af deres liv. Det tyder på, at forværring af hjertesvigt ikke nødvendigvis opdages i den sidste fase. Gjorde den det, kunne vi overveje at rette fokus for behandlingen mod en mere palliativ indsats frem for at lade patienterne ryge ind og ud af hospitalet og i sidste ende dø der,” siger Christian Madelaire.

Behov for multidisciplinær tilgang

Han understreger, at det her handler rigtig meget om sundhedsvæsenets organisering og om at både hjertesvigtklinikker, praktiserende læger og lægerne på de afdelinger, hvor patienterne indlægges, bør have opmærksomhed på sygdommens udvikling.

”Der er klart et behov for en mere multidisciplinær indsats og fokus fra sundhedsvæsenets side, så vi kan fange flere med progression i sygdommen. Udover de ganske få patienter, som vil kunne tilbydes mere avancerede tiltag som f.eks. hjertetransplantation, handler det for de langt de fleste patienters vedkommende om at kunne give dem en bedre sidste tid,” siger han.

I Danmark i dag bruges hospice næsten udelukkende til cancerpatienter, modsat i mange andre lande, hvor de bruges også til terminale patienter med andre kroniske sygdomme. Det samme kunne man passende gøre herhjemme og på den måde nedbringe antallet af hospitalsindlæggelser, mener Christian Madelaire. Forudsætningen er dog, at tanken ”terminal patient” tænkes, og det bliver den ikke altid i dag, hvor fokus ofte er på livsforlængende behandling af den kroniske tilstand helt til det sidste, og derudover helbredende tiltag mod de akutte tilstande som støder til hen ad vejen og fører til hospitalsindlæggelser.

En tovholder til at samle trådene

Dem, der skal tænke tanken, er både kardiologer og læger på de forskellige hospitalsafdelinger, hvor patienterne indlægges samt de praktiserende læger. Når hospitalslægerne oplever en patient med hyppige indlæggelser, bør de dykke ned i, om forværring i en kendt kronisk sygdom kan være en medvirkende årsag. Dette bør naturligvis ske i tæt samarbejde med relevante specialer. På samme måde mener Christian Madelaire, at det er en oplagt opgave for patientens egen læge efter indlæggelsen at holde øje med sygdommens udvikling og evt. henvise patienten til hjertesvigtklinikken, hvis der opstår mistanke om en forværring.

”Et vigtigt budskab at sende på baggrund af dette studie er, at der skal være en tovholder, som kan samle alle trådene. Og det er nok bedst, at dette sker i almen praksis, hvor man ofte har et rigtigt godt overblik over patienternes samlede helbred,” siger han.

I undersøgelsen, som er støttet af Hjerteforeningen, har forskerne set på hospitalsindlæggelser i det sidste leveår for 32.000 hjertesvigtpatienter, der døde i perioden 2001-2016. Og det klare billede, der tegner sig, er at disse patienter især i de sidste to måneder af deres levetid har mange indlæggelser - ofte med alle mulige sygdomme der ikke relaterer sig til hjertet og derfor ikke nødvendigvis kommer i kontakt med hjertelæger eller -sygeplejersker.