Skip to main content


  Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   

Ny forskning i musik til flygtninge

Traumatiserede flygtninge med PTSD kan muligvis lindre deres symptomer med musik. Det skal et hold forskere fra Psykiatrien Region Sjælland nu finde ud af.

Projektet er baseret på positive resultater fra et nyligt afsluttet pilotprojekt. Her viste der sig signifikante ændringer på traumesymptomer, søvnkvalitet, social funktion og trivsel efter 16 sessioners musikterapi.

Forklaringen er, at man i musikterapi bruger musik, der påvirker de områder i hjernen, som traumerne har ramt. Under musiklytningen supplerer man med indre billeddannelse i dialog med musikterapeuten, og terapeuten arbejder med at opbygge tryghed og positive følelser, samt bearbejde traumatiske episoder. I musikterapien anvender man både vestlig klassisk musik, meditativ musik og musik fra flygtningenes hjemlande.

Projektet er det første af sin art i verden. Det foregår på Klinik for Traumatiserede Flygtninge i Roskilde og har netop modtaget 1,3 mio. kr. fra Den Obelske Familiefond.

70 arabisk eller dansktalende flygtninge med opholdstilladelse, som har diagnosen PTSD, bliver tilknyttet projektet. Forskerne vil måle effekten af behandlingen ud fra spørgeskemaer og fysiologiske målinger. Evalueringen sker før og efter 16 sessioners terapi og bliver fulgt op efter seks måneder.