Blot en smule fysisk aktivitet lindrer depression

Motion kan lindre depression. Men hvor meget motion der egentlig skal til, fremgår af et nyt studie, hvor forskere gør op, at 2,5 timers rask gåtur ugentlig kan mindske symptomerne på depression markant.

Studiet, der er offentliggjort i JAMA Psychiatry, er det første af sin art og er en metaanalyse af 15 studier. Det viser en omvendt lineær sammenhæng mellem fysisk aktivitet og forekomsten af depression med større forskelle i risiko ved lavere eksponeringsniveauer. Det vil sige, at relativt små doser af fysisk aktivitet er forbundet med væsentligt lavere risiko for depression, ligesom det tyder på, at de fleste fordele opnås, når man går fra ingen aktivitet til i det mindste lidt aktivitet, skriver forskerne.

Mere præcist viser studiet, at aktivitet svarende til 2,5 timers rask gang om ugen er forbundet med en 25 procents lavere risiko for depression, og ved halvdelen af denne dosis aktivitet er risikoen 18 procents lavere sammenlignet med ingen aktivitet. Yderligere fordele blev kun i mindre grad observeret ved højere aktivitetsniveauer.

Lægers livsstilsanbefalinger

“Vores resultater har vigtige nye implikationer for læger i forbindelse med anbefalinger om livsstil. Især til inaktive personer, som kan opfatte ellers anbefalede mål for aktivitet som urealistiske,” lyder det fra forskerne bag det primært britiske studie.

De konkluderer således, at man kan opnå betydelige mentale sundhedsmæssige fordele ved fysisk aktivitet, selv under hvad man normalt anbefaler - og yderligere fordele for at opfylde det anbefalede minimumsmål, men begrænset ekstra fordel ud over det. Og med basis i deres data har de regnet ud - forudsat man anerkender årsagssammenhængen - at et ud af ni tilfælde af depression kunne have været forhindret, hvis alle i befolkningen var aktive på niveau med de gængse anbefalinger vedrørende fysisk aktivitet.

Om forklaringen på sammenhængen mellem fysisk aktivitet og depression siger forskerne, at der formentlig er flere. Der kan være neuroendokrine og inflammatoriske forhold, der spiller ind. Der kan være psykosociale og adfærdsmæssige forklaringer. Og det kan ligge noget i miljøet og omgivelserne. Her skal der yderligere studier til for at komme forklaringen nærmere, anfører de.