"Det er mig bekendt første gang, man har evalueret varigheden af behandlingen, og det er især interessant, at den forhøjede risiko for kræft først observeres, når patienterne har været eksponeret for thiopuriner i mere end fem år,” siger Mads Damsgaard Wewer.
IBD-patienter i behandling med thiopuriner har øget risiko for kræft
Patienter med IBD har forhøjet risiko for kræft, når de er i behandling med thiopuriner, og risikoen øges, når behandlingen kombineres med biologiske lægemidler. Den forhøjede risiko indtræffer dog først efter mere end fem års eksponering for thiopuriner og normaliseres igen efter seponering.
Det viser resultaterne af et stort dansk registerstudie, som har undersøgt sammenhængen mellem thiopurinbehandling og kræftrisiko blandt patienter med de inflammatoriske tarmsygdomme (IBD) Crohns sygdom (CD) og colitis ulcerosa (UC).
”Det er mig bekendt første gang, man har evalueret varigheden af behandlingen, og det er især interessant, at den forhøjede risiko for kræft først observeres, når patienterne har været eksponeret for thiopuriner i mere end fem år,” siger læge og ph.d.-studerende Mads Damsgaard Wewer. Han er førsteforfatter til studiet, som er udgivet i tidsskriftet Clinical Gastroenterology and Hepatology.
Risiko normaliseres efter seponering
Studiet inkluderede data fra 43.419 danskere diagnosticeret med IBD mellem 1996 og 2018, som blev fulgt i en periode på mediant 8,2 år.
IBD-patienter, der modtog thiopuriner, havde en højere risiko for kræft sammenlignet med IBD-patienter, som ikke modtog thiopuriner. Monoterapi med thiopuriner var forbundet med en forøgelse af risikoen for kræft på 36 procent (HR 1,36 (95 % CI: 1,17-1,57), mens kombinationsbehandling med både thiopuriner og biologiske lægemidler var forbundet med en markant højere risiko (HR: 2,49; 95 % CI: 1,64-3,78). Den højeste risikoforøgelse var blandt patienter over 65 år, der fik kombinationsbehandling (HR: 2,79 (95 % CI: 1,24-6,28).
Risikoen for kræft hang som bekendt sammen med den samlede eksponeringstid for thiopuriner, men interessant nok faldt risikoen til baseline-niveau, når behandlingen blev seponeret (HR: 0,89; 95 % CI: 0,78-1,01).
”Det er vigtige resultater, som vi kan bruge i en klinisk sammenhæng. Når vi ved, at fem års eksponering for thiopuriner øger risikoen for kræft, og at risikoen falder til baselineniveau efter seponering, så kan vi råde velbehandlede patienter til at stoppe med thiopurinerne, når de nærmer sig fem års eksponering,” siger Mads Damsgaard Wewer.
Studiet viser, at thiopurinmonoterapi specifikt var associeret med øget risiko for urinvejskræft, kræft i fordøjelsesorganerne, kræft i de kvindelige kønsorganer samt non-melanom hudkræft. Kombinationsterapi med thiopuriner og biologiske lægemidler øgede risikoen for lymfekræft, kolorektalkræft, kræft i de kvindelige kønsorganer, urinvejskræft, melanom og non-melanom hudkræft. Til gengæld var der ingen sammenhæng mellem biologisk monoterapi og kræftrisici.
Nye retningslinjer degraderer thiopuriner
ECCO – det europæiske selskab for Crohns sygdom og colitis ulcerosa – har netop udgivet opdaterede retningslinjer for behandlingen af Crohns sygdom, og her har man revurderet anbefalingen af thiopurinmonoterapi som vedligeholdelsesbehandling af Crohns sygdom. Hvor det tidligere var en stærk anbefaling, er det nu en svag anbefaling.
”Thiopuriner kan være effektive til vedligeholdelse af remission ved Crohns sygdom (CD), efter remission er opnået med andre midler, men klinikere bør overveje deres bivirkningsprofil og tilgængeligheden af andre behandlinger,” lyder det i retningslinjerne.
”Vi er nok ved at bevæge os væk fra thiopurinerne, i hvert fald som langvarig vedligeholdelsesbehandling. Der kommer jo hele tiden nye lægemidler til, som har andre fordele og bivirkningsprofiler,” siger Mads Damsgaard Wewer.
ECCO giver dog fortsat en stærk anbefaling til kombinationen af thiopuriner og biologisk behandling som vedligeholdelsesbehandling.