Skip to main content

Psykiatrisk Tidsskrift

God effekt af enkelte ECT-behandlinger

Medicinsk behandling af depression hos ældre kan med fordel kombineres med en eller to ugentlige ECT-behandlinger. En ny undersøgelse viser, at det reducerer risikoen for tilbagefald i forhold til medicinsk behandling alene.

Undersøgelsen er offentliggjort i American Journal of Psychiatry. Den bygger på 240 ældre patienter med depression, som i snit var 70 år gamle. De blev behandlet med en serie af ECT behandlinger samt en kombination af venlafaxin og lithium. 62 procent opnåede remission, mens 10 procent ikke gjorde det. De sidste 28 procent afbrød behandlingen.

De patienter, der opnåede remission, blev derefter randomiseret til enten fortsat medicinsk behandling alene eller medicinsk behandling kombineret med ECT-behandling. Den blev givet en gang om ugen i fire uger, og derefter ved behov efter en prædefineret algoritme. Dvs. de kunne få en eller to ECT-behandlinger om ugen, afhængigt af sværhedsgraden af symptomerne.

Efter 24 uger havde patienterne, der fik medicinsk behandling alene, en 70 procent højere risiko for tilbagefald i forhold til patienterne i ECT plus medicinsk behandling.