Skip to main content


  Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   

Professor: Praktiserende læger kommer til kort over for unge med psykiske symptomer

Psykisk sygdom skal forebygges i ungdomsårene, hvor de første symptomer typisk viser sig. Det sker ikke i dag, fordi tilbuddene er sporadiske og spredte, og fordi den praktiserende læge kommer til kort over for unge med psykiske symptomer.

Det mener professor Pia Jeppesen, som sammen med flere andre fagpersoner står bag en kortlægning af de 10-24-åriges mentale helbredsproblemer og psykiske sygdomme.

Omfanget af mentale helbredsproblemer og psykiske sygdomme er vidt udbredt hos danske børn og unge og har samlet set været stigende de seneste år. Det viser en omfattende kortlægning i en rapport fra Vidensråd for Forebyggelse, der blev offentliggjort i november 2020. Rapporten indeholder også fem grundlæggende råd til at opbygge et sammenhængende nationalt system (se faktaboks).

Et sådant system med let og ensartet adgang til støtte, forebyggelse og behandling, mangler vi nemlig desperat i dag, fremhæver formanden for arbejdsgruppen bag Vidensrådets rapport, Pia Jeppesen, som for nylig er tiltrådt en stilling som klinisk professor med særligt fokus på psykoterapi i Afdelingen for Børne- og Ungdomspsykiatri i Region Sjælland.

”Situationen er ekstra alvorlig omkring overgangen fra barn til voksen. Både fordi der sker meget på det mentale plan for den unge i den alder, men også fordi den unges livssituation og rammer forandrer sig, samtidig med at der sker et brud i systemet både i uddannelses-, social- og sundhedsvæsenet, når den unge fylder 18 år,” forklarer Pia Jeppesen.

En samlende nøglefigur

Som det er i dag møder den praktiserende læge ofte unge med symptomer og tegn på mentale helbredsproblemer eller psykiske sygdomme, som er så alvorlige, at der skal gøres noget.

”Det er vigtigt at huske, at overgangen fra barn til voksen er primetime for debut af de lidt sværere psykiske sygdomme. Det er netop i sen ungdom eller tidlig voksenalder, den første episode af depression, psykose eller andre alvorlige psykiske sygdomme viser sig.”

”Her bør den praktiserende læge være opmærksom på uspecifikke symptomer som angst, snigende depressive symptomer, udadrettet besværlig adfærd, spiseforstyrrelser, selvskade eller misbrug,” forklarer Pia Jeppesen.

Men det er en svær opgave, den praktiserende læge står med. Ikke mindst fordi de forskellige sektorer og forvaltninger ofte ikke taler sammen.

”Det kommunale system, f.eks. misbrugscenteret, unge-uddannelsesvejlederen, jobcenteret og socialrådgiveren taler ikke nødvendigvis sammen, fordi der er tale om forskellige afdelinger og instanser, og hvis den unge har haft kontakt til børne- og ungepsykiatrien, så stopper denne koordinering af indsatser i netværket ofte ved 18-årsalderen,” understreger Pia Jeppesen.

Hun mener derfor, at den praktiserende læge i endnu højere grad kan spille en rolle, som den samlende nøglefigur for den unge og vedkommendes familie.

”Forældrene står ofte i en ganske fortvivlet situation, hvor de ikke ved, hvor de skal gå hen, så de prøver måske skolen eller skolepsykologen eller en socialrådgiver, hvis der har været sociale vanskeligheder i familien. Her kan den praktiserende læge måske træde til og hjælpe den unge og forældrene med at målrette og koordinere deres søgen efter hjælp,” forklarer Pia Jeppesen.

Egen læge kommer til kort

I nogle tilfælde kan den praktiserende læge henvise til børne- og ungepsykiatrien eller voksenpsykiatrien. Det sker dog ofte, at henvisningen afvises af psykiatrien. Det skyldes blandt andet, at ganske mange krav skal være opfyldt for at leve op til de samarbejdsaftaler, der er indgået om, hvad der hører til en god henvisning:

”Der kræves en ret detaljeret beskrivelse af den psykiske udvikling og symptomudviklingen over tid, den unges sociale og familiære forhold samt en oversigt over tidligere sygdomme. Men på andre områder kommer den praktiserende læge til kort, fordi en henvisning på mistanke om psykiske udviklingsforstyrrelser (f.eks. ADHD og autisme) kræver en forudgående pædagogisk psykologisk vurdering, herunder undersøgelse af den intellektuelle funktion og beskrivelser af den faglige og sociale funktion i skolen,” siger Pia Jeppesen og uddyber:

”En helhedsorienteret beskrivelse af barnets opvækst og udvikling er vigtige informationer til den videre udredning og støtte, men egen læge kommer ofte til kort, fordi han eller hun ikke har adgang til oplysningerne. Der mangler mulighed for – med den unges tilladelse – at egen læge kan kommunikere med kommunen og særligt PPR. Det gør det vanskeligt for egen læge at samle de nødvendige informationer sammen til en henvisning. Disse krav fra psykiatriens side gør, at lægen kan blive efterladt med et barn/ung med symptomer, uden at lægen kan hjælpe den unge videre.”

”Dog skal det understreges, at når den praktiserende læge står overfor unge med akutte eller svære depressive tilstande, selvmordsfare, alvorlige spiseforstyrrelser med lavt BMI eller mistanke om psykose, så kan og skal de henvise straks, og så bliver den unge visiteret til udredning og behandling inden for behandlingsgarantien.”

Ingen åbne døre

”Det første råd, vi kommer med i rapporten, er derfor, at der skal findes tilbud om lettere behandling, som er evidensbaserede. Tilbuddene skal indgå i en stepped care-model, og de første trin bør være tilgængelige for selvhenvendelse. Henvisninger bør kun være nødvendige for at blive visiteret til de højt specialiserede tilbud. På den måde kan samfundet tilbyde børn og unge en hurtig og effektiv indsats efter mindstemålsprincippet, hvor man løser den unges problemer tæt på hverdagslivet, dvs. i skole-hjem-regi der, hvor den unge er og lever sit liv. De tilbud mangler man i dag.” siger Pia Jeppesen.

De næste fire råd i rapporten drejer sig om dét, der skal til for at undgå at blive ved med at gøre det, vi har gjort i mange år, nemlig at igangsætte løsrevne projekter, som kun er målrettet en begrænset gruppe af personer, og som stopper igen efter nogle år, når pengene er brugt op.

”Rådene handler om, hvordan vi får opbygget evidensbaserede tilbud, som barnet eller den unge kan få hurtig og let adgang til, og hvilke rettigheder børn og unge og familier bør have, når deres funktion og livskvalitet er påvirket af mentale helbredsproblemer. I dag er der ingen åbne døre at gå ind ad som familie – det er utroligt stressende, og man føler sig magtesløs og desperat, og det er ikke rart for den unge, som oplever at blive et problem i familien. Der kan også komme sekundære problemer til med misbrug, og det er lagt ud i kommunerne,” siger Pia Jeppesen.

Hvad virker for hvem

Alt i alt er der hårdt brug for at koordinere udviklingen på landsplan, så man ikke skal sidde ude i kommunerne og opfinde den dybe tallerken hver gang. Det hele skal koordineres og kobles sammen med opbygning af kompetencer, for eksempel kompetencer i at udføre evidensbaserede psykoterapier. Der skal også skabes enighed om standarder og redskaber til at måle graden af sygdom:

”Der er brug for, at fagprofessionelle kan måle arten og sværhedsgraden af problemerne. Her mangler vi standardspørgeskemaer, som bruges ensartet på tværs af sektorer, så det bliver mere klart, hvilke symptomer på mentale helbredsproblemer eller psykisk sygdom, den unge har, og hvad vedkommende derfor har brug for af støtte – eller om der skal henvises til psykiatrien. Dette sagt med forbehold for at mål fra standardiserede spørgeskemaer skal forstås i kontekst af den unges samlede sociale situation,” forklarer Pia Jeppesen og fortsætter:

”Endelig kan en systematisk måling af de unges udbytte af indsatserne give samfundet et lærende system, hvor vi kan blive klogere på, hvad der virker for hvem. Det giver mulighed for, at vi hen ad vejen kan udvikle nye tilbud, som virker endnu bedre end dem, vi starter med. Disse data opsamler vi ikke på en brugbar måde i dag, hvilket er overraskende, da Danmark ellers er kendetegnet ved, at vi på mange andre områder har utroligt mange data og adgang til dem via nationale registre.”

I mellemtiden

Det vil tage flere år at udvikle et velkoordineret, kompetent og lærende system for forebyggelse og lettere behandling til børn og unge, så hvad kan egen læge gøre her og nu? Hertil svarer Pia Jeppesen:

”Nogle læger efteruddanner sig i psykoterapi og tilbyder selv samtaleterapi, andre har samarbejde med psykologer – eller henviser til psykologer, men der er ofte meget lange ventetider. Dertil bør man forsøge at nedbryde barrieren mellem PPR og lægen, så der er mulighed for at udveksle oplysninger og skabe en mere sammenhængende indsats, der løbende tilpasses efter den unges skiftende problemer.”

Misbrugsbehandlingen ligger i kommunerne, og denne indsats bør også integreres med støtten fra egen læge, uddannelsesvejleder og andre i socialforvaltningen, påpeger Pia Jeppesen:

”Og hvis man virkelig vil være kreativ – hvilket vi også nævner i rapporten – så skal man inddrage alle fagprofessionelle i forebyggelse og tidlig opsporing af mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom. Det kan f.eks. være skoletandplejen, som tager kontakt til familien, når de opdager dårlig tandstatus hos et barn, eller skolelæreren, der bliver opmærksom på tidlige tegn på tristhed, eller egen læge, der opdager vægt- og spiseproblemer, selvskade eller et misbrug. Og herfra burde der være en nem måde at sikre sammenhæng og kontinuitet i tilbuddene i kommunalt regi.”

Lægen som stafetholder

Alle disse problemstillinger bliver tidoblet, når den unge når 18-årsalderen, og alle systemerne bliver mere spredte, samtidigt med at det bliver sværere for forældrene at spille en aktiv rolle i koordineringen af den unges forløb, fordi de ikke længere har forældremyndigheden. Den eneste stabile figur, der er tilbage, kan være egen læge, medmindre den unge er flyttet midlertidigt og skifter læge, så er også den stabilitet væk. Egen læge kan være en stafetholder i hele dette virvar af forskellige indsatser, og det bør være tydeligt, hvem der har ansvaret for at koordinere hjælpen over tid, dvs. om det er egen læge eller en anden instans, mener Pia Jeppesen.

Siden rapporten udkom, er der for nyligt udgivet et fagligt oplæg til en tiårsplan for psykiatrien, som giver håb for fremtiden, mener Pia Jeppesen:

”Det er hård læsning, men den er fremragende, fordi det er første gang, at sundheds- og socialstyrelsen klokkeklart siger, at den utilstrækkelige tilgang, vi har til forebyggelse og behandling af psykisk sygdom, er en trussel mod folkesundheden. Jeg ser det på linje med den kritik, der kom på kræftområdet for en del år tilbage, som var baggrunden for, at vi fik kræftpakkerne, og det samme er sket for hjerte-kar-sygdommene. Forhåbentlig er det noget lignende, der kommer til at ske på det psykiatriske område,” siger Pia Jeppesen og kommer til slut med en opfordring:

”Praktiserende læger skal også selv komme med bud på, hvordan de mener, at de bedst hjælper, så de unge og deres forældre får en dør at gå ind ad i fremtiden. Den praktiserende læge vil kunne blive en meget central spiller i forebyggelseskæden i fremtiden.” 

De fem råd i rapporten

1. Indfør evidensbaserede indsatser over hele landet med fokus på:

a) mental sundhedsfremme de steder, hvor børn og unge har deres dagligdag

b) bedre tilbud til familier, hvor en eller flere forældre har psykisk sygdom eller misbrug

c) lettilgængelig adgang til sammenhængende behandlingsforløb for børn og unge med følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer

2. Skab koordinering på nationalt niveau

3. Evaluer indsatserne løbende

4. Opkvalificer fagprofessionelle på alle niveauer

5. Invester i forskning og udvikling.

For de praktiserende læger står der specifikt i rapporten:

Styrk de systematiske indkaldelser og påmindelser om at møde til børneundersøgelserne og vaccinationsprogrammerne efter samme model som i tandplejen. Børneundersøgelserne bør suppleres med en ‘teenager’-undersøgelse, fordi mange af de mentale helbredsproblemer problemer (f.eks. selvskade og misbrug) begynder i ungealderen. Den systematiske indkaldelse skal sikre hjælpen til de mest sårbare børn og unge, der har sværest ved selv at søge hjælp. Det kan afprøves at supplere ovenstående med en udgående indsats i forhold til belastede familier. Samtidig anbefales det at etablere effektive kommunikationsveje mellem egen læge og PPR med henblik på at koordinere indsatserne til børn og unge.