Skip to main content

Psykiatrisk Tidsskrift

Mental sundhed skal højere op på agendaen

Vibeke KoushedeStatens Institut for Folkesundhed sætter mere spot på forskning i, hvad der får mennesker til at blomstre og have det godt, og hvordan vi indretter os som samfund, så vi får mindsket antallet af mennesker der går ned med depression, angst og stress. 

I Danmark ved vi rigtig meget om, hvad der gør os syge. Og vi gør meget for at skabe gode rammer for at holde os fysisk sunde. Men vi ved ikke ret meget om, hvorfor stadig flere går ned med stress, depression og angst. Og vi ved endnu mindre om, hvordan vi skaber gode rammer for at holde os mentalt sunde – dvs. hvad, der får os til at blomstre som mennesker, og gør os robuste og livsduelige.

Det siger seniorforsker Vibeke Koushede, jordemoder, MPH, ph.d., og forklarer hermed baggrunden for, at Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet fremover vil satse langt mere på forskning i mental sundhed.

I første omgang vil man forsøge at tilpasse den australske mental sundhedsfremmende indsats Act-Belong-Commit til en dansk kontekst. I Danmark har den fået navnet ABC for mental sundhed og har tre overordnede budskaber ift. hvordan vi får det bedre: A) gør noget aktivt B) gør noget sammen C) gør noget meningsfuldt. Indsatsen herfor skal udbredes i partnerskab på tværs af offentlige, private og frivillige organisationer.

Flere skal holde længere

”Målet er at få knækket kurven med folk, der bukker under med stress, angst og depression, så vi ikke om ti år fortsat skal se kurven med en pil opad. Vi skal fremme andelen af befolkningen med høj mental sundhed, og vi skal bliver klogere på, hvordan vi indretter os som samfund – i skoler, foreninger, kommuner, arbejdspladser m.m. – så flere kan holde længere og bedre,” siger Vibeke Koushede.

Hun henviser til, at de fleste af de lande, vi plejer at sammenligne os med, længe har interesseret sig for forskning i og indsats for mental sundhed. Og internationale forskere har påvist det nødvendige og økonomisk fornuftige i at prioritere og investere i mental sundhed.

Vibeke Koushede har netop udgivet bogen ”For mental sundhed – et nyt perspektiv”. Den argumenterer for, hvorfor mental sundhedsfremme er den rigtige vej at gå og kommer med en række forskningsbaserede forslag til, hvad eksempelvis kommuner, foreninger og institutioner kan gøre for at fremme danskernes mentale sundhed. For ifølge bogens forfattere er mental sundhedsfremme ikke kun den enkeltes ansvar. Der er mange aktører, der skal løfte opgaven.

Bogen er målrettet folk, der arbejder med mental sundhedsfremme i praksis.