Skip to main content


  Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   

Unikt dansk studie om børn af psykisk syge

Børn af forældre med alvorlig psykisk sygdom har en øget risiko for selv at få en psykisk lidelse. Ofte viser de mest alvorlige psykiske lidelser sig allerede i ungdomsårene, men de første tegn kan formentlig spores endnu tidligere.

Merete Nordentoft

Dette vil et nyt projekt undersøge. Det hedder The Danish High Risk and Resilience Study - VIA 11 og er en opfølgning på VIA 7, hvor 522 børn af forældre med skizofreni, bipolar affektiv sygdom og kontrolfamilier blev undersøgt, da de var i syvårsalderen. Når disse børn fylder 11, vil de blive genindkaldt og undersøgt grundigt endnu en gang. Denne gang også med MR-scanning for at belyse hjernens udvikling samt brug af virtual reality-film, som skal undersøge, om de har en øget risiko for at reagere med fjendtlighed eller angst i sociale situationer.

Det er første gang, børn af psykisk syge forældre bliver MR-scannet, inden de er gået i pubertet. I denne periode af et barns udvikling sker der meget også med hjernen, men området er kun meget beskedent belyst. Derudover vil børnene også blive udstyret med et særligt plaster, som ved hjælp af sensorer kan registrere eventuelle søvnforstyrrelser og deres fysisk aktivitet igennem hele døgnet. Plasteret er udviklet af virksomheden SENS Innovation ApS.

Projektet er støttet med 11 millioner kr. fra Innovationsfonden, som gør det muligt at gennemføre de mange komplicerede undersøgelser. Gennem disse undersøgelser vil forskerne forsøge at få en dybere indsigt i årsagsforhold og tidlige sygdomsprocesser hos børn, som har høj risiko for at udvikle psykisk sygdom. Undersøgelsen, som er verdens største, kan bane vejen for tidlig intervention og dermed bedre behandling, siger professor Merete Nordentoft, Psykiatrisk Center København.

”På verdensplan er det helt unikt, at vi nu får mulighed for at gennemføre en grundig opfølgningsundersøgelse af børnene i 11-årsalderen og få indblik i deres hjerneudvikling. Med støtte fra Innovationsfonden har vi fået mulighed for at undersøge, om søvnforstyrrelser hos børnene kan være et tidligt tegn på senere udvikling af psykisk sygdom, og vi kan med brug af en animationsfilm i virtual reality-format undersøge, om nervøse reaktioner kan være tidlige advarselstegn,” siger hun.

Forskere fra fem forskellige forskergrupper arbejder sammen i projektet. Det er Psykiatrisk Center København, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden og forskningsafdelingen på psykoseenheden på Psykiatrisk Universitetshospital i Risskov.