Skip to main content


  Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   

Forskning i psykiske lidelser fremmes

Den Frie Forskningsfond har for første gang givet de store og prestigefyldte Sapere Aude-bevillinger til læger i psykiatrien.

Det er to hjerneforskere, Vibe Gedsø Frøkjær og Michael Eriksen Benros, der begge er fra Region Hovedstadens Psykiatri og i gang med hver deres forskningsprojekt. Bevillingerne lyder på henholdsvis 4,2 og 4,4 mio. kr. og giver de to hjerneforskere mulighed for at lede deres eget forskerteam og gennemføre forskning på et internationalt højt niveau.

Michael Eriksen Benros skal stå i spidsen for et projekt, der handler om at kortlægge, hvordan infektioner og immunsystemet er involveret i udviklingen af skizofreni. Det vil bl.a. kunne bidrage med viden om, hvorvidt læger fremover skal være opmærksomme på infektioner og inflammation i hjernen, når de udreder patienter med psykose. 

Hormoner og psykisk sygdom

Vibe Gedsø Frøkjær skal lede et forskningsprojekt om graviditet og hormonudsving, der kan påvirke den psykiske sundhed. Det er ikke et rent psykiatrifagligt forskningsprojekt, men ligger i krydsfeltet mellem forskellige lægefaglige specialer: endokrinologien, psykiatrien og neurologien.

Og hun håber, at man med dette projekt vil komme tættere på en forståelse af, hvorfor og hvordan nogle gravide har hormonelle udsving, der resulterer i hjernesygdomme som f.eks. depression efter fødsel - og ”om vi kan åbne det 'window of oppotunity', der er for at beskytte mod udviklingen af disse sygdomme”, som hun siger.

 

Den Frie Forskningsfond har i år fået rekordmange ansøgninger. Hele 388 er der kommet, og på baggrund af international bedømmelse, faglig bedømmelse i fondens råd og interviews er 29 ansøgninger blevet udvalgt.