Narkolepsi medfører psykiatriske lidelser
Narkolepsi er forbundet med øget risiko for ADHD, affektive lidelser, angst og skizofreni, samt andre psykiatriske lidelser. Mere præcist er der tale om en to- til seks-dobling af risikoen.
Det konkluderer en amerikansk undersøgelse fra Stanford Center for Sleep Sciences i Californien, publiceret i Journal of Clinical Psychiatry.
"Det er desværre ikke ualmindeligt, at personer med en ikke erkendt narkolepsi bliver behandlet for comorbid psykiatrisk lidelse i mange år, uden god terapeutisk effekt," skriver undersøgelsens hovedforfatter, Chad Ruoff.
I studiet indsamlede forskerne administrative data vedrørende 9.312 patienter med narkolepsi og cirka 45.000 kontrolpersoner (uden narkolepsi). Oplysningerne blev indsamlet i perioden fra 2006 til 2010. Personerne var i gennemsnit 46 år gamle, og 59 procent var kvinder.
Alle psykiatriske sygdomme var signifikant mere prævalente hos personer med narkolepsi i forhold til kontrolpersonerne.
ADHD og personlighedsforstyrrelser forekom seks gange hyppigere i narkolepsi-gruppen ift. kontrolgruppen, mens risikoen for skizofreni og affektive lidelser var fire gange højere. Prævalensen af angstsygdomme var to gange højere.
"Vores resultater understreger, at det er vigtigt, at klinikere inden for psykiatrien er opmærksomme på muligheden for narkolepsi […] især hos patienter med træthed eller søvnighed om dagen, og som ikke responderer tilstrækkeligt på behandling," konkluderer forskerne.
Narkolepsi er forbundet med symptomer som træthed og episoder med abnorm søvntrang i dagtimerne samt afbrudt nattesøvn, humørsvingninger og hallucinationer. Disse symptomer tilskrives ofte alene en psykisk sygdom, f.eks. depression eller skizofreni.
"Dette sker især når narkolepsi ikke er ledsaget af katapleksi," skriver forskerne.
Katapleksi er kortvarigt tab af muskeltonus uden tab af bevidsthed og udløses af positive følelser, f.eks. ved latter.
