Tarmkræftscreening ved yngre alder reducerer forekomst og dødelighed yderligere
Tarmkræftscreening i alderen 40 til 49 år er forbundet med en yderligere reduktion i forekomst og dødelighed af kolorektalkræft (CRC) sammenlignet med screening ved 50-årsalderen. Det viser et taiwansk kohortestudie.
Den stigende forekomst af yngre personer, som diagnosticeres med CRC, har fået sundhedspolitikere verden over til at overveje at sænke den anbefalede startalder for screening. Formålet med det nye taiwanske kohortestudie, der er publiceret i JAMA Oncology, var at undersøge, om screening for CRC (i form af fækal immunkemisk test; FIT) i en tidligere alder kan reducere CRC-incidens og -dødelighed yderligere sammenlignet med sædvanlig screening hos personer i alderen 50 til 75 år.
I studiet analyserede en forskergruppe en samfundsbaseret screeningskohorte af 263.125 taiwanske personer i alderen 40 til 49 år, som blev kategoriseret i fire undergrupper alt efter om de deltog i tidlig screening (alder 40 til 49 år) og fortsættelse af landsdækkende standard screening (50 år og ældre). Kohorten blev fulgt indtil 2019 for at sammenligne CRC-incidens og -dødelighed på tværs af undergrupper. Primære udfaldspunkter var incidens og dødelighed af CRC, rapporteret som tilfælde per 100.000 personår, med justerede relative risici (aRR'er), der sammenlignede grupper med tidlig screening over for standard screening.
I alt 39.315 personer deltog i tidlig og standard screening, mens 223.810 kun deltog i standard screening. Gruppen med tidlig screening udviste lavere CRC-incidens (26,1 [95 % CI, 22,3-29,9] versus 42,6 [95 % CI, 40,5-44,7]) og dødelighed (3,2 [95 % CI, 1,9-4,6] versus 7,4 [95 % CI, 6,5-8,2]).
I propensity score-matchede analyser reducerede tidlig screening signifikant CRC-incidensen (aRR, 0,79; 95 % CI, 0,67-0,94) og dødelighed (aRR, 0,61; 95 % CI, 0,38-0,98). Resultaterne var konsistente i den udvidede nonadhærence-justeringsmodel og viste en 25 procent reduktion i incidens (aRR, 0,75; 95 % CI, 0,72-0,77) og en 34 procent reduktion i dødelighed (aRR, 0,66; 95 % CI, 0,62-0,71).
Studiets resultater giver stærk empirisk støtte til at sænke CRC-screeningsalderen med betydelige folkesundhedsmæssige konsekvenser, konkluderer forskerne bag.