Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Kombination af everolimus og lanreotid øger PFS ved GI-neuroendokrine tumorer

Everolimus i kombination med lanreotid forlænger den progressionsfri overlevelse (PFS) markant for patienter med inoperable eller recidiverende gastro-enteropankreatiske neuroendokrine tumorer (GEP-NETs) sammenlignet med everolimus alene.

Det viser nye resultater fra fase III-studiet STARTER-NET, som blev præsenteret på den amerikanske kræftkongres ASCO GI 2025 (abstract #652). Studiet undersøgte effekten af kombinationsbehandlingen af de to ikke-patenterede lægemidler everolimus (EVE) og lanreotid (LAN) sammenlignet med everolimus som monoterapi i første linje hos patienter med veldefinerede, grad 1 eller 2 GEP-NETs med dårlige prognostiske faktorer.

Patienterne blev randomiseret til enten EVE alene (10 mg/dag) eller EVE/LAN (EVE kombineret med 120 mg LAN hver 28. dag). Det primære endepunkt var PFS, mens sekundære endepunkter var samlet overlevelse (OS), objektiv responsrate (ORR), sygdomskontrolrate (DCR) og sikkerhed.

Resultaterne viser, at: 

  • Median PFS var 11,5 måneder i EVE-armen og 29,7 måneder i EVE/LAN-armen (HR 0,38; 99,91% CI 0,15–0,96; P = 0,00017).
  • Der ikke var nogen signifikant forskel i OS-armene imellem (HR 0,97; 95% CI 0,24–3,90).
  • ORR var 8,7 procent i EVE-armen, mens den var 26,8 procent i EVE/LAN-armen. DCR var henholdsvis 87,0 procent og 91,5 procent.

”Mulig ny standard”

Kombinationsbehandlingen var forbundet med en øget forekomst af både hæmatologiske og ikke-hæmatologiske bivirkninger sammenlignet med monoterapi. Ingen behandlingsrelaterede dødsfald blev rapporteret i nogen af armene.

Forskerne konkluderer, at kombinationen bør tages i betragtning som standardbehandling: 

"The EVE/LAN might be a new standard treatment in the first-line setting for well-differentiated grade 1/2 GEP-NETs with poor prognostic factors."

Studiet blev afsluttet tidligt som en konsekvens af de overbevisende effektresultater.