Skip to main content

FDA godkender ny medicin mod sjælden hudsygdom og psoriasis

Dupixent (dupilumab) blev i september godkendt af den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA som den første behandling nogensinde mod den sjældne og invaliderende hudsygdom prurigo nodularis.

Samme måned blåstemplede myndigheden oral Sotyktu (deucravacitinib) til behandling af psoriasis, og dermed bliver lægemidlet den første godkendte TYK2-hæmmer i verden.

I fase III-studiet PN-LIBERTY, som blev præsenteret sidste måned ved European Academy of Dermatology and Venereology's årskongres i Milano, mindskede Dupixent kløe og læsioner hos patienter med prurigo nodularis.

Resultaterne var ifølge overlæge ved Dermatologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital Christian Vestergaard “praksisændrende” og “revolutionerende”.

“Det er et af de første randomiserede og placebokontrollerede studier, hvor man får sat ord på, hvad der virker. Det åbner for muligheden for en ny behandling, som i det her studie viser sig at være effektiv, og det er positivt nyt,” sagde han dengang.

PN-LIBERTY bekræfter fundene fra de andre fase III-studier PRIME og PRIME-2, som FDA-godkendelsen sker på baggrund af.

TYK2-hæmmer mere effektiv end Otezla

I september godkendte FDA også oral Sotyktu til behandling af moderat til svær plaque psoriasis. Godkendelsen sker på baggrund af fase III-studierne POETYK PSO-1 og POETYK PSO-2, der viser, at daglig brug af lægemidlet topper behandling med Otezla (apremilast) og placebo. Effekten blev påvist efter 16 og 24 uger og varede i mindst 52 uger.