Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift


"Bekymringen er, at internationale data tyder på, at børn og unge med type 2-diabetes har en meget høj forekomst af komplikationer. Det kan blive en tikkende bombe, når disse patienter skal leve et langt liv med sygdommen,” siger professor Peter Rossing.

Bekymrende fund: Flere danske børn og unge end ventet har type 2-diabetes

Langt flere børn og unge i Danmark end forventet har tilsyneladende type 2-diabetes, fastslår den første årsrapport for diabetesbehandling i Danmark. Samtidig er der store regionale forskelle på, hvor godt børnene er behandlet. Det er bekymrende og kalder på en nærmere undersøgelse, konkluderer forskerne bag den nye rapport.

For første gang giver Dansk Diabetes Database (DDiD) et fuldt dækkende billede af behandlingskvaliteten for alle personer med diabetes i Danmark – og den nye årsrapport med data for hele 2024 afslører et opsigtsvækkende og potentielt alvorligt fund: Hele 228 børn og unge under 18 år er registreret med type 2-diabetes – en sygdom som tidligere næsten udelukkende blev forbundet med voksne. Ifølge rapportens forfattere er tallet betydeligt højere, end man hidtil har antaget, og bør undersøges nærmere.

”Vi har set en udvikling hos yngre voksne og nu også børn, hvor type 2-diabetes er blevet mere udbredt. Vi er ikke samme sted i Danmark, som de er i USA, men udviklingen bevæger sig i samme retning – sandsynligvis af de samme årsager, blot i mindre udtalt grad. Bekymringen er, at internationale data tyder på, at børn og unge med type 2-diabetes har en meget høj forekomst af komplikationer. Det kan blive en tikkende bombe, når disse patienter skal leve et langt liv med sygdommen,” siger professor Peter Rossing, forskningsleder ved Steno Diabetes Center Copenhagen.

Han peger på livsstilsfaktorer som en væsentlig årsag:

”Det er til dels tilskrevet vores livsstil: flere er overvægtige, og flere bevæger sig mindre. Det er velkendte risikofaktorer for type 2-diabetes, og vi har set stigende forekomst blandt personer fra 20 til 40 år. For få år siden var der stort set ingen børn med type 2-diabetes i Danmark – måske 10-20 tilfælde – men det fandt man næsten ikke.”

Behandlingsudfordringer for en ny patientgruppe

En væsentlig udfordring er, at stort set al klinisk evidens for behandling af type 2-diabetes stammer fra studier med midaldrende og ældre voksne, forklarer professoren.

”De fleste studier, der har undersøgt for eksempel hjertebeskyttelse, nyrebeskyttelse og blodsukkersænkende behandling, er lavet hos folk, der er 50 til70 år i gennemsnit. Om det er den samme behandling, børn skal have, er ikke helt klart. Mange af lægemidlerne er slet ikke godkendt til børn og unge,” siger Peter Rossing.

Det betyder, at danske klinikere i vidt omfang står uden klare retningslinjer for, hvordan disse patienter bedst skal behandles. Lægemiddelstyrelsen har kun godkendt ganske få præparater til børn og unge, og erfaringen i praksis er begrænset.

Store regionale forskelle

Rapporten viser også markante geografiske forskelle. Andelen af børn og unge med type 2-diabetes, der opnår behandlingsmålet for HbA1c (≤ 53 mmol/mol), varierer betydeligt:

  • Region Hovedstaden: 70 procent
  • Region Sjælland: 67 procent
  • Region Midtjylland: 54 procent
  • Region Nordjylland: 50 procent
  • Region Syddanmark: 44 procent

Dermed er der næsten dobbelt så stor andel af børn i god glykæmisk kontrol i Region Hovedstaden som i Region Syddanmark.

”Region Syddanmark skiller sig især ud med ringere blodsukkerkontrol. Det betyder, at man i regionerne må gå hjem og diskutere, om der er noget, man kan gøre bedre. Vi ønsker ikke nødvendigvis ensartede resultater overalt, men vi ønsker så få komplikationer og så god kontrol som muligt,” siger Peter Rossing.

Han peger på forskelle i adgang til teknologi som en mulig forklaring:

”Noget af det, vi har set inden for type 1-diabetes, er forskelle i adgang til diabetesteknologi. Tilskud til pumper og andet udstyr har varieret mellem regionerne, og det kan være en medvirkende faktor. Det kunne man godt ønske sig var ens alle steder.”

Positiv udvikling på andre områder

Selvom udviklingen i antallet af børn med type 2-diabetes vækker bekymring, fremhæver rapporten også flere positive resultater. Særligt på type 1-området er der sket markante forbedringer.

”I dag ser vi næsten ikke komplikationer hos børn med type 1-diabetes længere – tidligere var det ret almindeligt. Det er en super positiv udvikling,” siger Peter Rossing.

Samtidig er implementeringen af nyere behandlinger i gang. GLP-1-analoger og SGLT2-hæmmere bliver anvendt i stigende grad hos personer med hjerte og nyrekomplikationer, dvs dem som i særlig grad har brug for disse lægemidler, da kliniske studier har vist at de reducere risikoen for tab af nyrefunktion, hjertekarsygdom og dødelighed.

”Disse komplikationer monitoreres nu også i rapporten, men vi kan endnu ikke opgøre, om vi ser samme effekt som i de kliniske studier, selvom registerstudier tyder på, at resultaterne også gælder uden for de kliniske studier. Der har været meget fokus på overforbrug af for eksempel GLP-1 analoger, men det er vigtigt, at vi bruger dem rigtigt til dem med komplikationer og størst behov, og så måske mindre hvor gevinsten ikke er så klar,” siger Peter Rossing og fortsætter:

”Implementeringen tager tid, men udviklingen går den rigtige vej.”

Dog er der fortsat områder, hvor indsatsen kan styrkes:

”Vi kunne godt tænke os, at flere fik kolesterol- og blodtrykssænkende behandling, og at flere blev screenet for tegn på nyresygdom. Så det er ikke alt sammen rosenrødt, men overordnet set er behandlingen i Danmark på et højt niveau,” siger han.

Nøgletal fra årsrapporten

  • 228 børn og unge under 18 år er registreret med type 2-diabetes i Danmark (svarende til seks procent af alle børn med diabetes).
  • Store regionale forskelle: 70 procent i Hovedstaden er i blodsukker-mål (HbA1c ≤ 53 mmol/mol) mod kun 44 procent i Syddanmark.
  • Behandlingsvakuum: De fleste moderne diabeteslægemidler er ikke godkendt til børn.
  • Positiv udvikling for type 1-diabetes: Færre børn får komplikationer, og nye behandlinger vinder frem.