Hver tredje psykiatrihenvisning bliver afvist – trods nye arbejdsgange
Selv om Region Hovedstaden de seneste to år har ændret arbejdsgangene for at nedbringe antallet af afviste psykiatrihenvisninger, bliver hver tredje stadig sendt retur.
Det viser nye tal, som blev fremlagt på mødet i Social- og Psykiatriudvalget den 29. september 2025 i Region Hovedstaden.
I 2024 blev 33 procent af alle henvisninger fra almen praksis til regionens psykiatri afvist – 7.230 for voksne og 2.619 for børn og unge. Mange praktiserende læger oplever fortsat, at henvisningskravene er omfattende, og at patienter med moderate psykiske problemer ikke passer ind i regionens tilbud.
Rambøll-undersøgelse: Hver anden læge utilfreds
Baggrunden for de igangværende tiltag går tilbage til 2022, hvor Rambøll på vegne af Region Hovedstaden gennemførte en undersøgelse af almen praksis’ oplevelse af samarbejdet med hospitalerne som led i Hospital-Almen-Praksis-Samarbejdet (HAPS). Undersøgelsen viste, at ”hver anden praktiserende læge ikke er tilfreds med håndteringen af henvisninger til psykiatrien.”
Lægerne pegede på, at ”psykiatriens henvisningskrav er omfattende og vanskelige at efterleve,” og at ”patienterne ofte ikke passer ind i systemet.” Mange fandt også, at ”afvisninger ofte skyldes mindre mangler,” og at ”Center for Visitation og Diagnostik (CVD) ikke er tilstrækkeligt tilgængeligt.”
Resultaterne i rapporten dannede grundlag for en række dialog- og temamøder mellem hospitaler, PLO-Hovedstaden og praksiskonsulenter. Her blev flere prøvehandlinger aftalt for at styrke samarbejdet mellem almen praksis og psykiatrien.
Foreløbige tiltag udsprunget af HAPS
De første resultater af arbejdet blev samlet i HAPS-indsatsen, hvor Region Hovedstaden i 2024 begyndte at implementere nye arbejdsgange på alle hospitaler. Formålet er at reducere antallet af afviste henvisninger og skabe bedre kommunikation mellem sektorerne.
Et centralt punkt er kravet om, at hospitalet ved afvisning skal sende en handlingsanvisende korrespondancemeddelelse. Den skal indeholde både årsagen til afvisningen og en konkret anvisning til, hvordan almen praksis kan hjælpe patienten videre eller supplere med manglende oplysninger. Den praktiserende læge kan derefter sende de nødvendige oplysninger via korrespondancemeddelelse i stedet for at oprette en ny henvisning. Samtidig får patienten et digitalt brev, der forklarer, at henvisningen er sendt retur til egen læge.
Et andet tiltag, der udspringer af HAPS, er aftalen om hurtig psykiatrisk vurdering. Fra 1. januar 2025 har praktiserende læger kunnet henvise voksne patienter med nyopstået eller forværret angst og/eller depression til en enkeltstående konsultation hos en privatpraktiserende psykiater. Aftalen, indgået mellem Region Hovedstaden og Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS), skal give hurtigere afklaring og mere sammenhængende patientforløb.
De nye initiativer hænger også sammen med beslutninger truffet tidligere på året i Udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. På mødet den 24. juni 2025 godkendte udvalget udmøntningen af fem millioner kroner til øget kapacitet i voksenpsykiatrisk speciallægepraksis samt 1,8 millioner kroner til børne- og ungdomspsykiatrisk praksis. Formålet er at nedbringe ventetiderne og lette adgangen til psykiatrisk vurdering i praksissektoren.
33 procent stadig for mange
Opgørelsen for 2024 viser, at omkring 33 procent af alle henvisninger til Region Hovedstadens psykiatri blev sendt retur – uændret i forhold til 2023. Men tallene dækker over perioden før flere af de nye tiltag trådte i kraft. Flere af initiativerne, herunder aftalen om hurtig psykiatrisk vurdering og de nye arbejdsgange for tilbagevisninger, blev først implementeret i 2025 og forventes først at kunne aflæses i de kommende opgørelser.
Region Hovedstaden understreger, at niveauet svarer til det, man ser i de øvrige regioner. Samtidig arbejder Center for Visitation og Diagnostik med at styrke samarbejdet med almen praksis, blandt andet gennem undervisningsdage og besøg for praktiserende læger og uddannelseslæger, så flere får indsigt i visitationskriterier og målgruppeafgrænsning.
Flere tiltag på vej
Som led i HAPS-arbejdet er der også igangsat initiativer for at forbedre kommunikationen mellem sektorerne: en fælles specialistrådgivningsoversigt med subakutte kontaktmuligheder, en tværsektoriel arbejdsgruppe om kvaliteten af epikriser og nye tekniske forbedringer, herunder en revideret medicinliste og mere overskuelige epikriseskabeloner.
En ny HAPS-undersøgelse af samarbejdet mellem hospitaler og almen praksis ventes offentliggjort i efteråret 2025. Den skal vise, om de nye arbejdsgange og tiltag har haft effekt på antallet af afvisninger og på samarbejdet mellem sektorerne.
Sagen blev drøftet af Social- og Psykiatriudvalget, som besluttede, at der skal fremlægges en opfølgende status om et halvt år.
