Skip to main content

Antirefluksoperation har langtidseffekt hos knap halvdelen af patienter

Fem år efter kirurgisk behandling af gastroøsofageal reflukssygdom (GERD) er 47 procent seponeret fra PPI, men næsten lige så mange er i langtidsbehandling. En tredjedel har fortsat daglige symptomer.

Det viser nye resultater fra et dansk opfølgningsstudie udgivet i tidsskriftet Surgical Endoscopy, hvor forskere har fulgt patienter i op til næsten syv år efter antirefluksoperation (ARS) på Aarhus Universitetshospital.

Studiet omfatter 164 patienter, som besvarede et spørgeskema om symptomer og livskvalitet. Data blev suppleret med journalgennemgang og oplysninger fra det danske receptregister. Den mediane opfølgningstid var 4,8 år.

Resultaterne viser, at:

  • Den samlede GERD-HRQL-score ved opfølgning var 11,5 (IQR: 4–22).
  • Andelen med daglige symptomer faldt markant fra 90-70 procent før operation til 32 procent (halsbrand) og 29 procent (regurgitation) efter operation.
  • Fem år efter operation havde 47 procent helt ophørt med brug af PPI, mens 44 procent var i langtidsbehandling.

Forskerne konkluderer, at ARS har en varig lindrende effekt på symptomerne hos de fleste patienter, men at operationen sjældent eliminerer behovet for syrehæmmende behandling helt.

De understreger samtidig vigtigheden af realistisk patientinformation før operation: "Patients should be made aware that long-term PPI therapy often is necessary following ARS," lyder det i forskningsartiklen.