Skip to main content


  Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   

Brugen af bælte falder i psykiatrien

Regionerne er kun på nogle områder kommet tættere på målet om mindre brug af tvang i psykiatrien.

Færre spændes fast og flere fikseringer undgås. Til gengæld bruges der mere tvangsmedicin og flere fysiske fastholdelser.

Det viser Sundhedsstyrelsens årlige ’Monitorering af tvang i psykiatrien’ for 2015.

I alt var der 5069 bæltefikseringer i 2015 mod 5195 i 2014, hvor Sundhedsministeriet og Danske Regioner indgik en aftale om at halvere brugen af tvang i psykiatrien.

Monitoreringen viser, at også bæltefikseringer på mere end 48 timer bruges stadigt sjældnere. Fra 778 gange i 2011-2013 til 809 gange i 2014 og til 550 gange i 2015.

Helt samme positive udvikling ses ikke, når det gælder tvangsmedicinering. Selv om andelen af patienter, der får beroligende medicin med tvang, har ligget nogenlunde stabilt på knap 8 procent de seneste år, stiger antallet af gange, medicinen bliver givet med tvang: Fra 7992 gange i 2014 til 8064 i 2015. Samtidig stiger også antallet af fysiske fastholdelser af patienterne: Fra 3740 fastholdelser i 2014 til 4282 i 2015.

”Det samlede billede viser, at tvang i psykiatrien er en stor udfordring, hvor vi er lykkedes med at få nedbragt den meget indgribende bæltefiksering. Men vi skal have den øvrige tvang ned – også selvom en fast hånd på skulderen i kritiske situationer er klart at foretrække frem for bæltefiksering. Det kræver et fortsat skarpt fokus og hurtig udbredelse af gode lokale resultater,” siger Charlotte Fischer, formand for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg.