Pensioneret læge i brechen for en mere holistisk primærsektor
Kendskabet til patienten er den afgørende kerneværdi i almen praksis, og den må ikke druknes i papirarbejde, dokumentationskrav og forkerte prioriteringer. Sådan siger Merete Jørgensen, der i en alder af 78 år fortsat kæmper for at sikre bedre rammer for kommende praktiserende læger samt for at få sat det almen medicinske speciale i et bedre lys.
Merete Jørgensen har været praktiserende læge i noget, der minder om en menneskealder. I 35 år vejledte, behandlede og lyttede hun til borgerne på Frederiksberg. Og hun kendte dem alle sammen; deres familier og deres livshistorier. Nu er hun pensioneret, men det betyder ikke, at hun har lukket døren til almen praksis. Slet ikke. I juni måned i år forsvarede hun sit ph.d.-projekt, og bandt således sløjfe på mere end ti års forskning i, hvordan de næste generationer af praktiserende læger kan sikres endnu bedre uddannelse og en skærpet forståelse for de almen medicinske kerneværdier i deres daglige arbejde.
”I min afhandling har jeg undersøgt og beskrevet, hvordan vi kan tilrettelægge undervisningen på en måde, så kommende praktiserende læger får blik for dét, der er det vigtigste i vores fag: Relationen til patienterne. Selvom almen praksis er presset, så er det så afgørende, at det mellemmenneskelige ikke drukner i krav om dokumentation og papirarbejde,” siger Merete Jørgensen.
Den menneskelige faktor
Siden Merete Jørgensen tilbage i 1995 blev ansat på Københavns Universitet som underviser ved den almen medicinske afdeling, er motivationen for at udbrede faget kun vokset. I 2001 fik hun ansvar for et kursus i almen medicin for medicinstuderende på sidste semester, hvilket hun stadig underviser på i dag. På kurset lærer kommende læger blandt andet, hvordan videooptagelser kan bruges som redskab til at forbedre kvaliteten af konsultationerne. Og det er effekten af denne type undervisning, hun har endevendt i sit ph.d.-projekt.
”Det interpersonelle er en vanskelig størrelse at få greb om. Og selvom vi i almen praksis er enige om, at det er den ’menneskelige faktor,’ som er nøgleredskabet i vores arbejde, så er netop dén, virkelig svær at sætte på formel. Men ved at betragte og analysere egen formåen i samspillet med patienterne, hjælper vi de unge læger til en forståelse af, hvornår relationen lykkes – og hvornår den ikke gør,” siger Merete Jørgensen.
Konsekvenser for helbredet
I arbejdet med ph.d.-projektet blev det klart for Merete Jørgensen, at der var nogle elementer i læge-patient-relationen, som udfordrede de kommende praksislæger. Mest tydeligt stod det frem, at de unge læger ikke altid fik forhørt sig om patienternes forventninger, og det faldt dem ligeledes ikke altid let at få spurgt ind til de følelser, patienterne tumlede med.
”Det allervigtigste for patienter i almen praksis er at føle sig lyttet til og forstået. De har brug for at få etableret en forklaringsmodel, der kan strukturere deres oplevelser og symptomer. Den etableres bedst, når de får lov til at fortælle lægen deres historie. Og hele den dimension udebliver, hvis man som læge glemmer at lytte og i stedet fyrer en bredside af spørgsmål og blodprøver afsted. Den tilgang kan i sidste ende få konsekvenser for patientens liv og helbred,” siger Merete Jørgensen.
Hun henviser til et relativt nyt studie fra Norge, som har set på betydningen af at have en veletableret relation til sin praktiserende læge. Studiet viste, at de borgere, der havde kendt deres læge i mere end 15 år, havde en 30 procents reduceret risiko for død sammenlignet med de borgere, der havde et mindre nært forhold til lægen. Det er immervæk en forskel, der er til at tage og føle på, konstaterer Merete Jørgensen.
Kommende læger undervises i den patientcentrerede samtale. Et begreb, der dækker over en samtale, hvor der er særligt fokus på at etablere en fælles dagsorden for samtalen, få inddraget patientens perspektiv samt slutteligt at få formidlet en fælles plan for det fremtidige forløb.
”Det handler om at få integreret et holistisk perspektiv i tilgangen til patienterne; få placeret dem i et liv og en kontekst, der kan sikre, at vi får gjort det, der er rigtigt for den enkelte patient. Den enlige mor med tre børn har formentlig andre behov end topdirektøren med villa, Volvo og vovse. Vi kan i sidste ende komme til at stille forkerte diagnoser, tilbyde forkert behandling og overse at få spændt det sikkerhedsnet ud, som skal beskytte patienten, hvis ikke vi lytter,” siger Merete Jørgensen.
Overrumplet af krav
Der er ifølge Merete Jørgensen flere årsager til, at det ikke altid lykkes for hendes kursister at nå 360 grader rundt om patienten. Én af årsagerne skal findes i måden medicinstudiet er skruet sammen på.
”Indtil for nylig var uddannelsen sat sammen sådan, at studerende stiftede bekendtskab med almen praksis i første semester – og så først igen på sidste semester. Resten af tiden blev de skolet i at være hospitalslæger, hvilket er en helt anden disciplin. På hospitalet er kendskabet til patienten og dennes øvrige tilværelse ikke på samme måde en kerneværdi. Her handler det om at behandle og sende hjem igen,” siger hun og tilføjer:
”En anden forklaring er, at vi som praksislæger godt kan føle os overrumplede af de krav, der løbende stilles. Dokumentation og årskontroller kan hurtigt blive en tidsrøver, som fjerner fokus fra kerneopgaven. Hvis jeg skulle ’designe’ primærsektoren på ny, så er det ikke nogen hemmelighed, at jeg ville udsluse mange af de kontrolmekanismer og bureaukratiet, der har sneget sig i almen praksis.”
De gode forklaringer må imidlertid ikke blive en sovepude, siger Merete Jørgensen. For det er hverken ’rocket science’ eller meget tidskrævende at facilitere den gode samtale med patienterne. Det handler om at stille de rette spørgsmål, og om lære at få markeret en professionel grænse over for patienterne, så samtalen ikke bliver en sludder for en sladder om alt andet end patientens helbredsproblemer.
”Jeg tror, at det kunne bidrage til at fremme fokus på kerneværdien, hvis de unge læger fik mere supervision den første tid i almen praksis. På studiet afsættes der ikke meget tid til at arbejde med det interpersonelle, så det skal styrkes, når de kommer ud i almen praksis og sidder foran patienterne,” siger Merete Jørgensen.
Hun tilføjer, at der for nylig er blevet etableret en forsøgsordning, der giver de studerende en tilknytning til almen praksis midt i studiet. Det kan kun gavne de kommende læger, hvis den bliver indført, vurderer hun.
Miskrediteret speciale
Foruden at identificere nogle konkrete opmærksomhedspunkter skaber Merete Jørgensens afhandling også en mere generel opmærksomhed på almen praksis og den værdi, specialet bidrager med i sundhedsvæsenet. Og det er der brug for, siger Merete Jørgensen.
”Modsat alle andre medicinske specialer lader det sig ikke gøre at sætte tal og procenter på den værdi, der genereres i almen praksis. Vi kan ikke dokumentere den gavn, vi gør. Vi kan ikke sige, at vi har helbredt 30 procent flere med hjertesvigt i år i forhold til sidste år. Eller at vi har forkortet indlæggelsestiden med to dage. Værdien af det interpersonelle lader sig ikke på den måde måle, og derfor fortaber værdien af alt det gode arbejde, der foregår i almen praksis, sig nok lidt.” Hun tilføjer:
”Vi har brug for lidt god reklame. Det håber jeg, at min ph.d. kan bidrage bare en smule til. Et af mine mål var i hvert fald at forsøge at gøre det udefinerbare, vi kan og gør i almen praksis, en smule mere definerbart; at dokumentere og sætte den interpersonelle relation på tryk.”
Det er ifølge Merete Jørgensen vigtigt at få vist udadtil, hvad almen praksis tilfører sundhedsvæsenet. Vi er nødt til at lægge ydmygheden lidt til side og få fortalt mere eksplicit om alle kvaliteterne, siger hun.
”Som praksislæger er vi patienternes støtte igennem livet, og vi er garanter for, at det kun er de mest syge patienter, der sendes videre til hospitalerne. I det ligger en stor økonomisk og samfundsmæssig ansvarlighed. Men den del af fortællingen om almen praksis drukner ofte i negative historier om de få brodne kar, der ikke holder sig på den rigtige side af loven. Det er trist.”
Merete Jørgensen ser en tendens i retning af, at det almen medicinske speciale de senere år har bevæget sig lidt væk fra at være et noget miskrediteret speciale til at opnå en bredere anerkendelse – både udadtil og blandt læger fra de resterende medicinske specialer. Det skyldes blandt andet, at forskningsaktiviteten har fået et solidt nøk opad, antager hun.
Hvis du kunne få et ønske opfyldt på den næste generation af praktiserende lægers vegne, hvad ville du så ønske dig?
”Mere tid til patienter – og mindre tid til papirarbejde. Det er jeg vist ikke ene om,” siger Merete Jørgensen.
Merete Jørgensen har brugt ti år på at skrive sit ph.d.-projekt. Hun har skrevet det under en særlig ordning, der tilsiger, at personer, der har beskæftiget sig intensivt med et fagområde over en årrække, ikke behøver at være indskrevet som ph.d.-studerende. Merete Jørgensen har af den grund selv finansieret afhandlingen, som hun forsvarede i juni i år.
Blå bog: Merete Jørgensen (78 år)
1988 Uddannet praktiserende læge fra Københavns Universitet (KU)
1995 Løst tilknyttet som underviser ved KU på den almen medicinske afdeling
2001 Fastansat som underviser ved KU med ansvar for kurset i almen medicin
2012 Introducerede online-undervisning ved KU
2016 Tilknyttet som ekstern lektor ved KU
Merete Jørgensen bor på Frederiksberg med sin mand. Sammen har de fire børn og ni børnebørn, som hun bruger meget af sin tid med. Hun er stadig ansat som lektor ved Københavns Universitet, hvor hun underviser kommende praktiserende læger i den patientcentrerede konsultation, samt på Forskningstræningsmodulet i specialuddannelsen til almen medicin.
Statistik og pension
Ifølge PLO’s beregninger går praktiserende læger i gennemsnit på pension som 66-årige
Tallene dækker dog over vigtige detaljer, da mange også har en relativt tidlig pensionsalder
Praktiserende læger er i gennemsnit 60,5 år, når de sælger deres ydernummer
48 procent af de 60- til 64-årige vælger at gå direkte på pension, efter de har solgt deres ydernummer
Gennemsnitsalderen ved salg dækker over en stor variation, som går fra 38 til 80 år
Kilde: Praktiserende Lægers Organisation (PLO)