Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   


​​Fra venstre er det afsnitsledende overlæge på B132,Ulla Moslet og psykolog og leder af VIBUS, Mette Bentz her fotograferet med afdelingssygeplejerske Trine Frimann Larsen.

Overlæge og psykolog svarer på bog-kritik: Vi er faktisk gode til det, vi gør

Der er meget, man kan kritisere psykiatrien for - men det bør ikke tage fokus fra alt det, der faktisk fungerer. For eksempel kommer de fleste af de børn og unge, som lider af spiseforstyrrelser, godt ud på den anden side. Ca. 70 procent af patienterne, der behandles for spiseforstyrrelse i Region Hovedstaden, udskrives som raske.

Der er meget, man kan kritisere psykiatrien for - men det bør ikke tage fokus fra alt det, der faktisk fungerer. For eksempel kommer de fleste af de børn og unge, som lider af spiseforstyrrelser, godt ud på den anden side. Ca. 70 procent af patienterne, der behandles for spiseforstyrrelse i Region Hovedstaden, udskrives som raske.

Sådan lyder det fra ledende overlæge Ulla Moslet og forskningsansvarlig psykolog Mette Bentz fra Specialambulatoriet for spiseforstyrrelser under Region Hovedstadens Psykiatri. Deres udtalelser falder som reaktion på en bog med titlen ‘At være menneske i et umenneskeligt system’, skrevet af skolelærer Birgitte Warberg og anmeldt i Sundhedskultur. Heri fortæller flere familier og en tidligere psykiater om et behandlingssystem, som ikke fungerer, og om børn og unge, der bare bliver mere og mere syge. Men kritikken fremstår, uden at psykiatrien har fået lov at svare.

Frustrerede forældre

Uden at underkende de oplevelser, som forældrene i bogen giver udtryk for siger Ulla Moslet og Mette Bentz:

“Det er frustrerede forældre, der udtaler sig, og vores ærinde er ikke at sige ‘nej, det passer ikke’. Men vi mener, at billedet er mere nuanceret. Vi ved godt, at behandlingen ikke altid lykkes, og at vi ikke i alle tilfælde rammer rent ift. vores måde at kommunikere med familierne på. Men generelt synes vi, at vi har et godt behandlingstilbud, hvilket langt fra er det indtryk man står med efter at have læst bogen.”

Når de overhovedet reagerer på bogen, er det fordi de gerne vil undgå, at alle de familier, hvis børn lige nu er på vej i eller er under behandling for anoreksi, får et billede af psykiatrien som er helt sort:

“Det er bare så synd, hvis de på baggrund af bogen begynder at bekymre sig for, om vi overhovedet aner, hvad vi gør. For det gør vi jo. Og vi er faktisk gode til det, vi gør. Det ændrer dog ikke på, at der er nogen, som vi har rigtig svært ved at hjælpe, og det arbejder vi målrettet og ihærdigt på at blive bedre til,” siger Ulla Moslet.

Opfattes anderledes end tiltænkt

Noget af det hun specielt bemærker i forhold til udtalelserne fra forældrene i bogen er, at der er gået noget galt i kommunikationen mellem dem og psykiatrien. Og hun erkender da også, at der her er noget at komme efter, og at behandlerne skal blive bedre til at tale med forældrene og fortælle, hvad de gør, hvorfor og på hvilken baggrund:

“På baggrund af bogen er vi blevet klar over, at vores behandling nogen gange opfattes helt anderledes end tiltænkt. Det er virkelig sørgeligt, hvis så mange familier, som bogen hævder, føler, at de har været til en eksamen, de ikke har kunnet bestå, når de har haft med os at gøre. Og også at de føler, de er blevet ladt alene med ansvaret - at det er dem mod os. For det er på ingen måde det vi ønsker og heller ikke det, vi prøver at kommunikere. Tværtimod prøver vi at kommunikere, at det hele handler om, at vi skal gøre fælles front mod spiseforstyrrelsen - os, forældrene og patienten.” 

Frustrationer er forståelige

Som Ulla Moslet og Mette Bentz læser bogen, handler den nok om unge mennesker med meget svære spiseforstyrrelser, og dem er psykiatrien ikke altid god nok til at hjælpe. Derfor kan de sagtens forstå forældrenes frustrationer. Men de er kede af, at bogen efterlader det indtryk, at psykiatrien generelt svigter anoreksipatienter, bruger metoder, som gør dem dårligere end de var, og endda påfører dem PTSD og andet. For som de ser det, har alt hvad de gør, kun ét formål, nemlig at gøre patienterne raske og hjælpe familierne så meget som muligt.

Et af kritikpunkterne i bogen er den familiebaserede terapi (FBT), som får forældrene til at opleve, at de får smidt ansvaret for behandlingen lige tilbage i hovedet. Her påpeger Ulla Moslet, at den familiebaserede terapi er førstevalgsbehandling ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer, og at det er det, man i psykiatrien retter sig efter.

“Det er ikke det samme, som at psykiatrien kaster ansvaret fra sig - tværtimod holder vi familierne i hånden hele vejen igennem. Desuden er det vores erfaring, at den familiebaserede terapi hjælper de fleste rigtig godt. Men det er rigtigt, at den hjælper ikke alle. Vi arbejder på, at vi i fremtiden hurtigt kan finde ud af, hvem der har gavn af FBT og hvem der ikke har, så vi hurtigere kan tilbyde dem noget andet. Det er så lidt mere usikkert, hvad dette andet skal være, for der er ingen evidens for noget her,” siger hun og peger på, at man samtidig render ind i ressourceproblemer, når det gælder de mest syge. For når det ikke lykkes at vende udviklingen med den ambulante hjælp, som består i familiesamtaler en gang om ugen, er det oplagte næste trin dagbehandling fem gange om ugen eller døgnbehandling. Og der rammer man loftet for ressourcer, ved at der jævnligt går for lang tid, før denne mere intensive behandling bliver mulig, fordi der står nogle foran i køen, som er endnu mere syge.

Af samme grund oplyser Mette Bentz, at man i afdelingen arbejder på at kunne tilbyde disse patienter et alternativ. F.eks. ved at behandle de andre lidelser, mange anoreksipatienter har, såsom angst, depression eller autisme. Samtidig tilbyder afdelingen, oveni standardbehandlingen, forældredage og fællesspisning, mens man på bedding har tilbud om forældrekurser og flere andre projekter på vej.

Afviser ikke ret mange

Et andet kritikpunkt i bogen er forældrenes oplevelse af, at deres syge børn afvises af psykiatrien. Og uden at Ulla Moslet ved, hvordan det foregår i de andre regioner, understreger hun, at Region Hovedstadens Psykiatri ikke afviser ret mange. Kun hvis man tror, barnet ikke har anoreksi eller har meget lette symptomer, som ikke opfylder diagnosens kriterier. Og det sidste, erkender hun, kan opleves meget provokerende. Derfor glæder hun sig over, at flere af kommunerne i regionen har forskellige tilbud af præpsykiatrisk karakter, som benyttes flittigt. Og så snart patienterne henvises herfra til psykiatrien, bliver de taget ind så hurtigt som muligt, understreger hun.

På hendes afdeling kan man tydeligt mærke, om der er lange ventetider eller ej:

“Tidligere har vi fint kunnet overholde udrednings- og behandlingsretten på de 30 dage. Men sidste efterår steg henvisningsantallet voldsomt, hvilket betød, at vi ikke kunne følge med. Og konsekvensen af ventetid er, at patienten bliver dårligere. Så jo tak, vi vil gerne have flere ressourcer, så vi kan tage alle ind, når tid er. Alt andet er jo på alle måder også en dårlig forretning, fordi patienter risikerer at bliver sygere, jo længere de venter,” siger hun og peger på, at ingen har kunnet forudse den enorme stigning i anoreksi, som er sket de sidste 10 år og har taget fart især i de sidste 5 år og ikke mindst under coronapandemien.

Trods udfordringerne pointerer Ulla Moslet, at det faktisk lykkes ambulatoriet for spiseforstyrrelser  at hjælpe de fleste anoreksipatienter. En statistik fra sidste efterår viser således, at inden for 12 mdr. blev 57 pct. af patienterne afsluttet som færdigbehandlede. Og medtager man dem, som var i fase 3 (sidste del af behandlingen) efter 12 måneder, nåede tallet op på 72 pct.

“Så jeg synes, vi kan tillade os at sige, at vi lykkes med 70 pct., men ikke med 30 pct. De sidste, fordi de enten er for syge, eller vi ikke får matchet dem godt nok med vores tilbud. Blandt andet på grund af andre samtidige psykiske sygdomme, som komplicerer behandlingen markant. Men min konklusion er, at vi skal blive bedre til at kommunikere med familierne - blandt andet om at en mislykket behandling ikke er nogens skyld, hverken forældrenes, barnets eller vores, men simpelthen fordi det er en møgsygdom. Og så skal vi også blive bedre til at formidle, at der er børn, der er så syge, at vi ikke kan hjælpe dem med den eneste evidensbaserede behandling vi har, nemlig familieterapi. En tredje ting, vi skal sige tydeligere er, at sygdommen ikke er af en karakter, hvor den løser sig selv, hvis bare man finder ind til kernen. Sådan er det ikke med anoreksi. Den er indrettet sådan, at når den først har fat, så lever den sit eget liv,” lyder det fra Ulla Moslet og Mette Bentz, som begge bedyrer, at man er i fuld gang med at se på, hvordan man kan forbedre kommunikationen, så familierne ikke føler behov for at udtrykke sig som i bogen ‘At være menneske i et umenneskeligt system’.

Så ja, der er behov for at psykiatrien bliver bedre - med og uden flere ressourcer. Men indtil da håber de to eksperter, at folk stoler på, at det ikke står så brutalt ringe til i psykiatrien, som bogen efterlader indtryk af, og at behandlingen absolut hverken er ineffektiv eller farlig for børnene.

Ledelse

  • Chefredaktører
    Kristian Lund
    Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

    Nina Vedel-Petersen
    Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

    Nordisk annoncedirektør
    Marianne Østergaard Petersen
    Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

    Adresse

    Schæffergården
    Jægersborg Alle 166
    2820 Gentofte
    CVR: 37 21 28 22

    Kontakt

    Annoncer
    Kontaktinfo
    Abonnement
    Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
    Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Medarbejdere

  • Redaktionschef

    Helle Torpegaard
    Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

    Journalister

    Anne Mette Steen-Andersen, redaktionel udviklingsleder
    Bo Karl Christensen, redaktionsleder
    Frederik Jølving, redaktionsleder
    Signe Juul Kraft - onkologi, hæmatologi, sundhedspolitik
    Nina Bro - sclerose, sundhedspolitik
    Maiken Skeem – hjertekar, sundhedspolitik
    Mads Moltsen - gastroenterologi, onkologi
    Henrik Reinberg Simonsen, almen praksis, allround

    Tilknyttede journalister

    Berit Andersen – psykiatri, sundhedspolitik
    Birgit Brunsted - onkologi, hjerte-kar, generelt
    Jette Marinus - respiratorisk
    Maria Cuculiza - kultur, neurologi
    Gorm Palmgren - onkologi
    Marianne Rohweder - overvægt, sundhedspolitik
    Ebbe Fischer - allround
    Natacha Houlind Petersen - allround
    Nana Fischer - allround
    Hanna Sigga Madslund, allround
    Stephanie Hollender, allround

    Kommerciel afdeling

    Annoncekonsulent
    Malene Laursen
    Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

    Salgskonsulent
    Helle Garrett
    Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

    Salgskonsulent, Sverige
    Annika Östholm
    Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

    Webinarer
    Majbritt Laustrup
    Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

    Administrativ koordinator
    Anette Kjer Overgaard
    Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

    Konference koordinator
    Christina Ludvig
    Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

    Research
    Birgitte Gether