Skip to main content

Psykiatrisk Tidsskrift

Antipsykotisk medicin kan hjælpe ældre

Ældre mennesker, der sent i deres alder får skizofreni-lignende psykoser, kan have stor gavn af at få en lav dosis antipsykotisk medicin. Det viser et nyt britisk studie, der har set på effekten af midlet amisulprid til mennesker over 60 år med debuterende psykoser.

Psykotiske symptomer – uden demens – er den tredje hyppigste neuropsykiatriske lidelse blandt ældre mennesker. De to mest almindelige er demens og depression.

Resultaterne af det nye randomiserede og dobbeltblindede studie viser, at efter de første 12 uger oplevede patienterne i amisulprid-grupperne en signifikant bedring af symptomerne i forhold til kontrolgruppen (fald på 7,7 vs. 4,2 point på BPRS). Undersøgelsen var delt op i to faser á 12 uger. Og det viste sig, at dem, der fortsatte med den antipsykotiske behandling i anden fase fik det endnu bedre.

Lovende resultater

Til studiet blev der rekrutteret 101 personer, som alle havde fået stillet diagnosen sent opstået skizofreni-lignende psykose (very late-onset schizophrenia-like psychosis). Personerne var i snit 80 år gamle, og tre fjerdedele af dem var kvinder. Deres gennemsnitlige score på Brief Psychiatric Rating Scale (BPRS) var 41 (scoren kan variere fra 18 til 126).

Deltagerne blev randomiseret til tre grupper: gruppe A (amisulprid 100 mg i både fase 1 og 2), gruppe B (amisulprid hhv. placebo) og gruppe C (placebo hhv. amisulprid).

I fase 2 oplevede de patienter, der fortsatte i antipsykotisk behandling et yderligere fald på 1,1 point på BPRS-skalaen, mens de, der skiftede til placebo, oplevede en forværring på 5,2 point.

De mest almindelige bivirkninger var infektioner og ekstrapyramidale bivirkninger.

I en ledsagende kommentar skriver Carl Cohen fra State University of New York, at resultaterne ikke bør betragtes som definitive, idet selve diagnosen very late-onset schizophrenia-like psychosis, som endnu ikke er endeligt etableret og ikke findes i ICD-10 eller DSM-5. Ifølge ham er det ikke udelukket, at tilstanden kan være en prodromal fase til demens. Men resultaterne af studiet er lovende, konkluderer han.

Konklusionerne af det nye studie er publiceret i Lancet Psychiatry. Og førsteforfatter på studiet var Robert Howard fra University College London. Ingen studier har tidligere set på effekten af og risikoen ved antipsykotisk medicin til ældre med psykoser.