Skip to main content


  Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   

Aalborg Kommune og Region Nordjylland i fælles indsats for familier med psykisk sygdom

Psykiatrien i Region Nordjylland og Aalborg Kommune har indgået et tæt samarbejde om forskningsprojektet VIA Family 2.0, som er målrettet familier, hvor en eller begge forældre har en psykisk sygdom. Projektet skal afklare, hvordan støtte og interventioner bedst kan styrke familierne.

De kommende fire år vil cirka 200 nordjyske familier med cirka 300 børn i alderen 0-17 år blive tilknyttet forskningsprojektet VIA Family 2.0, der tilbyder forskellige former for hjælp til familier med forældre med psykisk sygdom. Og interessen for at deltage er allerede stor. Siden man i februar startede projektet, har cirka 60 nordjyske familier takket ja til at være med.

Anne Thoft, der er daglig leder af indsatsen i Region Nordjylland, har store forhåbninger om, at indsatsen kan gøre en positiv forskel for familierne.

"Vi håber at være med til at sikre børnenes trivsel og udvikling, og at vi kan mindske forekomsten af psykisk sygdom hos børn, hvor en eller begge forældre er ramt af psykisk sygdom. Vi ser jo, at en overrepræsentation af disse børn selv udvikler psykisk sygdom," siger Anne Thoft.

Det omfattende forskningsprojekt er støttet af regionerne og flere fonde med et samlet budget på godt 100 millioner kroner. Forskningsprojektet har til huse i Psykiatriens Hus i Aalborg, som kommunen og regionen har etableret sammen. Og cirka 20 procent af de allerede inkluderede familier er henvist af Aalborg Kommune.

For at støtte op om projektet er der nu lavet en aftale om det tværsektorielle samarbejde mellem Aalborg Kommune og Psykiatrien i Region Nordjylland om projektet.

Aftalen indebærer, at kommunen udpeger nøglepersoner, der sikrer en let adgang til kommunens ydelser for de deltagende familier. Nøglepersonerne tilbyder hjælp med praktiske udfordringer som boligansøgninger og vejledning inden for børneområdet, alt samlet i én indgang via Psykiatriens Hus.

"Det kan være svært for en familie at finde sin vej i de kommunale tilbud, når man er udfordret af psykisk sygdom, der tærer på ressourcerne. Vores nøglepersoner kan være med til at sikre bedre og hurtigere hjælp til nogle familier. Samarbejdsaftalen sætter nogle rammer for, hvordan vi fra Aalborg Kommune kan understøtte, at projektets vision om bedre familiestøtte bliver til virkelighed," siger chef for Børne- og Familieafdelingen i Aalborg Kommune Hanne Husted Manata.

Familier får støtte i op til to år

VIA Family 2.0 er et randomiseret forskningsprojekt i samarbejde med Region Hovedstadens Psykiatri, hvor halvdelen af familierne får den eksisterende familieindsats i regionen – i Region Nordjylland er det i Center for Pårørende, mens den anden halvdel modtager indsatsen udviklet til VIA Family 2.0. Det er tilfældigt udvalgt, hvilken indsats familien får tilbudt.

Familier fra andre nordjyske kommuner kan også blive en del af projektet.

"Fra kommunerne har vi især fået mange henvisninger fra Aalborg Kommune, men vi ved, at børnene også er i de andre kommuner.  Vi håber, at flere af de øvrige kommuner i højere grad får øje for at henvise til tilbuddet," siger Anne Thoft.

Familierne får støtte i op til to år, hvor de tilknyttes en kontaktperson, et tværfagligt team samt et individuelt tilbud tilpasset familien. Derudover diverse støttegrupper til såvel børn som forældre.