Johan Burisch: Her er IBD-højdepunkterne fra UEG Week

Den store europæiske kongres for gastroenterologer, UEG Week, er netop afholdt i Berlin. Det er en mulighed for at møde kolleger fra hele verden og få indsigt i de nyeste behandlingsfremskridt, mener professor og overlæge Johan Burisch, som her udpeger tre højdepunkter fra kongressen.

Det er en optimistisk Johan Burisch, der er hjemvendt fra det europæiske gastroenterologiske selskabs årsmøde i Berlin, UEG Week 2025.

”Jeg er klart optimistisk, fordi der sker rigtig meget – både på behandlingsfronten i forhold til nye lægemidler, men også med AI, som vi blandt andet kan bruge til billeddiagnostik og monitorering af patienterne. Og så er det fedt at se, at der er så mange dygtige mennesker rundt omkring i verden, der forsker i de her sygdomme,” siger Johan Burisch, professor og overlæge fra Gastroenheden på Hvidovre Hospital.

Kongressen er også en mulighed for at netværke med internationale kolleger.

”Efterhånden er netværksdelen det vigtigste for mig. Selvfølgelig går jeg også til præsentationer, men jeg er der især for at møde folk. Der er både formelle aftaler, som vi har lavet hjemmefra, men der sker også rigtig meget i korridorerne over en kop kaffe, hvor man lige har set noget og kan tale om idéer, som man kan arbejde videre med,” siger Johan Burisch, som i sin forskning beskæftiger sig med inflammatoriske tarmsygdomme (IBD).

Nye orale behandlinger

Medicinsk Tidsskrift har bedt Johan Burisch fremhæve tre abstracts fra kongressen. To af de abstracts, han har udvalgt, handler om oral biologisk behandling af colitis ulcerosa. Det er fase IIB-studierne ANTHEM-UC og EMERALD-2, som har undersøgt effekten og sikkerheden af to eksperimentelle lægemidler, henholdsvis icotrokinra og MORF-057.

Icotrokinra er en oral IL-23-hæmmer og kan derfor sammenlignes med de allerede anbefalede IL-23-hæmmere Omvoh (mirikizumab), Skyrizi (risankizumab) og Tremfya (guselkumab), som gives intravenøst eller subkutant.

MORF-057 er en oral α4β7-integrinhæmmer og kan derfor sammenlignes med Entyvio (vedolizumab), som gives intravenøst eller subkutant.

Det nye er dermed ikke de signalveje, som Icotrokinra og MORF-057 targeterer, men derimod måden, de administreres på.

”Jeg fremhæver de to studier, fordi de er en del af tendens, hvor man udvikler biologiske lægemidler i pilleform. Vi kender det allerede fra small molecules som JAK-hæmmere, men det er nyt med de biologiske lægemidler, og det er en meget spændende udvikling,” siger Johan Burisch.

”Patienterne foretrækker piller frem for injektioner, og det giver en mindre belastning på ambulatorierne, fordi det kræver mange sygeplejeressourcer at give infusioner.”

Resultater fra ANTHEM-UC

I ANTHEM-UC opnåede icotrokinra signifikant højere respons- og remissionsrater sammenlignet med placebo efter 12 ugers behandling af patienter med moderat til svær colitis ulcerosa.

252 patienter blev randomiseret 1:1:1:1 til én af tre doser af icotrokinra (100 mg, 200 mg eller 400 mg én gang dagligt) eller placebo i 28 uger. Ved baseline havde deltagerne en gennemsnitlig modificeret Mayo-score på 6,63, og 43,3 procent havde tidligere haft utilstrækkelig respons eller intolerans over for biologisk behandling eller JAK-/S1P-hæmmere.

Efter 12 uger opnåede alle icotrokinra-doser signifikant bedre klinisk respons end placebo. Den kliniske responsrate var 63,5 procent for 400 mg og 27 procent for placebo (forskel: 36,3 procentpoint; 95% CI 20,5-52,1; p<0,001), 58,1 procent for 200 mg (forskel: 30,8 procentpoint; 95% CI 14,4-47,3; p<0,001) og 54,7 procent for 100 mg (forskel: 27,7 procentpoint; 95% CI 11,4-43,9; p<0,001).

I 400 mg-gruppen blev der desuden observeret signifikant højere rater for klinisk remission (30,2% vs. 11,1%; p=0,006), symptomatisk remission (46,0% vs. 19,0%; p<0,001), endoskopisk forbedring (36,5% vs. 14,3%; p=0,002) samt histologisk-endoskopisk mucosal forbedring (28,6% vs. 11,1%; p=0,009). Der var lignende tendenser med lavere doser, men færre statistisk signifikante forskelle. Alle tre icotrokinra-doser demonstrerede separation fra placebo i symptomatisk remission efter kun fire ugers behandling.

Bivirkningsraterne var sammenlignelige mellem grupperne. Andelen af patienter med mindst én bivirkning var 50,8 procent i placebogruppen og 50,0, 45,2 og 46,0 procent i henholdsvis 100, 200 og 400 mg-grupperne. Der opstod alvorlige bivirkninger hos 4,8 procent i placebogruppen og 0–3,2 procent i icotrokinra-grupperne. Der var ingen forekomster af opportunistiske infektioner, tuberkulose, maligniteter, klinisk relevante leverpåvirkninger, MACE eller dødsfald.

Resultater fra EMERALD-2

I EMERALD-2 førte behandling med MORF-057 til dosisafhængige forbedringer i klinisk og endoskopisk respons hos patienter med moderat til svær colitis ulcerosa.

Studiet inkluderede 240 patienter (gennemsnitsalder 40 år; 55 procent mænd; gennemsnitlig sygdomsvarighed 6,7 år). Deltagerne havde en gennemsnitlig modificeret Mayo-score på 6,7 ved baseline, og 39 procent var i stabil behandling med kortikosteroid, 20 procent var i behandling med immunmodulerende behandling, og 31 procent havde tidligere modtaget avanceret behandling. Patienterne blev randomiseret 1:1:1:1 til MORF-057 100 mg én gang dagligt (QD), 100 mg to gange dagligt (BID), 200 mg BID eller placebo i 12 uger.

Analysen af det primære endepunkt viste en dosisafhængig tendens til højere klinisk remissionsrate med MORF-057, fra 17,1 procent ved 100 mg QD til 31,9 procent ved 200 mg BID, sammenlignet med 24,3 procent i placebogruppen. Blandt patienter med tidligere eksponering for avanceret terapi (n=87) var remissionsraterne 4,3 procent (100 mg QD), 13,6 procent (100 mg BID), 21,1 procent (200 mg BID) og 13,0 procent (placebo).

Klinisk respons blev opnået hos 57,1 procent i 100 mg QD-gruppen, 53,5 procent i 100 mg BID-gruppen og 62,3 procent i 200 mg BID-gruppen mod 54,3 procent med placebo. Endoskopisk forbedring blev observeret hos henholdsvis 31,4, 32,4 og 43,5 procent mod 31,4 procent i placebogruppen. Histologisk-endoskopisk mucosal forbedring (HEMI) forekom hos 27,1, 31,0 og 42,0 procent mod 25,7 procent i placebogruppen.

Behandlingsrelaterede bivirkninger forekom med samme frekvens som ved placebo (36,0% vs. 34,8%) og var hovedsageligt milde eller moderate. Der blev rapporteret fem alvorlige bivirkninger (to tilfælde af UC-forværring samt forhøjet ASAT, pneumothorax og diskusprolaps), men ingen af disse blev vurderet som behandlingsrelaterede.

”Hvis vi sammenligner resultaterne i de to studier, ser det ud, som om de to orale lægemidler klarer sig nogenlunde lige godt i de høje doser. Og responset minder om det, vi ser med injektionsbehandling. Det ser meget lovende ud, men studierne er kun i fase IIB, så der er stadig lang tid til, at vi får adgang til oral biologisk behandling i klinikken,” siger Johan Burisch.

Overset patientgruppe

Det tredje studie, Johan Burisch fremhæver, er det franske USTAP-studie, hvor patienter med aktivt secernerende fistulerende perianal Crohns sygdom blev randomiseret til behandling med enten Stelara (ustekinumab) eller placebo. Patienter i ustekinumab-armen opnåede signifikant højere kombineret klinisk og radiologisk remission efter 12 ugers behandling.

”Det er en overset patientgruppe i studiesammenhæng. Det er meget sjældent, at der laves randomiserede prospektive studier på patienter med fistulerende perianal sygdom, fordi det typisk er et eksklusionskriterium i de store kliniske studier. Derfor er det flot, at forskerne her har gjort sig umage og faktisk udført et studie, som demonstrerer, at ustekinumab er bedre end placebo til disse patienter,” siger Johan Burisch.

”Når vi laver real world-opgørelser kan vi se, at der er effekt på disse patienter, så vi ved godt, at lægemidlerne virker. Men det er alligevel vigtigt, at nogen gør sig umage og faktisk afprøver lægemidlerne i et randomiseret studie.”

USTAP i detaljer

USTAP inkluderede 32 patienter, som blev randomiseret 1:1 til ustekinumab (6 mg/kg intravenøst ved baseline, efterfulgt af 90 mg subkutant ved uge 8 og derefter hver 8. uge) eller placebo. Deltagerne havde en medianalder på 42 år, 41 procent var kvinder, og 70 procent havde tidligere fået anti-TNF-behandling. En fjerdedel havde oplevet to eller flere svigt på anti-TNF. Ved baseline havde 84 procent én secernerende fistel, 16 procent havde to, og 25 procent havde associerede abscesser.

Efter 12 ugers behandling blev det primære endepunkt — kombineret klinisk og radiologisk remission — opnået hos 62 procent i ustekinumab-gruppen mod 25 procent i placebogruppen (OR 5,1; 95 % CI 1,07-24,4). Klinisk remission blev observeret hos 69 procent i ustekinumab-gruppen og 31 procent i placebo-gruppen, mens radiologisk remission blev opnået hos henholdsvis 87,5 procent og 75 procent.

I ustekinumab-armen blev der registreret forbedringer i sygdomsaktivitet med et gennemsnitligt fald i CDAI på -56,3, PDAI på -2,2 og IBD-DI på -4,9 sammenlignet med -9,8, -1,6 og +4,9 i placebogruppen.

Bivirkningsprofilen var sammenlignelig mellem grupperne: Der blev rapporteret 23 bivirkninger (62 procent) i placebogruppen og 14 (38 procent) i ustekinumab-gruppen. To patienter i placebogruppen udgik af studiet inden uge seks på grund af alvorlige bivirkninger (analabsces og peri-ileal absces).

”Udover dette studie har vi kun ét andet randomiseret studie, som har undersøgt effekten af biologisk behandling (infliximab, red.) på patienter med fistulerende perianal sygdom. USTAP-studiet kommer formentlig til at påvirke vores kliniske praksis, fordi der nu er flere argumenter for at vælge ustekinumab over andre mere uprøvede biologiske lægemidler til denne patientgruppe,” siger Johan Burisch.