Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Stor analyse kortlægger sammenhænge mellem GLP-1-RA og mave-tarm-bivirkninger

Behandling med GLP-1-receptoragonister (GLP-1-RA) er forbundet med øget risiko for galdesten og gastroøsofageal reflukssygdom (GERD), men ser ikke ud til at øge risikoen for andre gastrointestinale eller galdevejsrelaterede bivirkninger.

Det viser en systematisk gennemgang og meta-analyse af 55 randomiserede placebokontrollerede studier med i alt 106.395 deltagere. Studierne omfattede patienter med type 2-diabetes, overvægt/fedme eller non-alkoholisk steatohepatitis (NASH)/metabolisk dysfunktionsassocieret steatotisk leversygdom (MASLD). Studierne undersøgte GLP-1RA over for med placebo hos de nævnte patientgrupper.

De inkluderede studier rapporterede forekomsten af galdeblærebetændelse, galdesten, cholangitis, cholestase, pancreatitis, GERD, mavekatar, øsofagitis, gastrointestinal iskæmi, gastrointestinal blødning, tarmslyng, paralytisk ileus, gastrointestinal ulcus, gastrointestinal perforation eller gastroparese.

Sammenlignet med placebo var behandling med GLP-1-RA forbundet med en øget risiko for galdesten (relativ risiko 1,46; 95 % CI 1,09-1,97; 2 yderligere tilfælde per 1.000 patienter) og ifølge abstractet sandsynligvis en øget risiko for GERD (relativ risiko 2,19; 95 % CI 1,48-3,25; 4 yderligere tilfælde per 1.000 patienter). GLP-1-RA har sandsynligvis ingen eller kun ringe effekt på risikoen for øvrige gastrointestinale eller galdevejsrelaterede bivirkninger, konkluderer forskerne.

Subgruppeanalyser viste, at den øgede risiko for galdesten og GERD var mest udtalt i studier med deltagere med overvægt/fedme eller NASH/MASLD, samt i studier med vægttabsfremkaldende GLP-1-RA’er eller højdosis-formuleringer. Dog var disse subgruppeforskelle ikke statistisk signifikante.