Nyt lægemiddel forbedrer symptomer hos patienter med eosinofil øsofagitis

Den eksperimentelle IL-13-hæmmer cendakimab kan blive et nyt behandlingsalternativ til patienter med eosinofil øsofagitis (EoE), som ikke har effekt af de nuværende behandlingsmuligheder, vurderer overlæge Anne Lund Krarup.

Nye fase III-data præsenteret på det amerikanske gastroenterologiske selskabs årsmøde viser, at patienter behandlet med cendakimab har færre symptomer og en større sandsynlighed for at opnå histologisk respons sammenlignet med patienter behandlet med placebo.

Studiet inkluderede kun patienter, som ikke havde opnået komplet respons på >8 ugers behandling med protonpumpehæmmer (PPI), som er den nuværende førstelinjebehandling. Det er værd at hæfte sig ved, pointerer overlæge Anne Lund Krarup.

”Der er en klar symptomreduktion og en betydelig andel, der opnår histologisk respons på cendakimab. Det er meget positivt og viser, at cendakimab potentielt kan blive en behandlingsmulighed for en del af vores patienter. Man skal huske, at de patienter, som har fået lov til at indgå i studiet, har været syge længe og ikke haft effekt af andre lægemidler. De har formentlig udviklet en del arvæv i spiserøret, hvorfor de formentligt aldrig kan blive helt symptomfri, men det vigtigste er at bringe betændelsesreaktionen i ro for at forhindre dannelse af mere arvæv,” siger Anne Lund Krarup, forskningsansvarlig overlæge på Aalborg Universitetshospitals Akut- og Traumecenter og speciallæge i gastroenterologi. Hun har i mange år forsket i EoE, men er ikke selv involveret i cendakimab-studiet.

Resultaterne i detaljer

I alt 430 patienter i alderen 12–75 år blev inkluderet i studiet og randomiseret 1:1:1 til enten 360 mg cendakimab hver uge (QW/QW) i 48 uger; 360 mg cendakimab hver uge i 24 uger efterfulgt af hver anden uge (QW/Q2W) i 24 uger; eller placebo (PBO) i 48 uger. De primære endepunkter var ændring i dage med synkebesvær (dysfagidage) og histologisk respons (defineret som eosinofil infiltration <6 eos/hpf) efter 24 uger. De sekundære endepunkter inkluderede effektmål efter 48 uger samt ændringer i endoskopiske og histologiske scores og sikkerhedsdata.

Resultaterne viser, at cendakimab gav en signifikant forbedring af begge primære endepunkter efter 24 uger sammenlignet med placebo.

Patienter, der fik cendakimab, havde i gennemsnit 6,1 færre dysfagidage over en 14-dages periode sammenlignet med baseline. Patienter, der fik placebo, havde kun gennemsnitlig 4,2 færre dysfagidage sammenlignet med baseline.

28,6 procent af patienterne, som fik cendakimab, opnåede histologisk respons efter 24 uger mod kun 2,2 procent i placebogruppen. Tilsvarende resultater blev rapporteret efter 48 uger.

Der blev rapporteret behandlingsrelaterede bivirkninger hos 34,1 procent i QW/QW-gruppen, 32,5 procent i QW/Q2W-gruppen og 21,0 procent i placebogruppen. Der var få tilfælde af behandlingsophør på grund af bivirkninger (henholdsvis 3,0 procent, 0,9 procent og 1,4 procent).

Kan presse konkurrenterne

Anne Lund Krarup pointerer, at resultaterne ikke er helt på højde med resultaterne med et andet biologisk lægemiddel – Dupixent (dupilumab) – som er godkendt af EMA, men ikke markedsført i Danmark. Alligevel glæder hun sig over studiet.

”Der er en større andel patienter, der opnår histologisk respons på dupilumab, sammenlignet med cendakimab, men det er godt, at der er et nyt præparat på vej, som kan presse prisen på konkurrenterne,” siger hun.

Dansk Selskab for Gastroenterologi og Hepatologi arbejder i øjeblikket på en opdatering af den nationale guideline for diagnostik og behandling af EoE, og Anne Lund Krarup sidder med i udvalget.

”Vi har haft de første møder og er tæt på at have en færdig tekst. I forbindelse med arbejdet har vi blandt andet kigget på cendakimab, men det er for tidligt at inkludere præparatet i en retningslinje, fordi vi mangler den endelige artikel,” siger hun.