Skip to main content


  Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   

Overfald i medicinrum fik Arbejdstilsynet til at stoppe alenearbejde

En voldsom voldsepisode på Retspsykiatrisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital har fået Arbejdstilsynet til at reagere med et strakspåbud. En medicinansvarlig medarbejder blev i juni overfaldet af en patient, mens hun arbejdede alene i medicinrummet – en hændelse, der har ført til markante ændringer i arbejdsgangene på afdelingen.

Ifølge Arbejdstilsynets rapport, som Psykiatrisk Tidsskrift er kommet i besiddelse af via en aktindsigt, stod patienten, som blev beskrevet som stofpåvirket og stærkt plæderende for medicin, uroligt uden for medicinrummet og krævede mere PN-medicin. Da den medicinansvarlige gik ind for at hente et andet præparat, smækkede døren ikke i. Patienten fulgte efter hende og greb fat i hende inde i rummet. Her fik han låst hendes arme og holdt hende fast, så hun hverken kunne bevæge sig eller aktivere sin alarm. På grund af den store forskel i højde og vægt mellem patienten og medarbejderen kunne hun heller ikke anvende frigørelsesgreb. Patienten forsøgte samtidig at få fat i benzodiazepiner.

Nøgledatoer i sagen

06.06.2025 Voldsulykke i medicinrummet på Retspsykiatrisk Afdeling, AUH

07.07.2025 Ulykken anmeldes til Arbejdstilsynet

18.09.2025 Arbejdstilsynet gennemfører ulykkesundersøgelse

01.10.2025 Strakspåbud udstedes til AUH

 

Da hun kortvarigt blev sluppet, forsøgte hun at flygte, men døren var nu smækket og låst, og hun kunne ikke komme ud. En kollega, som havde set patienten løbe ind i medicinrummet, råbte på hjælp og forsøgte at åbne døren. Da flere ansatte nåede frem, lykkedes det at få låst døren op og få patienten ud, men under magtanvendelsen kom endnu en medarbejder alvorligt til skade.

Begge ansatte var fortsat delvist sygemeldte, da Arbejdstilsynet gennemførte sin ulykkesundersøgelse i september.

Arbejdstilsynet vurderede, at alenearbejde i og ved medicinrummet udgjorde en særlig risiko for vold, og at forebyggelsen på afdelingen var utilstrækkelig. Patienterne på den retspsykiatriske afdeling er svært psykisk syge, ofte dømt til behandling, og kan reagere uforudsigeligt. Risikoen for vold er størst i forbindelse med medicinhåndtering, fordi patienterne ofte er insisterende og kan reagere voldsomt, hvis de får afslag.

Også medicinrummets indretning bidrog til faren. Rummet ligger midt på afsnittet med kun én dør, der skal åbnes med nøglekort. Der er blinde vinkler, så personalet ikke kan se, om en patient står uden for, og rummet er lydtæt, så man ikke kan råbe om hjælp. Der findes heller ingen flugtvej. Arbejdstilsynet konkluderede, at forholdene ikke var sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige.

Efter strakspåbuddet har afdelingen ændret en række arbejdsgange. Al medicin gives nu på patientstuerne, og der skal altid være to ansatte til stede, hvis der vurderes risiko for vold. Når en medarbejder befinder sig i medicinrummet, skal en kollega holde opsyn ved døren. Derudover undersøges mulige ændringer af rummets fysiske rammer, blandt andet spejlfolie, kameraovervågning og etablering af en alternativ flugtvej.