Skip to main content


  Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   

Regeringen vil oprette nye klinikker for ADHD og autisme – Lægeforeningen er kritisk

Regeringen planlægger særlige klinikker til personer med ADHD og autisme – men Lægeforeningen advarer mod endnu en lappeløsning.

Regeringen er ifølge Politiken på vej med et nyt initiativ, der skal aflaste hospitalspsykiatrien og sikre hurtigere og mere målrettet hjælp til personer med adhd og autisme. Ifølge avisen skal der oprettes særlige regionale klinikker, som blandt andet skal tage imod patienter henvist fra egen læge eller kommunale tilbud. Klinikkerne skal tilbyde udredning og ikke-medicinsk behandling – uden nødvendigvis at involvere en psykiater. Klinikkerne skal bemandes med blandt andet psykologer og specialpsykologer og målrettes både børn, unge og voksne.

Regeringen vil i første omgang afsætte 33 millioner kroner til ordningen i 2025, stigende til 170 millioner kroner årligt i 2029.

Ifølge psykiatriordfører Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne skal tiltaget afhjælpe flaskehalse i det nuværende system.

"Vi har i dag en systemisk flaskehals, når det handler om udredning og behandling i hospitalspsykiatrien, som er drevet frem af især adhd og autisme," siger han til Politiken.

Risiko for B-hold og fejldiagnosticering

Flere fagpersoner bakker op om behovet for at skabe nye tilbud, men advarer samtidig om, at det ikke må ske på bekostning af den samlede psykiatriske indsats. Psykologernes formand Dea Seidenfaden kalder det i Politiken "det tilbud, der i dag mangler til målgruppen", mens børne- og ungdomspsykiaternes forperson Nina Tejs Jørring advarer mod at indføre endnu et led i behandlingssystemet og efterlyser styrkelse af den primære sektor.

Samtidig retter Lægeforeningen en skarp kritik mod forslaget på LinkedIn:

"Psykiatrien har ikke brug for flere lappeløsninger! Regeringens forslag om ADHD- og autismeklinikker er den helt forkerte vej at gå!" skriver hun og uddyber: "Mellem 60 og 80 procent af patienterne med ADHD og autisme har samtidig andre psykiske lidelser som fx depression, OCD, misbrug og spiseforstyrrelser. Det er derfor helt afgørende, at patienterne udredes og diagnosticeres under lægefaglig ledelse, så andre psykiske lidelser udelukkes og behovet for medicinsk behandling kan sikres."

Flere patienter – men lavere kvalitet?

Lægeforeningen advarer mod at dele psykiatrien op i A- og B-hold.

"Der er ikke behov for mere opdeling i psykiatrien. Der skal ikke skabes flere b-hold! Der er behov for ET SAMLET LØFT af psykiatrien, hvor vi ikke stiller patienter markant ringere."

Lægeforeningen foreslår i stedet at ændre på reglerne for praktiserende psykiatere, så de kan tage flere patienter:

"I stedet kan man fx hæve grænsen for antallet af konsultationer praktiserende psykiatere må have. Som det er i dag, er det økonomisk urentabelt at øge kapaciteten og ansætte andre faggrupper i de pågældende praksis."

Ifølge Lægeforeningen vil sådan en justering kunne give adgang til behandling for mindst 9.000 flere patienter årligt – uden at slække på kvaliteten.