Skip to main content


  Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   

Penge til indsats for søskende til psykisk syge

I Nordjylland er en stor fondsbevilling til psykiatrien målrettet til at skabe tryghed for søskende til en psykisk syg. 

Det er Trygfonden og Helsefonden, der tilsammen har givet 1,2 mio. kr. til projektet, der skal udvikles af Center for Pårørende i samarbejde med Enhed for Samskabelse i Region Nordjylland. 

Tanken er at frivillige i målgruppen - forældre og søskende - sammen med medarbejdere i Psykiatrien skal identificere de udfordringer og behov, som søskende har. Når tilbuddet har kørt i en periode, skal det evalueres af Forskningsenheden for Børne- og Ungepsykiatri i Region Nordjylland. 

Psykiatridirektør Anne Sloth glæder sig over bevillingen og siger:

“At have psykisk sygdom i familien har omfattende indflydelse på hele familielivet - også på søskende. Både fordi det fylder meget for mor og far, men også fordi det er hårdt at se sin bror eller søster have det rigtig svært. Derfor skal vi passe på søskende og give dem nogle redskaber til at håndtere situationen, så de kan få et godt børne- og ungdomsliv.”