
Selvskadekonferencen afholdes hvert andet år. Billedet her er fra konferencen i 2024.
Verdens største selvskadekonference samlede rekordmange fagfolk
Mere end 1.100 fagfolk var 20. maj samlet i Aarhus til Den Nationale Selvskadekonference, hvor psykiatri, somatik, kommuner, socialområde og forskning mødtes om et område i hastig udvikling.
Flere danskere skader sig selv, og udviklingen rammer især børn, unge og unge voksne. Omkring hver femte ung har erfaring med selvskade, mens det blandt 18-30-årige ifølge arrangørerne gælder op mod hver tredje.
Den Nationale Selvskadekonference, som ifølge arrangørerne er verdens største om selvskade, er arrangeret af Region Midtjylland, Region Hovedstaden og Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Konferencen satte i år særligt fokus på behandling af unge, samarbejdet mellem hospitaler, psykiatri og bosteder samt nye og mere komplekse former for selvskadende adfærd.
Stadig yngre patienter
Direktør Camilla Hersom fra Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade peger på, at udviklingen især er bekymrende, fordi selvskade i stigende grad ses hos børn, som også kæmper med kropshad og forstyrret spisning.
"Vi ser børn, som alt for tidligt begynder at kæmpe med selvskade, kropshad og forstyrret spisning. Det er dybt bekymrende, at 10-12-årige allerede står med så alvorlige udfordringer. Derfor er det helt afgørende, at vi fagpersoner mødes og deler ud af vores viden, så vi sammen kan forbedre hjælp og behandling," siger hun i en pressemeddelelse fra Region Midtjylland.
For psykiatrien ligger en central udfordring i at møde patienter, hvor selvskade både kan være symptom, mestringsstrategi, affektregulering og risikomarkør. Mange har samtidig psykiske lidelser, social belastning eller spiseforstyrrelsesproblematikker.
Nye former for selvskade
Lotte Rubæk, psykolog og leder af Klinisk Akademisk Gruppe Selvskade og Team for Selvskade i Region Hovedstaden, peger på, at selvskade også skal forstås i sammenhæng med de vilkår, børn og unge vokser op under.
"Selvskade kan ses som et spejl af samfundsmæssige, kulturelle og digitale forhold, og den forståelse kan være med til at pege på nye veje for forebyggelsesindsatser og samfundsmæssige forandringer, der kan styrke især unges trivsel," siger hun i pressemeddelelsen.
Konferencen samlede blandt andre sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger, læger, psykologer og forskere fra hele landet. Et af formålene er at styrke samarbejdet på tværs, fordi patienter med selvskadende adfærd ofte bevæger sig mellem psykiatri, akutmodtagelser, kommunale tilbud og bosteder.
"Målet er at give fagfolk de bedste redskaber og nyeste viden til at forstå og hjælpe mennesker med selvskadende adfærd – uanset hvor de møder dem," siger Jakob Paludan, psykiater og direktør i Program- og Projektkontor Region Midtjylland, i pressemeddelelsen.
