Aklief får generelt tilskud
Samtidig med, at Aklief (trifaroten) er blevet tilgængelig for danske patienter med mild til moderat akne, melder Lægemiddelstyrelsen ud, at behandlingen får generelt tilskud.
Lokalbehandlingen Aklief har ifølge Lægemiddelstyrelsen og Medicintilskudsnævnet en sikker og værdifuld terapeutisk effekt på en velafgrænset indikation og dermed opfylder kriterierne for generelt tilskud i medicintilskudsbekendtgørelsen.
Aklief er en retinoidsyrereceptor-γ agonist og et terpenylsyrederivat med retinoidlignende aktivitet, som er indikeret til kutan behandling af acne vulgaris i ansigt og/eller på kroppen.
Behandlingen er godkendt til patienter fra 12 år og op ved forekomst af mange komedoner, papler og pustler.
Behandlingen, som er placeret i udleveringsgruppe A, får generelt tilskud en koncentration af trifarotene på 50 µg/g med virkning fra markedsføringstidspunktet. Den anbefalede dosering er et tyndt lag påført de ramte områder en gang daglig, skriver Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.
Aklief virker ved at trifaroten modulerer differentieringsprocesser og inflammatoriske processer i immortaliserede keratinocytter og rekonstrueret epidermis.
Lægemiddelstyrelsen har i vurderingen blandt andet lagt vægt på, at lægemidlets effekt er klinisk dokumenteret ved randomiserede studier, der viser en signifikant behandlingseffekt på acne vulgaris i ansigt og kroppen.
Desuden lægges der vægt på, at der er tale om et kombinationspræparat til lokalbehandling med retinoidlignende effekt, hvilket er i tråd med IRF’s oplæg til forebyggelse af antibiotikaresistens ved at reducere brugen af antibiotika.
Prisen på 4,20 kr. per gram Aklief vurderes desuden til at stå i et rimeligt forhold til den behandlingsmæssige værdi, når Aklief stilles overfor med andre topikale præparater til behandling af acne vulgaris, som har generelt tilskud eller generelt klausuleret tilskud.
