
Fra venstre Jakob Paludan, Helle Odde Poulsen og Jannie Falk Bjerregaard.
Psykiatriledelsen i Midtjylland nedlægges – direktører skifter stilling
Flere regionsdirektører forlader psykiatrien, mens Region Midtjylland gør klar til at afskaffe den selvstændige psykiatriledelse.
Psykiatrien i Region Midtjylland står over for store forandringer. En ny ledelsesstruktur betyder, at den selvstændige psykiatriledelse nedlægges fra 1. januar 2026. I stedet bliver psykiatri og somatik integreret – som led i sundhedsreformen.
Koncerndirektør Poul Michaelsen oplyser, at regionen allerede har fundet nye roller til de nuværende ledere. Lægefaglig direktør Jakob Paludan bliver programdirektør for den tværgående psykiatri. Sygeplejefaglig direktør Jannie Falk Bjerregaard bliver ny direktør for hospitalerne i Viborg, Silkeborg, Skive og Hammel. Og stabschef Helle Odde Poulsen konstitueres som ny hospitalsdirektør i psykiatrien pr. 15. april og tiltræder 1. januar 2026 som chefkonsulent i Gødstrup.
"Med integrationen af psykiatri og somatik er det nødvendigt at justere ledelsesstrukturen, og vi er rigtigt glade for, at vi nu har afklaret fremtiden for psykiatriens øverste ledelse. Vi tillægger det stor betydning, at vi kan fastholde de stærke kompetencer og den dybe indsigt i psykiatrien," siger Poul Michaelsen i en pressemeddelelse.
Stribe afdirektører har forladt psykiatrien på få måneder
Ændringerne i Region Midtjylland sker midt i en bølge af direktørskifter i psykiatrien. På få måneder har flere af landets psykiatridirektører forladt deres stillinger – samtidig med, at regionerne varsler en generel nedlæggelse af de selvstændige psykiatriledelser.
Senest har Anders Meinert Pedersen forladt jobbet som lægefaglig direktør i Region Syddanmark.
"Ledelsen i psykiatrien har haft og står overfor store og vigtige arbejdsopgaver. Dels i forhold til at sikre fortsat gennemførelse af 10-årsplanen for psykiatrien og mental sundhed. Men også i forhold til sundhedsreformen, hvor der ligger en stor og vigtig opgave i forhold til at integrere og ligestille psykiatri og somatik," sagde regionsdirektør Jane Kraglund i en pressemeddelelse 31. marts.
Kort forinden meddelte Region Midtjylland, at Tina Ebler fratræder som direktør for psykiatrien. "Vi står over for en integration og ligestilling af psykiatri og somatik som andre steder i landet, hvilket betyder, at der forventeligt ikke skal være en egentlig psykiatriledelse i fremtiden," sagder Poul Michaelsen 28. marts.
Også i Region Hovedstaden har der været udskiftning. Eva Zeuthen Bentsen havde sidste arbejdsdag den 31. marts som direktør for psykiatrien og tiltrådte dagen efter som direktør for Nordsjællands Hospital.
Og i Region Sjælland bliver psykiatridirektør Kresten Dørup konstitueret sygehusdirektør for Næstved, Slagelse og Ringsted fra 1. maj – med henblik på fuld fusion mellem psykiatri og somatik fra 1. januar 2026.
"Jeg har takket ja til at blive konstitueret sygehusdirektør på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse pr. 1. maj 2025. En stilling jeg vil varetage samtidig med jobbet som psykiatridirektør," skrev han på LinkedIn den 27. marts.
Faglig bekymring for psykiatriens fremtid
Sundhedsminister Sophie Løhde og Danske Regioner har lagt op til en fuld integration af psykiatri og somatik i hele landet fra 1. januar 2027. Målet er bedre sammenhæng for patienter, der både har psykiske og fysiske sygdomme. Men ikke alle deler optimismen.
"Jeg er bekymret for, hvordan regionerne vil håndtere opgaven. Jeg er bange for, at de vil nedlægge psykiatrien og putte den ind under de somatiske hospitaler, så der reelt ikke bliver tale om ligeværd og ligestilling," sagde Nina Tejs Jørring, forperson for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab den 13. marts 2025.
Hos Dansk Psykiatrisk Selskab er holdningen en anden.
"Grundlæggende er vi glade for, at psykiatri og somatik bliver integreret, for det er vores politik i selskabet," sagde forperson Merete Nordentoft til Sundhedspolitisk Tidsskrift den 13. marts 2025. Hun understreger dog, at det er vigtigt at bevare centrale funktioner som tværgående uddannelse og kvalitetsarbejde.