
Strategisk kursændring i SIND: Annette Wandel bliver ny direktør
Efter en årrække med Ole Riisgaard i spidsen har SIND sagt farvel til den tidligere direktør og markerer nu en ny begyndelse med Annette Wandel, som tiltræder 1. august. Hun kommer fra Danske Patienter og skal stå i spidsen for en fornyet strategisk indsats for psykisk sundhed i Danmark.
SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed – er i gang med en strategisk nyorientering. I december blev det meldt ud, at den mangeårige direktør Ole Riisgaard ville fratræde sin stilling. Organisationen og Riisgaard blev enige om en fratrædelsesaftale, og begrundelsen var klar:
"Vi står nu overfor et ændret fokus på prioriteringen af indsatsen, og derfor er tidspunktet for et skifte på direktørposten rigtig for begge parter," skrev SIND 2. december 2024 på sin hjemmeside.
Kort tid efter blev stillingen slået op med ønsket om en strategisk stærk og synlig leder med politisk tæft, fundraising-kompetencer og blik for det frivillige engagement. Målet er at styrke SIND som politisk aktør og løfte indsatsen både nationalt og lokalt.
"SIND har fingeren på pulsen"
Valget er nu faldet på Annette Wandel, der tiltræder som ny direktør den 1. august. Hun kommer fra en stilling som vicedirektør i Danske Patienter, hvor hun har arbejdet siden 2008 – blandt andet med ledelse af Videns- og Kompetencecenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS).
Den nye direktør siger til sind.dk:
"Psykisk mistrivsel fylder meget i Danmark. For os alle sammen. Vi bliver næsten alle sammen ramt af psykisk sygdom. Enten os selv eller vores kære. Derfor er SIND en utrolig central organisation. Både fordi landsforeningens tilbud, der i høj grad er drevet af frivillige, er vigtige for mange mennesker med psykiske udfordringer og for deres pårørende. Og fordi SIND via aktiviteterne har en fuldstændig central viden om, hvilke behov, ønsker, udfordringer og problemer, mennesker oplever lige nu. SIND har fingeren på pulsen. Den viden skal politikerne kende, når de skaber rammerne for indsatsen. Derfor er der brug for, at SIND står stærkt. Det glæder jeg mig til at bidrage til".
Vil styrke det politiske arbejde og det frivillige engagement
Stillingsopslaget fra februar viste, at SIND ønskede en direktør med både organisatorisk overblik og en tydelig offentlig stemme. Direktøren skal ikke alene stå i spidsen for sekretariatet i Høje Taastrup, men også være en aktiv del af det politiske og frivillige arbejde – fra medlemsdemokrati til medieindflydelse.
Annette Wandel har omfattende erfaring med både strategi og politik, og hun har undervist fagfolk og været en central aktør i brugerinddragelse og kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet. Hun har tidligere været frivillig i både Livslinien og Dansk Røde Kors.
"Når rigtig mange mennesker lever med sygdom over lang tid og måske hele deres liv, så er det at få øje på mennesket bag sygdommen utrolig vigtigt. Hvilken hjælp, man skal have, handler om, hvem man er som menneske, og at behandlingen skal passe ind i det levede liv," siger hun til sind.dk.
Et farvel og på gensyn fra Danske Patienter
I Danske Patienter har Annette Wandel i over 17 år spillet en central rolle – senest som vicedirektør.
"Annette har gennem årene ydet en meget stor og værdifuld indsats for Danske Patienter, for vores medlemsorganisationer og ikke mindst for patienter og pårørendes stemme i sundhedsvæsenet. Vi kommer til at savne hendes engagement og store viden, men glæder os samtidig over, at hun fortsat vil være en del af familien – nu som direktør i en af vores medlemsforeninger. Vi ønsker Annette alt det bedste fremover," siger direktør i Danske Patienter, Morten Freil, i en pressemeddelelse.
Annette Wandel selv kalder det både spændende og vemodigt at tage afsked:
"Jeg glæder mig meget til mit nye job, men det er også vemodigt at skulle sige farvel til så mange gode kollegaer og samarbejdspartnere. Jeg har lært utroligt meget gennem årene, og tager både erfaringer og gode minder med mig videre. Heldigvis får jeg også fremover mulighed for at arbejde sammen med mange af Danske Patienters medlemsforeninger, og det ser jeg meget frem til," siger hun.