Ny permanent organisation skal løfte kvaliteten i psykiatrien
Efter tre år som projekt bliver Danske Multidisciplinære Psykiatri Grupper, DMPG, nu en permanent del af det nationale kvalitetsarbejde og forankres i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut, SundK. Det giver psykiatrien en fast national ramme for udvikling, vedligeholdelse og implementering af kliniske retningslinjer.
DMPG er tværfaglige grupper, hvor psykiatere og andre faggrupper arbejder sammen om at omsætte ny viden til fælles faglige anbefalinger for udredning og behandling. Arbejdsformen er kendt fra kræftområdet, hvor Danske Multidisciplinære Cancer Grupper i mange år har haft ansvar for nationale kliniske retningslinjer og bidraget til mere ensartet praksis på tværs af landet. Med DMPG er samme model nu etableret i psykiatrien.
DMPG blev etableret i 2023 på baggrund af anbefalinger i 10-årsplanen for psykiatri fra Sundhedsstyrelsen. Udgangspunktet var et fagligt behov for større ensartethed i udredning og behandling og for kortere afstand mellem forskning og klinisk praksis. Samtidig har der været et ønske om bedre sammenhæng mellem psykiatri, somatik og det nære sundhedsvæsen.
"Jeg er meget glad for, at ideen med DMPG’er nu er permanent og en del af Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut på lige fod og med inspiration fra kræftområdet. Ideen blev født i Danske Regioner i Multidisciplinært Forum for Kvalitet i Psykiatrien og båret ind i Sundhedsstyrelsens arbejde med 10-årsplanen," siger Jacob Klærke, der er formand for psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner, ifølge en nyhed fra Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut.
Han peger samtidig på, at organiseringen kun får reel betydning, hvis der er fagligt ejerskab i de enkelte DMPG’er.
"Der er nu et godt fundament at stå på i forhold til DMPG’erne og den organisering, der opbygges, men det er vigtigt med fagligt ejerskab i den enkelte DMPG. Det ser jeg allerede der er, for eksempel ved, at der på kort tid er udarbejdet flere kliniske retningslinjer. Det er en rigtig god begyndelse, og det vil uden tvivl bidrage til at forbedre kvaliteten for patienterne og for psykiatrien som attraktiv arbejdsplads. Tak til medarbejderne, der har været med til at løfte arbejdet."
Udarbejdelse af nationale, evidensbaserede kliniske retningslinjer er kernen i DMPG-arbejdet. Indtil videre er der udgivet retningslinjer inden for blandt andet skizofreni, depression, ADHD og rusmiddelområdet, og flere nye retningslinjer er enten under udarbejdelse eller planlagt til revision i de kommende år. Retningslinjerne dækker både udredning og behandling og henvender sig til både voksenpsykiatri samt børne- og ungdomspsykiatri.
Samtidig er der udarbejdet en samlet tidsplan for kommende DMPG-retningslinjer, som giver et overblik over, hvornår nye anbefalinger forventes færdiggjort, og hvornår eksisterende retningslinjer revideres. Det skal gøre det lettere for afdelinger og klinikere at orientere sig i, hvad der er på vej.
Et centralt fokus i det videre arbejde er implementering. Retningslinjerne er udarbejdet med henblik på at blive brugt i klinikken, og DMPG arbejder derfor målrettet med at understøtte, at anbefalingerne faktisk omsættes i praksis. Det gælder både i forhold til lokale arbejdsgange, undervisning og tværfaglig dialog.
Ifølge Ida Hageman, formand for DMPG’s forretningsudvalg og vicedirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, spiller arbejdet med retningslinjer også en vigtig rolle i forhold til den markante overdødelighed blandt mennesker med psykisk lidelse.
"Den helt store begrundelse for sundhedsreformens integration af psykiatri og somatik er et stærkt ønske om at nedbringe overdødeligheden blandt mennesker med psykisk lidelse. Gennem DMPG-arbejdet styrker vi direkte denne dagsorden," siger Ida Hageman ifølge Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut.
Hun peger på, at der fortsat er væsentlige udfordringer i forløbene for patienter med både psykisk og somatisk sygdom.
"En vigtig opgave for mig er at række ud til blandt andre Danske Multidisciplinære Cancer Grupper for at se, hvad vi sammen kan gøre for at få mere fokus på patienter med samtidig psykisk lidelse og cancer. SundK’s analyser fra 2022 og 2023 om ulighed i sundhed for mennesker med samtidig psykiske og somatisk sygdom dokumenterer en markant mangel på viden og sammenhængende patientforløb samt peger på væsentlige handlemuligheder."
Overlæge Mette Ødegaard Nielsen fra Psykiatrisk Center Glostrup og klinisk lektor ved Københavns Universitet har været med til at udarbejde en af de kliniske retningslinjer. Hun oplever, at fælles nationale anbefalinger giver et tydeligere fagligt afsæt i hverdagen.
"Når alle psykiatere og andre faggrupper på tværs af landet kigger ned i de samme retningslinjer, som bygger på den nyeste evidens, bliver diagnosticeringen og behandlingen af patienterne mere ensartet. Det mener jeg, giver patienterne et væsentligt kvalitetsløft," siger Mette Ødegaard Nielsen ifølge Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut.
DMPG forankres i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut, som er etableret som en fusion af Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram, RKKP, og Behandlingsrådet og som også har overtaget ansvaret for arbejdet med utilsigtede hændelser.
LÆS MERE:
