Skip to main content

Metaanalyse afdækker effekten af fæcestransplantation på irritabel tyktarm

Det er meget usikkert, om fæcestransplantation kan mindske symptomerne hos patienter med irritabel tyktarm.

Sådan lyder konklusionen på en systematisk gennemgang og metaanalyse af 13 randomiserede studier med i alt 693 patienter.

Analysen finder tegn på, at fæcestransplantation kan mindske symptomerne hos patienter med irritabel tyktarm. Men effekten var ikke statistisk signifikant i intention-to-treat-analysen, og forskerne vurderer den samlede evidens som meget usikker.

Forskerne inkluderede studier, hvor symptomforbedring blev vurderet 4 til 24 uger efter fæcestransplantation. Det primære endepunkt var andelen af patienter, hvis IBS-symptomer ikke blev forbedret.

I intention-to-treat-analysen var der tendens til en fordel med FMT efter 12 uger, men forskellen var ikke statistisk signifikant. Risikoen for manglende symptomforbedring var 28 procent lavere med FMT end med placebo (RR 0,72; 95% CI 0,50-1,03).

I per-protokol-analysen var FMT derimod forbundet med en statistisk signifikant symptomgevinst. Her var risikoen for manglende forbedring 33 procent lavere med fæcestransplantation end med placebo (RR 0,67; 95% CI 0,46-0,97).

Forekomsten af uønskede hændelser var sammenlignelig mellem grupperne (RR 0,98; 95% CI 0,75-1,29).

Forskerne understreger dog, at resultaterne skal fortolkes med forsigtighed.