Skip to main content


  Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   

Forsker vil finde markør til måling af behandling

Psykisk sygdom ledsages ofte af hukommelses- og planlægningsbesvær, som gør det svært at fungere i en almindelig hverdag. Også selvom sygdommen er forsvundet.

Det har hidtil været meget vanskeligt at behandle, hvilket blandt andet skyldes, at der mangler en hurtig og effektiv markør for, om en ny behandling har positiv effekt på disse kognitive vanskeligheder.

I et nyt projekt, PRETEC Marker, vil seniorforsker, psykolog, ph.d. Kamilla Miskowiak undersøge, om ændring af aktiviteten i hjernens frontallapper målt med funktionel magnetisk resonans (MR) er en markør for bedring i kognition.

”Der er et stort behov for at udvikle nye behandlingsmetoder med effekt på kognitive vanskeligheder ved psykiske lidelser. Men hidtil har vi famlet i blinde, fordi vi mangler en valid og følsom hjernebaseret markør for effekten af den behandling, vi giver. Det er dén, vi håber at finde,” siger Kamilla Miskowiak, som netop har modtaget et Fellowship fra Lundbeckfonden og 10 millioner kroner, som følger med.

Pengene skal bruges til at etablere og udvikle Kamilla Miskowiaks forskergruppe på Psykiatrisk Center København, NEAD Group, som de næste fem år skal arbejde med forsøget.

Store perspektiver

”Hvis antagelsen er korrekt, og vi kan få en hjernebaseret biomarkørmodel, så kan det føre til et paradigmeskift på feltet. Det vil give mulighed for en langt mere effektiv undersøgelse af effekten af nye potentielle behandlinger. Efter den vanlige afprøvning af nye præparater i dyremodeller vil man kunne afprøve effekten af de mest lovende behandlinger i den hjernebaserede biomarkørmodel i et lille patient-scanningsstudie.

Herefter kan man udvælge kun de mest lovende behandlinger til videre afprøvning i store omkostningsfulde patientforsøg. Det vil betyde højere succesrate og dermed bedre behandlingsmuligheder og lavere samfundsmæssige omkostninger ved psykisk sygdom,” siger Kamilla Miskoviak, der er seniorforsker, psykolog, ph.d, og leder af Neurocognition and Emotion in Affective Disorders Group, (NEAD) Group, CADIC, Psykiatrisk Center København, Rigshospitalet.