Skip to main content


  Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   

Ny behandling på vej mod OCD

For første gang er en ikke-invasiv behandlingsmetode til OCD hos voksne godkendt. Det er transkraniel magnetstimulation, som netop er kommet gennem nåleøjet hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Metoden, kaldet TMS, er tidligere godkendt til behandling af depression og migræne. Men fordi firmaet BrainsWay nu har udviklet den til at kunne stimulere hjernen i større dybde og bredde end hidtil, kan den nu målrettes områder, man ikke hidtil har kunnet nå. Og det betyder altså, at også mennesker med OCD nu kan få gavn af metoden. Behandling af denne lidelse har før været begrænset til medicin og/eller psykoterapi. Så virker dette ikke, har de nu en tredje behandlingsmulighed.

I studiet, der ligger til grund for godkendelsen af det nye BrainsWay-produkt, viste resultaterne, at 38 procent af patienterne, der fik TMS-behandlingen, opnåede en reduktion i deres symptomer på 30 procent, mens det i kontrolgruppen var 11 procent, der nåede der samme. Og for 54.8 procent af TMS-patienterne var resultatet en 20 procents reduktion af symptomerne, hvor det samme kun blev nået for 26,7 procent i kontrolgruppen .

Studiets førsteforfatter, Dr. Joseph Zohar, professor i psykiatri ved Tel Aviv University og formand for ICOCS, International College of Obsessive-Compulsive Spectrum Disorders siger om studiet, at det ”markerer en milepæl i behandlingen af denne neurologiske sygdom. Det er en ny banebrydende behandlingsmulighed for patienter, der leder efter en meningsfuld og livsforandrende løsning på deres OCD”.