”Vi mener, at man nu skal overveje at tilbyde kvinder efter overgangsalderen og mænd over 50 år en DEXA-scanning ved IBD-diagnosetidspunktet, så man kan tilrettelægge behandlingen af osteoporose, forebygge osteoporotiske knoglebrud og forebygge yderligere forværring fra osteopeni til osteoporose,” siger Mohamed Attauabi.
Dansk studie kan omskrive retningslinjer: Knogleskørhed er allerede til stede ved debut af IBD
Der er en opsigtsvækkende høj forekomst af osteoporose og osteopeni blandt danskere med nydiagnosticeret colitis ulcerosa (UC) og Crohns sygdom (CD), viser nyt dansk populationsbaseret kohortestudie. Det får forskerne bag studiet til at anbefale, at kvinder efter overgangsalderen og mænd over 50 år tilbydes en DEXA-scanning ved diagnosticering af inflammatorisk tarmsygdom (IBD).
”Det er et overraskende resultat, da det viser, at en høj forekomst af osteoporose og osteopeni allerede er til stede hos patienterne, før de bliver udsat for høje kumulerede doser af systemisk steroid. Traditionelt set har man nemlig antaget, at de høje doser og frekvenser af steroidbehandling, som mange IBD-patienter får, og som vi ved er en risikofaktor, har drevet forekomsten. Men det billede ændrer sig med dette studie,” siger Mohamed Attauabi, ph.d. og læge på Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme, Herlev Hospital. Han er førsteforfatter til det nye prospektive kohortestudie, der er udgivet i tidsskriftet Inflammatory Bowel Diseases.
I studiet indgik 350 patienter med nydiagnosticeret UC eller CD, som blev undersøgt for knoglemineraltæthed (BMD) med DEXA-scanning ved diagnosetidspunktet. De 350 patienter blev identificeret ud fra en populationsstørrelse på omtrent en femtedel af den danske befolkning.
Undersøgelsen blev gennemført mellem maj 2021 og maj 2023. Patienterne blev tilbudt DEXA-scanning inden for cirka tre måneder efter IBD-diagnosen, og de fleste var steroid-naive ved scanningstidspunktet.
Resultaterne viser, at:
- Blandt postmenopausale kvinder havde 36 procent (15/42) med UC og 29 procent (6/21) med CD osteoporose, mens yderligere 41 procent (UC) og 38 procent (CD) havde osteopeni.
- Blandt mænd over 50 år med CD eller UC havde 13 procent osteoporose. Osteopeni forekom hos yderligere 45 procent (UC) og 50 procent (CD).
Forekomsterne er op til fem gange højere end baggrundsbefolkningen, hvor osteoporose ses hos henholdsvis 12 procent af kvinder efter overgangsalderen og 2,6 procent af mænd ≥50 år.
”Vi mener, at man nu skal overveje at tilbyde kvinder efter overgangsalderen og mænd over 50 år en DEXA-scanning ved IBD-diagnosetidspunktet, så man kan tilrettelægge behandlingen af osteoporose, forebygge osteoporotiske knoglebrud og forebygge yderligere forværring fra osteopeni til osteoporose,” siger Mohamed Attauabi.
Den biologiske forklaring er uvis
I studiet finder forskerne ikke en korrelation mellem T-score og sygdomsaktivitet eller inflammatoriske biomarkører som C-reaktivt protein (CRP), fækal calprotectin, eller de endoskopiske mål Mayo Endoskopisk Score eller SES-CD. Der blev heller ikke fundet konsistente forskelle ved subgruppeanalyser baseret på sygdomslokalisationen af UC og CD eller steroideksponering.
Helt generelt er forskerne på usikker grund med hensyn til at forklare, hvorfor osteoporose og osteopeni synes at optræde sammen med IBD før steroidbehandling.
”En forklaring kan være, at tarmen har været betændt og beskadiget af IBD-sygdommen i et stykke tid forud for diagnosetidspunktet og i den periode også haft en ringere optagelse af de næringsstoffer, der skal til for at opretholde en sund knogletæthed. Men vi kunne ikke genfinde, at dem med størst sygdomsaktivitet, flest eller dybest sår i tarmen, eller med biokemiske tegn på malernæring også havde størst forekomst af osteoporose og osteopeni. Det er dog et relativt lille datasæt, og der skal derfor flere og større undersøgelser til for at udelukke en sådan sammenhæng,” siger Mohamed Attauabi.
Fortsat stort mørketal
Studiet viser også, at blandt yngre mænd med nydiagnosticeret CD havde 14 procent lav knogletæthed, men resultatet var ikke statistisk signifikant på grund af et lille datasæt.
Samlet set peger resultaterne dog på, at osteoporose findes blandt relativt unge patienter med nydiagnosticeret IBD langt oftere, end man skulle antage, og derfor kalder det også på en indsats, mener forfatterne til studiet.
”Helt generelt er osteoporose en stærkt underdiagnosticeret sygdom både i Danmark og internationalt, og det er også det, vi ser i studiet her. I dette studie har vi for første gang undersøgt en hel population systematisk. Studiet peger på en mulighed for at finde flere af dem, som har uerkendt osteoporose, før de får knoglebrud, og flere af dem med osteopeni, der er i risiko for osteoporose, så man kan tilrettelægge behandling herefter. Osteoporose er både belastende for den enkelte patient med øget risiko for alvorlige knoglebrud, og det er en omkostningstung sygdom for sundhedsvæsenet. Derfor er det i alles interesse med bedre behandling og forebyggelse. I forlængelse af studiet monitorerer vi nu patienternes knoglehelbred over tid som led i kohorteundersøgelsen for nærmere at afklare dets relation til sværhedsgraden og behandlingen af inflammatoriske tarmsygdomme,” siger Mohamed Attauabi.
Risikofaktorer
I studiet finder forskerne tegn på, at der er nogle risikofaktorer og beskyttende faktorer.
- Højere alder var associeret med lavere T-score i columna hos patienter med UC, men ikke hos patienter med CD.
- Højere kropsvægt var associeret med højere T-score i columna i begge patientgrupper.
- Øget fysisk aktivitet var signifikant associeret med højere T-score hos patienter med CD.
- I en justeret analyse var dagligt indtag af grøntsager den eneste signifikant beskyttende faktor mod knogletæthed (BMD) under aldersforventet niveau hos yngre patienter (aOR 0,22; 95% CI 0,05-0,96).
Ingen af patienterne i studiet havde haft osteoporotiske frakturer på diagnosetidspunktet, og der var ingen signifikant forskel mellem UC og CD i forekomsten af lav knogletæthed, hverken samlet eller i specifikke skeletområder. Dog var femurhalsen det hyppigst ramte område hos ældre mænd med både UC og CD sammenlignet med hofte og columna.
