Skip to main content


  Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   


Anders Meinert Pedersen, psykiatridirektør i Region Syddanmark, og Tina Ebler, psykiatridirektør i Region Midtjylland, er på vej væk.

Psykiatridirektører forsvinder på stribe

En bølge af fratrædelser rammer psykiatriens topledelse. På blot få måneder har tre psykiatridirektører forladt deres stillinger, og regionerne varsler strukturelle ændringer, hvor psykiatrien skal integreres i de somatiske sygehuse.

Senest har Anders Meinert Pedersen forladt sin stilling som lægefaglig direktør i psykiatrien i Region Syddanmark. Han har allerede haft sin sidste arbejdsdag, oplyser regionen i en pressemeddelelse mandag.

"Ledelsen i psykiatrien har haft og står overfor store og vigtige arbejdsopgaver. Dels i forhold til at sikre fortsat gennemførelse af 10-årsplanen for psykiatrien og mental sundhed. Men også i forhold til sundhedsreformen, hvor der ligger en stor og vigtig opgave i forhold til at integrere og ligestille psykiatri og somatik," siger regionsdirektør Jane Kraglund i pressemeddelelsen.

Kort forinden meddelte Region Midtjylland, at Tina Ebler fratræder som direktør for psykiatrien. Ifølge koncerndirektør Poul Michaelsen skyldes det den kommende omlægning, hvor den selvstændige psykiatriledelse forventes nedlagt:

"Vi står over for en integration og ligestilling af psykiatri og somatik som andre steder i landet, hvilket betyder, at der forventeligt ikke skal være en egentlig psykiatriledelse i fremtiden," siger han i regionens pressemeddelelse 28. marts.

Tina Ebler, som har været direktør siden 2018, siger farvel med en opfordring til, at psykiatriens faglighed fastholdes:

"Jeg er blandt andet stolt af at have bidraget til, at vi i dag har en langt større fælles faglighed og et stærkere sammenhold på tværs af de psykiatriske afdelinger," siger hun i pressemeddelelsen den 28. marts 2025.

Sammenlægninger og konstitueringer

I Region Sjælland sker der lige nu en anden form for ændring: Her bevarer Kresten Dørup sin post som direktør for Psykiatrien, men får samtidig ansvar for tre somatiske sygehuse i Næstved, Slagelse og Ringsted. Fra 1. maj bliver han konstitueret sygehusdirektør for dem alle tre – en forberedelse til en fuld fusion mellem psykiatri og somatik i regionen fra 1. januar 2026.

"Jeg har takket ja til at blive konstitueret sygehusdirektør på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse pr. 1. maj 2025. En stilling jeg vil varetage samtidig med jobbet som psykiatridirektør," skriver han selv på LinkedIn for få dage siden.

Også i Region Hovedstaden er der sket et skifte. Eva Zeuthen Bentsen havde sidste arbejdsdag 31. marts som direktør for Region Hovedstadens Psykiatri. Hun tiltræder 1. april som direktør for Nordsjællands Hospital. Dette skift blev meldt ud allerede i december.

Bekymringer for psykiatriens fremtid

Fratrædelserne og omorganiseringerne sker samtidig med, at sundhedsminister Sophie Løhde og Danske Regioner har fremlagt en plan for, hvordan psykiatrien skal integreres med somatikken. Målet er fuld integration fra 1. januar 2027 – både organisatorisk og ledelsesmæssigt.

Med både fratrædelser og stillinger, der ikke genopslås, står psykiatrien midt i en omkalfatring. Officielt kaldes det ligestilling – men internt er flere bekymrede for, om det snarere bliver en opslugning.

"Jeg er bekymret for, hvordan regionerne vil håndtere opgaven. Jeg er bange for, at de vil nedlægge psykiatrien og putte den ind under de somatiske hospitaler, så der reelt ikke bliver tale om ligeværd og ligestilling," sagde Nina Tejs Jørring, forperson for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, til Sundhedspolitisk Tidsskrift den 13. marts.

Hun frygter blandt andet, at børne- og ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden bliver splittet op og fagligt svækket.

Hos Dansk Psykiatrisk Selskab er man dog mere optimistisk. Forperson Merete Nordentoft siger:

"Grundlæggende er vi glade for, at psykiatri og somatik bliver integreret, for det er vores politik i selskabet," sagde hun til Sundhedspolitisk Tidsskrift den 13. marts.

Hun understreger dog, at det er afgørende at bevare centrale funktioner som tværgående uddannelse og kvalitetsarbejde.