Skip to main content

Psykiatrisk Tidsskrift

OCD skal behandles med terapi

Sundhedsstyrelsen er kommet med nye retningslinjer for behandling af OCD hos børn, unge og voksne. 

Antidepressiv medicin skal ikke være førstevalg i behandlingen af børn og unge med moderat til svær OCD. Det skal i stedet kognitiv terapi.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer for behandling af OCD hos både børn, unge og voksne.

En anden anbefaling går på at overveje et stop for behandling seks måneder efter, at symptomerne er forsvundet, frem for efter 12 måneder – både hos børn og voksne.

Retningslinjerne gælder, hvor OCD er hoveddiagnosen, og er et supplement til øvrige retningslinjer på området. Retningslinjerne understreger, at der på visse områder er en svag evidens og at der derfor er behov for at styrke forskningen og dermed videns grundlaget for behandlingen af OCD.

OCD er placeret på en 10. plads på WHO’s liste over de mest belastende lidelser, fordi symptomerne medfører en meget stor social, fysisk og psykisk påvirkning samt nedsat livskvalitet. Ca. 2,3 procent af befolkningen har eller har haft OCD i løbet af deres liv.

Retningslinjer for OCD-behandling:

  • Det er god praksis at tilbyde kognitiv adfærdsterapi til børn, unge og voksne med mild OCD, da der er påvist en mulig effekt, og der ikke er kendte ulemper ved behandlingen.
  • Manualiseret familiebaseret kognitiv adfærdsterapi og manualiseret kognitiv adfærdsterapi kan begge overvejes til behandling af børn og unge med OCD, idet der ikke er dokumenteret en forskel i effekt mellem de to behandlingsformer.
  • Overvej at tilbyde kognitiv adfærdsterapi enten individuelt eller i gruppe til voksne med OCD, da der ikke er dokumenteret klinisk relevante forskelle.
  • Det er god praksis at være tilbageholdende med at tilbyde gruppebehandling til børn og unge med OCD, da der ikke foreligger evidens og dansksprogede manualer herfor.
  • Anvend kun tredjebølge kognitiv terapi frem for standard kognitiv adfærdsterapi efter nøje overvejelse til behandling af børn, unge og voksne med OCD, da effekten er usikker.
  • Anvend ikke selektive serotoningenoptagshæmmere (SSRI) som tillæg til behandling med kognitiv adfærdsterapi som førstevalgsbehandling til børn og unge med moderat til svær OCD, da der ikke er fundet dokumenteret effekt, og der er kendte bivirkninger forbundet med SSRI.
  • Anvend kun efter nøje overvejelse selektive serotoningenoptagshæmmere (SSRI) som tillæg til behandling med kognitiv adfærdsterapi som førstevalg i behandlingen af voksne med moderat til svær OCD, da der ikke er påvist en forskel i effekt, og der er kendte bivirkninger forbundet med SSRI.
  • Det er god praksis at overveje at tilbyde børn, unge og voksne, der fortsat har moderat til svær OCD efter et forløb med kognitiv adfærdsterapi, yderligere et forløb med kognitiv adfærdsterapi.
  • Anvend kun efter nøje overvejelse et atypisk antipsykotikum som tillægsbehandling til voksne med svær OCD, som ikke har effekt af behandling med kognitiv adfærdsterapi og antidepressiva (SSRI), da der ikke er påvist en klinisk relevant effekt heraf, og der er risiko for bivirkninger.
  • Overvej at seponere antidepressiv behandling 6 måneder efter stabilisering af symptombilledet frem for efter 12 måneder hos børn, unge og voksne med OCD.