Skip to main content


  Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   

Nu flytter patienterne ind i nyt afsnit på Sikringsafdelingen i Slagelse

Sikringsafdelingen på Psykiatrisk Sygehus i Slagelse udvider med et nyt afsnit, der skal huse nogle af de mest syge og behandlingskrævende patienter i Danmark. I denne uge flytter de første patienter ind, og afdelingen får dermed kapacitet til at rumme op til 40 patienter.

Sikringsafdelingen er en højsikret enhed, der modtager patienter, som vurderes for farlige til de almindelige retspsykiatriske afdelinger. Det gælder både patienter, der har fået en behandlingsdom, og dem, der er indlagt på et farlighedsdekret efter Psykiatrilovens §40.

Udvidelsen indebærer, at Sikringen i første omgang tager fem nye pladser i brug, men har mulighed for hurtigt at åbne de resterende fem, hvis behovet opstår. Med en gennemsnitlig indlæggelsestid på ni år og enkelte patienter, der opholder sig i årtier, er der et stigende behov for kapacitet.

"Indlæggelserne varer i gennemsnit ni år, så patienterne er på Sikringen i meget lang tid. De mest syge i flere årtier. Derfor er der brug for ekstra pladser. Jeg er glad for, at byggeriet nu står færdigt og er fremtidssikret med de 10 ekstra pladser," siger regionsrådsformand i Region Sjælland, Trine Birk Andersen (V), i en pressemeddelelse.

Byggeriet er en del af regeringens styrkelse af psykiatrien og er finansieret via finansloven.

Sikkert, trygt og et godt hverdagsliv

På Sikringen er chefsygeplejerske Anne Lundqvist Eisenhardt glad for udvidelsen. Ikke bare på personalets vegne, men i høj grad også på patienternes:

"Vi har haft fokus på særligt to ting: Det gode hverdagsliv for patienterne og et sikkert og trygt arbejdsmiljø for medarbejderne - de to ting hænger meget sammen," siger hun.

Patienterne, der allerede er indlagt på Sikringen, vil også få glæde af udendørsarealerne, som er blevet udvidet markant.

"Allerede nu planlægges der med større fælles arrangementer for alle patienter til foråret. Helt konkret betyder det i dagligdagen, at alle patienter har bedre mulighed for at komme udenfor i nogle rare rammer," fortæller Anne Lundqvist Eisenhardt.

Udvidelsen af Sikringsafdelingen

  • 1635 nye m2 i stueplan
  • 530 nye m2 i kælderplan
  • Etablering af to nye gårdhaver
  • Etablering af nyt, stort haveanlæg
  • Etablering af ny dobbelt sikringsmur
  • Pris i alt cirka 125 millioner kroner
  • Til at bemande det nye afsnit er der rekrutteret cirka 30 nye medarbejdere