For Tingbjergs læge er patientgruppen som en menighed

Tingbjergs læge har oplevet lidt af hvert i sin livsbane. Amneh Hawwa er vokset op i en socialistisk, muslimsk familie i et fattigt kvarter i Nazareth. En engelsk læge, en italiensk præst og en klog far banede på forunderlig vis vejen til hendes lægeeksamen fra Københavns Universitet. Nu har Tingbjerg grebet Amneh Hawwa om hjertet.

Tingbjerg gør ikke meget for at leve op til sine fordomme, da vi besøger den stor­københavnske bydel en regnvejrsdag i starten af januar. Ingen rastløse unge mænd med træningsbukser og voldsparate attituder. Ingen afbrændte skraldespande. Ingen smadrede cykler. Selv den nærliggende Lidl-forretning er pæn og ordentlig. Er Tingbjerg ligefrem blevet ’helt almindelig,’ efter at kvarteret kort før jul blev strøget fra regeringens ghettoliste? Vi er taget ud for at møde stedets praktiserende læge, Amneh Hawwa, som ved mere end de fleste om, hvad der gemmer sig bag vinduerne i kvarterets karakteristiske, gule murstenshuse. Selv gemmer hun også på en historie, der ikke kan ses på overfladen. Hun er opvokset i en fattig, palæstinensisk familie i Nazareth i et hus bygget af ler og beton. Hendes far var glødende socialist, men familien ikke desto mindre muslimsk. Den farverige baggrund vender vi tilbage til, for den hænger tæt sammen med hendes motivation for at åbne lægepraksis i Tingbjerg. Men først skal vi høre, hvad det var for en virkelighed, der mødte hende, da hun på meget direkte opfordring fra Region Hovedstaden valgte at blive læge i Tingbjerg.

”Jeg åbnede praksis herude for fire år siden, og noget af det første, jeg bemærkede, var, at det var mere fattigt, end jeg troede. Jeg vidste meget om flygtninge og indvandrere i forvejen. Jeg har blandt andet været medforfatter til flere fagbøger om indvandrere, sundhed og sex og også været tolk. Men da jeg kom til Tingbjerg, følte jeg, at jeg kom til et tredjeverdensland. Det var som en lille ø i Danmark,” siger Amneh Hawwa.

Svært, men ikke umuligt

Amneh Hawwa har bedt os slutte sig til hende og kollegerne i køkkenet, hvor de sidder og spiser frokost. Med os er også læge Niels Steen, og sygeplejerskerne Mia Johansen og Stella Nakawooya. De bevæger sig lidt prøvende omkring emnet: Hvordan er det at arbejde med sundhed i et af de mest socialt belastede områder i Danmark? Kan man overhovedet få noget til at lykkes? Niels Steen må forlade selskabet for at tage imod en patient, men før han går, bekræfter han, at det nok er svært, men bestemt ikke umuligt.

”Der, hvor det især går godt, er, når vi kan opdrage beboerne til, hvordan man bruger sin læge i Danmark. Mange af dem kommer fra kulturer, hvor lægen er noget andet end her. En, der mere fordeler patienterne rundt til de forskellige specialer. Her udfører vi selv behandlinger, og når det lykkes at få patienterne ind i et godt flow med os, kan vi forandre ganske meget,” siger Niels Steen, mens han rejser sig og går ned mod venteværelset.

Fokus på det sociale

Niels’ nærmest intuitive søgen mod det, der lykkes, præger hele samtalen. Men det er heller ikke noget glansbillede. Ingen forsøger at lægge skjul på, at sejre er noget, man må arbejde sig til. Amneh Hawwa beder sine to sygeplejersker om at prøve at forklare, hvordan Tingbjerg er anderledes end andre multikulturelle områder. Områder som Nørrebro og Nordvest. Det får Mia Johansen til at fortælle om en udsat patientgruppe, hvoraf nogle må leve med stor usikkerhed i nogle af livets mest basale forhold.

”Der er en gruppe, som kommer herop uden permanent opholdstilladelse. Nogle af dem er familier med børn, der bor i et enkelt værelse til leje og egentlig ikke er sikre på, at de kan opfostre de her børn. For hvornår har de ikke længere noget job? Hvornår bliver de smidt ud af deres værelse? Og kan de overhovedet blive i Danmark? Den slags problemer kommer de også til os med,” siger Mia Johansen. Stella Nakawooya nikker og sætter flere ord på den virkelighed, hun møder.

”Patienterne kommer med virkelig mange sociale problemstillinger. Og mange har en forventning om, at lægen kan løse dem alle. Det kan vi selvfølgelig ikke, men til gengæld har vi en socialrådgiver tilknyttet, så hende bruger vi rigtig meget,” siger Stella Nakawooya.

Den unge ugandiske sygeplejerske peger dermed på en vigtig betingelse for overhovedet at kunne drive en lægepraksis i Tingbjerg. Regionen vidste godt, at projektet ville være umuligt uden et særligt fokus på det sociale element, og Amneh Hawwa selv har også en holdning til, hvordan det skal gribes an.

”Mange vil gerne have fleksjob og pension. Hver uge har vi ti blanketter fra kommunen med sygemeldinger. Men jeg vil have, at vi skal diskutere det: Hvad er meningen med, at du skal have pension? Hvad er mening­en med, at du vil langtidssygemeldes? Jeg vil have, at vi skal tale om meningen med livet, før vi kan melde dig syg,” siger Amneh Hawwa. Hun står fast. Og så prøver hun at få kvinderne til at deltage i aktiviteter, hun ved vil være gode for dem. Hun tror på, at de vokser, hvis de får en funktion. For eksempel har hun lavet en klub i kirken, hvor kvinderne både kan være sammen og hjælpe til.

150 sprog på patientlisten

Socialrådgiveren er en stor hjælp, men den tolk, de også blev lovet, fik de til gengæld aldrig, og det er et problem. Der er 150 forskellige sprog på Amneh Hawwas patientliste, og det påvirker alt fra almindelig praktisk dialog om tidsbestilling og medicin til diagnostik.

”Tolkeproblemet er kolossalt. Og når patienterne får en regning for en tolk, bliver de sure på os,” fortæller Amneh Hawwa, som blandt andet imødegår problemet ved at ansætte folk, der taler forskellige sprog.

”Jeg har to arabiske læger, og jeg har haft en tyrkisk, en iransk og en somalisk medicinstuderende. Lige nu har jeg to, hvoraf en kan tale urdu. Ud over arabisk taler jeg selv kun dansk og engelsk. Jeg er principielt imod at bruge familiemedlemmer som tolke. Og hvis det er en kvinde, vil jeg ikke bruge manden, for så bliver der nogle emner, han ikke forstår, eller måske vil han dreje det. Eksempelvis når det handler om prævention,” siger hun.

Ekstra god og tålmodig

Tingbjerg er i øjeblikket fyldt med stilladser, lastbiler og hårdtarbejdende håndværkere. Planen er at forvandle området til en blandet by, og her spiller byplanlægning og arkitektur en vigtig rolle. Føromtalte Lidl ligger i øvrigt i en af de nyopførte bygninger. Amneh Hawwa er en vigtig brik i det samlede løft, men alt det fylder næppe meget hos den vrede, arabiske mand eller den stædige, somaliske kvinde, der for nylig kom ind i hendes praksis. Selvom der gøres meget for at løfte Tingbjerg, er det ikke alle, der er lige taknemmelige, og det kan indimellem godt gøre den lokale læge vred.

”Hvis vi har et venteværelse overfyldt med patienter, og der så kommer en farende ind og råber og siger, at ”jeg skal bruge dit og dat til min mor NU!” så bliver jeg sur. Så siger jeg, ”ved du hvad, vil du ikke være sød at sætte dig her og vente, så kommer der en og servicerer dig.” Så svarer han, ”nej, det gider jeg ikke,” og kalder mig dumme svin og så videre,” siger Amneh Hawwa, som trods et temperament, der godt kan blusse op, ender med at være tilgivende.

”Jeg har haft det sådan, at ”du skal ikke være fræk, når jeg giver så meget.” Men jeg er begyndt at tænke, at de er så belastede, at de ikke kan se alt det gode. Så jeg skal være ekstra god og tålmodig, før de kan mærke det. Nogle mennesker har det så dårligt, at de ikke kan mærke det gode, der bliver gjort for dem,” siger Amneh Hawwa.

Emma Gad i Tingbjerg

Der er en del udskiftning i patientgruppen, fordi folk flytter, men for dem, der bliver, går det bedre, og det skyldes i høj grad Niels Steens pointe fra før. Folk skal, både praktisk og kulturelt, lære, hvordan de bruger lægen.

”Dem, der fortsætter med at være hos os, har lært vores takt og tone. At de skal ringe eller skrive. Eller bestille tid i god tid. Når de gør det, kvitterer vi med velvilje og siger, at hvis I lærer os at kende, kan vi servicere jer bedre. Og så sker der også et løft i sundheden. Vi ser det for eksempel, når vi laver kronikeropfølgninger. De gør, at jeg følger mine patienter og kender dem bedre, og nu kan vi se, at vi ændrer deres adfærd. Så det går fremad, og det gælder også for børnefamilier. Så vi føler, at vi gør et godt forebyggende arbejde, og at patienterne er glade for det,” siger Amneh Hawwa.

Ikke mere tikke-tikke-tik

Den erfarne læge er meget vel klar over, at Tingbjerg om noget er et eksempel på ulighed i sundhed. Den gennemsnitlige beboer dør otte år tidligere end beboerne i Indre by, som ligger mindre end ti kilometer væk. En rapport fra Københavns Kommune fra 2014 viste således, at levetiden i bydelen svarer til det, som var gængs i Danmark for 50 år siden. Fordi det opdragende element spiller så stor en rolle, er netop en dedikeret og vedholdende praktiserende læge noget af det allerbedste, der kan ske for stedets sundhed. Det er værd at bemærke, at selvom det måske er særligt vigtigt i Tingbjerg, gælder det ikke kun her. PLO skrev sidste år i en analyse, at patienters sundhedstilstand – og deres forbrug af sundhedsydelser – i høj grad påvirkes af at have en fast, praktiserende læge med kendskab til sygdomshistorik og den enkelte patient.

”Problemet for os, og det gælder for alle praktiserende læger, er dette her ’tikke-tikke-tik.’ Pengene, der skal komme ind for at kunne betale sygeplejersker og læger. Mange læger har problemer med, at økonomien er presset. Det har jeg også, men jeg har prioriteret at have masser af personale. Jeg har prioriteret, at vi har akuttider efter patienternes behov. Jeg prioriterer patienterne og sundheden over økonomien, og det kan jeg mærke batter,” siger Amneh Hawwa. Hun tygger selv lidt på ordene og gentager dem.

”Den er god nok. Det batter!”

Ingen penge med i graven

Amneh Hawwa er selv vokset op uden mange økonomiske midler, men var alligevel overrumplet over graden af fattigdom blot ti kilometer fra hendes eget hjem i Hellerup. Ikke desto mindre har det siden vist sig, at netop Tingbjerg er et godt sted for en hjælpsom ildsjæl som hende at finde mening med tilværelsen.

”Vi mærker resultaterne af vores arbejde, og det glæder vi os over i stedet for at holde øje med, hvor mange penge, der kommer ind i slutningen af måneden. Jeg har lidt gæld nu, men det er lige meget. Jeg er 68, og jeg tager ikke nogle penge med i graven, men jeg laver noget godt, håber jeg. Og jeg har et perspektiv. De læger, der kommer her, nyder at være i denne her multikultur, hvor de mærker, at de kan gøre en forskel.”

Mia Johansen, en af de to sygeplejersker fra før, er også ved at forlade køkkenet for at modtage patienter, men før hun går, bekræfter hun chefens opfattelse. Tingbjerg er et hårdt miljø, men det gør det ikke til et hårdere job end andre steder i sundhedsvæsenet.

”Jeg synes ikke, det er hårdt som sådan. Man møder hårde skæbner, men man møder også mange dejlige mennesker. Jeg har langt flere dage, hvor jeg går smilende fra arbejde end det modsatte,” siger hun.

Første maj i Nazareth

De gode oplevelser til trods, er det let at få den tanke, at det havde været mere komfortabelt at blive læge hjemme i Hellerup, hvor Amneh Hawwa bor. Hvorfor insistere på at køre til et område, hvor middellevetiden bogstaveligt talt falder med et år for hver kilometer, man flytter sig? Når man hedder Amneh Hawwa og er vokset op i en søskendeflok på ti i en fattig bydel i udkanten af Nazareth, er svaret tæt på at give sig selv. Komfortabelt er nemlig ikke det samme som meningsfuldt.

”Jeg er født i en familie med ti børn. Min far var socialist. Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men han var anderledes. De var mod Israel, men ville ikke bruge vold. Vi stod første maj i Nazareth med røde flag og sang arbejdersange. Fra jeg var otte år. Hele familien stod vi der. Også pigerne. Vi blev aldrig tvunget til at gifte os.”

En engelsk læge og en katolsk præst

Amneh Hawwas far havde mange forskellige jobs, men et af dem skulle vise sig at komme til at gøre en særlig forskel for den store pige fra Nazareth.

”På et tidspunkt arbejdede min far hos en engelsk læge i Haifa. En rigtig gentleman. Han underviste min far i, hvordan man gav indsprøjtninger og rensede sår. Så min far blev nærmest social- og sundhedsassistent. Og han ønskede sig sådan, at et af børnene skulle blive læge. Min mor sagde: ”Ja, en af drengene,” men min far sagde nej, bare et af børnene. Da han kom til Danmark, var han så stolt. Han pegede på mig: ”Doctor, doctor,”,” siger Amneh Hawwa og efterligner farens arabiskklingende engelske accent.

Man kan se, at Amneh Hawwa bliver en smule rørt, når hun fortæller om sin far. At hun fandt vej til Danmark og lægestudiet på Københavns Universitet, var da næppe heller sket uden hans helt særegne tilgang til liv og arbejdsliv. Og uden hans glæde ved at hjælpe andre, som ser ud til at være gået i arv og i sidste ende har påvirket Amneh Hawwas vej til at blive læge i Tingbjerg.

”Der var kristen kirke i min landsby, og de skulle have insulinindsprøjtninger. Den italienske præst vidste ikke, hvordan det foregik, men han havde hørt om Mr. Hawwa, som angiveligt kunne den slags. Så han spurgte min far, som begyndte at hjælpe til. Han begyndte også at hjælpe med fodsår og andre ting, så præsten blev helt vild med ham og spurgte, hvad han kunne gøre til gengæld. Min far sagde, at ”du har en god skole, og mine børn går i en dårlig skole.” Så præsten sagde, at min far godt kunne sende børnene i hans skole, og at min far ikke behøvede betale. Og så kom min søster, min bror og jeg i den katolske skole og fik hele uddannelsen til at komme videre,” fortæller Amneh Hawwa med et tilfreds smil. Den israelske studentereksamen fra den katolske skole, muliggjort af den engelske læge, den italienske præst og den socialistiske far fra den muslimske familie, blev således på forunderlig vis vejen til en lægeeksamen fra Københavns Universitet i 1989. Som senere blev til uddannelser som speciallæge i almen medicin og speciallæge i gynækologi, obstetrik og klinisk sexologi.

Doktor Hawwas menighed

Før Amneh Hawwa tager vores fotograf med ind til et pakistansk ægtepar og deres to børn, giver hun en sidste beretning om den kærlighed, hun, trods de mange åbenlyse udfordringer, nærer til arbejdet i Tingbjerg.

”Nogle elsker mig, og nogle hader mig. Og det er nemmere at give den bedste hjælp til de første. Men de sidste er under to procent. Og så er der faktisk dét, at dem, der hader mig, bliver her alligevel. Når jeg spørger, hvorfor de ikke flytter, svarer de, at det er, fordi de ikke har 200 kroner til at flytte. Jeg har prøvet at give nogle 200 kroner til at flytte, men det har de afslået,” siger Amneh Hawwa. Og hun funderer over, om deres brok måske i virkeligheden er en slags udtryk for, at de tror på hende, og at de regner med hende og derfor lader deres frustrationer ramme hende.

Tanken om, at hun har et nært forhold til patienterne, og at hun gør en forskel i deres liv, selvom det kan komme til udtryk på de mærkværdigste måder, varmer hende. Selvom hun erklærer sig som socialist, bruger hun et religiøst begreb til at forklare det.

”Når jeg forlader min praksis og ved, at i dag er alle patienter kommet, og når jeg ser, at mine kolleger igen har gjort et fantastisk arbejde – og at patienterne er tilfredse, og deres blodprøver er gode – så kan jeg mærke, at jeg har det som en præst, der lukker kirken og ved, at menigheden har det godt.”

Amneh Hawwas blå bog

• Født i Nazareth i 1954
• Fik sit første job inden for sundhed som 16-årig, hvor hun blandt andet assisterede ved kejsersnit på et katolsk hospital
• Student fra en katolsk skole i Nazareth i 1974
• Kom til Danmark i 1974
• Ville have læst sociologi, men på morens opfordring blev det i stedet medicin: ”Vi Palæstinensere har brug for at overleve, før vi filosoferer over livet.”
• Cand.med. fra KU i 1989
• Speciallæge almen medicin i 1998
• Speciallæge i klinisk sexologi i 2000
• Speciallæge i gynækologi i 2006
• Åbnede praksis i Tingberg i 2018

Tingbjerg

Om boligområdet Tingbjerg

Tingbjerg er et boligområde med omtrent 2.700 boliger, inklusive pleje- og kollegieboliger. 73 procent af beboerne i Tingbjerg har anden etnisk baggrund end dansk. Bebyggelsens første etape var i sin planlægning en mønsterby, der rummede muligheder for et godt liv for alle befolkningsgrupper i alle livets fase.r

Om fremskridt i Tingbjerg

En målrettet indsats for at udvikle Tingbjerg har båret frugt. Der er sat skub i en omfattende forvandling af området til en attraktiv og blandet bydel i København med nye boliger, butikker og daginstitutioner. I slutningen af 2022 blev Tingbjerg taget af regeringens liste over omdannelsesområder, bedre kendt som ghettolisten.

Om sundhed i Tingbjerg

I Tingbjerg dør den gennemsnitlige beboer otte år tidligere end københavnerne fra indre by. Tingbjerggensernes levetid svarer til levetiden i Danmark for 50 år siden. Der bliver røget rigtig mange cigaretter og spist usund mad i bydelen. Mange beboere har KOL og/eller diabetes. I 2015 lukkede den sidste læge i Tingbjerg, Asger Pilegaard, sin praksis for at gå på pension. Amneh Hawwa åbnede klinik i Tingbjerg i 2018 på opfordring fra Region Hovedstaden. Hun oplever klare fremskridt i sundheden og håber, at et generationsskifte kan lykkes, før hun går på pension.

Kilder: Landsbyggefonden, Københavns Kommune, rapport fra 2014, Dagbladet Information og Amneh Hawwa

Artiklen har været bragt i Medicinske Tidsskrifters managasin til almen praksis i februar 2023