Også festrygere kan få KOL
Mennesker, der har været festrygere igennem livet, eller dem, der har røget cigaretter i færre år end det, der svarer til 10 pakkeår, har også øget risiko for at udvikle KOL.
En lav eksponering for tobaksrøg øger risikoen for at udvikle KOL, ligesom prognosen for forværringer og dødelighed bliver tilsvarende dårlig ved et cigaretforbrug på <10 pakkeår. Det viser en dansk undersøgelse, hvor forskere har kigget på, om selv en lav eksponering for tobaksrøg øger risikoen for KOL og medfører en dårlig prognose.
”Vores resultater viser en fuldstændig lineær sammenhæng mellem det at have røget mange cigaretter og det at udvikle KOL. Jo flere cigaretter, desto højere risiko for at få KOL. Det i sig selv er ikke så overraskende, det overraskende er, at selv med en ret lille eksponering for tobak er der en forholdsvis høj procentdel, som udvikler KOL,” siger Anders Løkke, lungemediciner, dr. med. og overlæge ved Medicinsk Afdeling på Vejle Sygehus, Sygehus Lillebælt samt professor ved Institut for Regional Sundhedsforskning, SDU.
Myte aflivet
Det danske retrospektive studie har fulgt 6.098 rygere uden obstruktion over fire årtier for at undersøge, om en diagnose som KOL potentielt bør undersøges hos yngre mennesker og blandt folk, der ikke har røget mindst ti pakkeår, som almindeligvis fører til overvejelse om en KOL-diagnose.
”Næsten en fjerdedel af deltagerne i undersøgelsen var mennesker, der havde røget mindre end ti pakkeår. Alligevel hører man ofte, at der skal en vis mængde tobak til, før man med rimelighed kan udvikle KOL. Det hedder sig, at man skal op omkring 10-15 pakkeår, inden det giver mening at snakke om, at man har udviklet KOL. Men med afsæt i vores data er der ikke rigtig hold i den fremstilling,” lyder det fra KOL-eksperten.
I dag overvejes en KOL-diagnose hovedsageligt hos personer med >10 pakkeår i bagagen, og diagnosen defineres ud fra, hvorvidt (FEV1)/FVC <0,70 og FEV1 <80 procent af det forventede niveau samt relaterede kliniske faktorer.
Få cigaretter kan gøre stor skade
Blandt de 6.098 rygere, som alle havde normal lungefunktion ved undersøgelsens start, udviklede 1.781 (29 procent) KOL allerede efter fem år. Risikoen for KOL steg gradvist med stigende antal cigaretter – også under tærsklen på 10 pakkeår. Risikoen var 23 procent for deltagere med mindre end 10 pakkeår, 26 procent for dem med 10-19,9 pakkeår, og 30 procent for deltagere, der havde røget mellem 20-39,9 pakkeår, mens risikoen var 39 procent for deltagere med 40+ pakkeår i bagagen.
Ved baseline rapporterede 13 procent af dem, der udviklede KOL efter fem år, at de havde <10 pakkeår, mens 37 procent rapporterede <20 pakkeår og 21 procent havde ≥40 pakkeår. Tilsvarende var andelen blandt dem uden KOL henholdsvis 18, 46 og 14 procent.
”Vi ser en fuldstændig lineær sammenhæng mellem antal cigaretter og øget risiko for at udvikle KOL, og det i sig selv er ikke så overraskende. Det overraskende er, at selv med en ret lille tobakseksposition er der en ret høj procentdel, som udvikler KOL,” siger Anders Løkke.
Data indikerer også, at visse mennesker er mere udsatte end andre.
”Hvis man er modtagelig for tobaksrøg, falder lungefunktion, og man udvikler KOL. I sådanne tilfælde er det lige så dårligt prognostisk som at være storryger, hvor der ikke sker noget med din lungefunktion. Det tyder på, at nogle mennesker i højere grad er modtagelige for tobaksrøg, og i sådanne tilfælde er det ualmindeligt vigtigt at stoppe med at ryge – også selv om man kun har røget lidt. For det prædikterer på den lange bane, hvordan det kommer til at gå, hvis ikke der gøres noget ved rygningen,” siger Anders Løkke.
Han peger også på, at hvis man kigger på risikoen for at dø af enhver årsag, så minder risikoen – for dem der har røget lidt og udvikler KOL – utrolig meget om risikoen for dem, som har røget meget og ikke udvikler KOL.
”Det er med andre ord et rigtigt dårligt prognostisk tegn at udvikle KOL, også selv om man kun har røget lidt, for man risikerer stadig, at det ender galt,” pointerer Løkke.
Dødelighed og prognose
I løbet af opfølgningen af deltagerne registrerede forskerne 620 alvorlige KOL-forværringer og 5.573 dødsfald, hvoraf 556 skyldtes respiratoriske sygdomme.
Sammenlignet med personer uden KOL og <10 pakkeår var hazard ratios (HR) for alvorlige KOL-forværringer 1,94 (95 procent CI: 1,36-2,76) for dem uden KOL og ≥10 pakkeår, 2,83 (95 procent CI: 1,72-4,66) for dem med KOL og <10 pakkeår, 4,34 (95 procent CI: 2,93-6,43) for dem med KOL og 10-19,9 pakkeår, mens det var 4,39 (95 procent CI: 2,98-6,46) for dem med KOL og 20-39,9 pakkeår og slutteligt 4,98 (95 procent CI: 3,11-7,97) for deltagere med KOL og ≥40 pakkeår.
”Dét, at et mindre antal cigaretter og mindre end ti pakkeår øger risikoen for KOL, burde øge incitamentet til at opspore mennesker tidligt og prøve at få dem til at stoppe med at ryge. Tidligere forskning har vist, at hvis lungefunktionen er på vej ned som følge af KOL, er det et dårligt prognostisk tegn,” siger Anders Løkke, som håber, at den kommende KOL-pakke som minimum vil adressere hjælp til rygestop og en tidlig opsporing af mennesker med en øget risiko for KOL og deraf en dårlig prognose.
”Først dér kan vi ændre prognosen med de midler, der er,” siger Anders Løkke.