Vi har fået en regering, som ikke tror på lægerne

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser
“Jeg er nødt til at sige, at vi nogle gange har nogle meget firkantede vejledninger, der opfordrer os til at behandle en sygdom eller patientgruppe på én specifik måde. De forholder sig ikke til, at flere og flere patienter bliver meget gamle og kun har en kort levetid tilbage,” siger Kim Agerholm Brogaard. Foto: Robert Attermann

Praktiserende læger:

Vi må tit afvige fra vejledningerne, når vi skal stoppe ældres medicin

Behandlingsvejledningerne til praktiserende læger er for rigide, når det drejer sig om at vurdere den medicinske behandling af ældre. Sådan lyder det fra to praktiserende læger, der i deres arbejde med at reducere risikoen for polyfarmaci ofte er nødt til helt at afvige fra vejledningerne.

Sundhedsstyrelsens seponeringsliste (liste for, hvordan en læge kan stoppe en behandling) og Dansk Selskab for Almen Medicins behandlingsvejledninger er gode støtteværktøjer for de praktiserende læger. Men så er deres betydning heller ikke større, for når det kommer til stykket vil seponering af lægemidler altid være baseret på lægens individuelle vurdering af den enkelte patient. Sådan lyder det fra Kim Agerholm Brogaard, der for et halvt år siden slog sig ned som praktiserende læge i Aabenraa, hvor han også er plejehjemslæge for de 84 ældre, der bor på plejehjemmet Lergården. Han fortæller, at han sjældent slår op i seponeringslisten. Han har dens indhold og budskaber i baghovedet.  

“Seponering er i sidste ende en individuel vurdering. De valg, vi træffer, kommer aldrig til at stå specifikt i en vejledning. Men det er jo den slags overvejelser, der gør, at vi kan kalde os for almen medicinere,” siger Kim Agerholm Brogaard. For ham har seponeringslisten mest værdi, når han f.eks. gennemgår plejehjemsbeboernes medicin, da den kan hjælpe ham med at fjerne fem til syv forskellige præparater, som ikke længere er nødvendige.

“Seponeringslisten er generelt et godt støtteværktøj. Men det ændrer ikke ved, at det for os praksislæger altid vil være nødvendigt at seponere i forhold til den enkelte patient med disse kroniske sygdomme og denne alder og restlevetid. Seponeringslisten er ikke en ja - og nej-liste. Sådan kan man ikke bruge den. Og det er det, der gør seponering så svært,” siger Kim Agerholm Brogaard, der understreger, at det heller ikke kan lade sig gøre at bruge behandlingsvejledningerne som et opslagsværk.

“Jeg er nødt til at sige, at vi nogle gange har nogle meget firkantede vejledninger, der opfordrer os til at behandle en sygdom eller patientgruppe på én specifik måde. De forholder sig ikke til, at flere og flere patienter bliver meget gamle og kun har en kort levetid tilbage. I disse tilfælde er vi nødt til at afvige fra behandlingsvejledningen og så undlade at ordinere det, der står i vejledningerne eller fjerne præparaterne fra patienternes medicinliste, da det ellers kan blive farligt for dem på grund af bivirkninger og polyfarmaci,” siger han.

Ældre har særlige behov

Han nikker anerkendende til, at Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) har ændret sit politikpapir for behandlingsvejledningerne, så de fremover også skal sige noget om, hvordan man stopper en behandling hos f.eks. multisyge ældre med polyfarmaci. Men det ændrer ikke ved, at den enkelte patient er unik og aldrig helt kommer til at passe ned i behandlings-vejledningernes kategorier og systemer. 

“Det er en rigtig god idé at stille krav om at udbygge vejledningerne til også at omhandle seponering, men det betyder ikke, at vi kan køre på autopilot. Bliver en yngre patient indlagt med en blodprop på sygehuset, bliver der startet en række forskellige præparater op. Og det skal de selvfølgelig som udgangspunkt have i hele den periode, der står angivet i vejledningen. Men hvis jeg har at gøre med en ældre borger på plejehjemmet, er det måske ikke lige det, jeg skal gøre. Der går jeg meget op i at tilpasse behandlingen til den enkelte patient. Har borgeren f.eks. rigtigt svært ved at sluge piller, skærer jeg medicinlisten ned, så den kun rummer de livsnødvendige lægemidler for netop denne patient,” siger han.

For lidt medicin

Kim Agerholm Brogaard er ikke ene om at have det syn på seponering. Visse synspunkter går igen hos Bo Gerdes, der er praktiserende læge i Hedehusene knap 300 km derfra. Også han lægger vægt på, at både seponeringsliste og vejledninger er støtteværktøjer i hans arbejde. I sidste ende er det op til ham at bestemme, om han skal ændre en behandling.

“Meget af det handler bare om at bruge sin sunde fornuft. Alt behøver ikke at være behandlingsvejledninger og guidelines. Og sådan bliver det heller ikke i fremtiden, da det næppe bliver sådan, at behandlingsvejledningerne kommer til at rumme opskrifter på, hvordan jeg som praktiserende læge skal forholde mig, når patienten er fyldt 80 år. De vil fortsætte med at være generelle vejledninger i, hvordan man behandler multisyge patienter, der f.eks. både har sukkersyge, højt blodtryk og flere andre lidelser oveni,” siger Bo Gerdes.

Når han kaster et blik ned over de ældres medicinlister, springer det ham i øjnene, at patienterne ikke kun har brug for at få seponeret medicin. Det, der efter hans stol er behov for, er, at lægen sikrer, at de ældre får den rigtige medicin. Og det kan både kræve seponering af hidtidige behandlinger og iværksættelse af nye.

“Offentligheden tror jo, at patienter på plejehjem får for meget medicin. Men det gør de ikke nødvendigvis. Som praksislæger og plejehjemslæger kommer vi nogle gange i den situation, at vi prøver at fjerne medicin, men må opgive og genopstarte behandlingen, fordi den ældre f.eks. bliver urolig. Det er tit sådan, at den medicin, vi troede, vi kunne seponere, viser sig at være noget, som patienten reelt har brug for,” siger Bo Gerdes. Han understreger, at han dermed ikke siger, at praksislæger skal afholde sig fra at prøve at seponere medicin. De skal bare være sig det bevidst, at nogle ældre også kan vise sig at få for lidt.

“Alle menneskers kroppe og hjerner ændrer sig jo løbende. Så hvis en patient på et tidspunkt er blevet medicineret med psykofarmaka for depression, angst eller uro, så kan det godt være, at behandlingen på sigt ikke længere er nødvendig, fordi hjernen biologisk har ændret sig. Så i stedet for at behandle depressionen gør den nu blot den ældre syg og dårlig. Behovet er derfor ikke altid kun en seponering, men snarere en medicingennemgang, som kan føre til justeringer af igangværende behandling og igangsættelse af ny. Så selv om der er rigtigt meget at hente ved seponering, så er der også noget medicin, der giver mening at starte op eller fortsætte med,” siger Bo Gerdes.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Propatienter

Topup nb

OPEN

Hallo