Skip to main content

Patienttallet i praksis skal afspejle sygdomstyngde: Sådan virker den nye model

Skrevet af Henrik Reinberg Simonsen den i kategorien Almen praksis.

En ny national fordelingsmodel beregner, hvor mange patienter en praksis bør have – ikke efter antal, men efter sygdomstyngde. Forskellen kan være op til 850 patienter. 

Med den nationale fordelingsmodel, der nu følger med lovforslag L212, får regionerne et helt nyt værktøj til at fastsætte, hvor mange patienter den enkelte praksis som minimum skal have, før den må lukke for tilgang. Rapporten, der beskriver modellen, er offentliggjort som udkast i maj måned. Der kan forekomme ændringer i rapporten på baggrund af høringssvar til bekendtgørelsen, oplyser indenrigs- og sundhedsministeren. Modellen gør op med det faste normtal på 1.600 patienter per lægekapacitet og erstatter det med beregninger af patienternes sygdomstyngde.

Sygdomsvægt og middellevetid

Kernen i modellen er en statistisk vægtning af hver enkelt patients behandlingsbehov. Behovet estimeres ud fra alder, køn, antal kroniske sygdomme, psykiske diagnoser, uddannelse, arbejdsmarkedstilknytning og etnicitet. Hver patient tildeles en vægt: En gennemsnitspatient har vægten 1, mens for eksempel en 90-årig kvinde med fire kroniske sygdomme kan få en vægt på 3,37.

Modellen tager ikke udgangspunkt i den enkelte patients forbrug, men i gennemsnitligt historisk forbrug for grupper med samme karakteristika. Det samlede antal sygdomsvægtede patienter per klinik beregnes som summen af patienternes individuelle vægte.

Derefter justeres tallene yderligere med en korrektion baseret på middellevetid i kommunen. Patienter fra kommuner med lav middellevetid – for eksempel Lolland – tillægges ekstra vægt, mens patienter fra kommuner med høj middellevetid – for eksempel Gentofte – får nedjusteret deres vægt. Korrektionen er på 7,5 procentpoint og fordeles forholdsmæssigt efter antal tabte leveår.

Klinikker i Aarhus og København kan få op til 2.000 patienter

Modellen oversætter herefter sygdomsvægtene til et patienttal. Målet er, at hver praksis skal håndtere det, der svarer til 1.600 sygdomsvægtede patienter. Det betyder i praksis, at de faktiske patienttal varierer:

  • En klinik med de mest syge patienter varetager 1.600 sygdomsvægtede allerede ved 1.150-1.350 patienter.
  • En klinik med de mindst syge patienter skal op på 1.750-1.950 patienter for at nå samme vægt.
  • Ingen klinikker vurderes at skulle have under 1.000 eller over 2.300 patienter for at ramme de 1.600 sygdomsvægtede.

Tallene varierer også internt i sundhedsrådene. I Hovedstaden er intervallet eksempelvis 1.650–2.000 patienter, mens det i Vendsyssel er 1.200–1.550. I Østsjælland og øerne er spændet størst: 1.150–1.750 patienter.

Hver enkelt praksis får sit eget patienttal

Regionerne skal bruge modellen til at fastsætte minimumsgrænsen for, hvornår en klinik må lukke for tilgang. Ifølge lovforslaget skal det ske under hensyn til klinikkens konkrete forhold, og regionerne opfordres til at aftale ændringer frivilligt med praksis – især hvis patienttallet skal hæves markant.

Men modellen regner patientvægt ud for hver enkelt lægekapacitet i landet. Det vil sige, at alle klinikker får beregnet et individuelt patienttal baseret på netop deres patientpopulation – og ikke bare som gennemsnit for et område.

Den kommende nationale fordelingsmodel tager afsæt i den aftale om sundhedsreformen, som blev indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre den 15. november 2024. Med aftalen er partierne enige om, at der skal være en bedre og mere ligelig fordeling af læger i det almenmedicinske tilbud, så alle borgere får let og lige adgang til udredning og behandling, uanset hvor i landet de bor. Det almenmedicinske tilbud skal også i langt højere grad prioritere indsatsen for de mest sårbare og syge borgere.