Man behøver ikke at være millionær for at konsultere ældrelægen

Mikkel Ibsen

Hvad får en ung læge til at åbne en privat specialpraksis ude på landet? Vi tog på besøg hos privatpraktiserende geriater Mikkel Ibsen for at finde svar. Og fandt hos ham både arbejdsglæde, overvejelser om egenbetaling og ulighed i sundhed – og ikke mindst troen på, at man kan gøre en forskel, hvis man tør gå sine egne veje.

Den gør ikke meget væsen af sig, ’Ældrelægen,’ som Mikkel Ibsens klinik hedder. Klemt inde mellem et apotek på den ene side og en tøjbutik på den anden ligger den lige om hjørnet fra butikstorvet i den nordsjællandske provinsby Lynge. Tilsvarende gælder, da vi træder ind i klinikken på en dag, hvor vi væbnet med nysgerrighed er taget ud for at blive klogere på, hvem han er, den unge ældrelæge. En læge, som efter en lovende karriere­start som geriater på først Regionshospitalet Gødstrup og Aarhus Universitetshospital og siden Nordsjællands Hospital i Hillerød, har valgt at åbne en privat klinik for ældre. 

Spørgsmålene står i kø: Hvorfor valgte han geriatrien som speciale? Det er der nemlig ikke ret mange, der gør. Og hvorfor valgte han at forlade de trygge rammer på hospitalet for at åbne egen klinik i provinsen inden for et område, som end ikke er dækket af sygesikringen? Han må også have noget at sige om ’ulighed i sundhed.’ Behandling på hans klinik koster nemlig penge og er dermed i praksis ikke tilgængelig for alle.

Mikkel Ibsen svarer beredvilligt på dem alle. Og hans svar på vores spørgsmål er omtrent lige så enkle og ligetil som indretningen af klinikken.

Komplekst og hele vejen rundt

”Mange ved slet ikke, at geriatri findes. En del af de patienter, der kommer her, bliver dybt overraskede, når de finder ud af, at der faktisk findes et lægespeciale, der handler om ældre,” siger Mikkel Ibsen. Det gjorde han i nogen grad også selv, da han mødte det i sit første job på hospitalet.

”Jeg stødte på de her læger, som tog sig af det hele for de ældre patienter. De lavede simpelthen en plan for alle de problemer, de havde. Og når de tjekkede deres medicinliste, kunne de uden videre overskue den, selvom den var tre sider lang,” siger Mikkel Ibsen. Han fortæller om, hvordan de med deres store erfaring kunne finde ud af, præcis hvad de skulle stille op med en given patient. Noget medicin skulle fjernes, andet skulle halveres, og noget tredje fordobles.

”Jeg tænkte, at hold da kæft, det er fedt det der. Det var komplekst, og så var det hele vejen rundt og ikke kun fokuseret på ét organ og én sygdom. Det var noget af det, der tiltrak mig. Samtidig med indtrykket af, at hold da op, hvor er der mange af de her patienter. Altså, hvor de dog fylder meget på hospitalerne. Så det er også et vigtigt område med behov for specialister,” siger Mikkel Ibsen.

Overladt til sig selv

Og det må han siges at have ret i. Antallet af borgere over 80 kommer ifølge fremskrivningerne til at vokse med 60 procent fra 2020 til 2030. Og når vi rammer 2050, er hele 10 procent af den danske befolkning over 80 år.

”Det er jo en patient- og befolkningsgruppe, der vokser helt ekstremt meget. Så hvordan indretter vi sundhedsvæsenet, så det matcher til de behov, der kommer?” spørger Mikkel Ibsen. I dag er de i hvert fald ikke på plads. Ifølge Mikkel Ibsen er der i omegnen af 170 til 180 geriatere i Danmark, og hvis man ønsker at aflaste hospitalerne ved at åbne en klinik inden for området, er man praktisk taget overladt til sig selv.

”Den første ting på min to-do-liste, da jeg skulle finde ud af at åbne klinikken, var at ringe til Lægeforeningen og spørge, om man kunne få et ydernummer. Det kunne man ikke, men det var jo noget, jeg virkelig gerne ville, så jeg tænkte, at så måtte jeg prøve at åbne inden for de former, man kan,” siger Mikkel Ibsen. Forhindringerne til trods var hans beslutning ikke præget af den store tvivl, for han syntes slet og ret, at idéen gav mening.

”Der måtte jo være et behov, men klinik­typen fandtes ikke rigtigt i forvejen. Der findes ikke praktiserende speciallæger i ældresygdomme i Danmark. De læger, der er, er på hospitalerne,” siger han og fortæller, at han alligevel ikke kan bryste sig af at være den allerførste af sin art. I Skodsborg åbnede lægen Hanne Kirkeby nemlig en ældrepraksis efter, at hun var gået på pension, hvilket er omkring 10 år siden. Mens hun som pensionist ikke behøvede at leve af det, er det anderledes for Mikkel Ibsen, som er nødt til at arbejde aktivt på at gøre nok ældre borgere opmærksomme på muligheden, for at det kan løbe rundt. Så det har han gjort.

Ikke millionær

Den første patient kom 1. december 2022, og siden er ’Ældrelægen’ vokset gradvist. Efter halvandet års tid som aktiv havde Mikkel Ibsen sin sidste vagt på hospitalet, og i dag er han privatpraktiserende ældrelæge på fuld tid. Det har været spændende, hårdt og meget specielt at skulle beskæftige sig med fremmedartede ting som markedsføring og at skulle bekymre sig om noget for en læge så eksotisk som: Er der patienter nok? Men det hjælper på det, og der er ingen tvivl om, at Mikkel Ibsen i den grad føler, at han gør en positiv forskel for behandlingen af ældre herhjemme. Også selvom det ikke er en gratis ydelse. Et forhold, han ikke er berøringsangst over for at tale om.

”Ja, det koster noget, det er rigtigt. Og jeg er godt klar over, at der er nogen, der ikke har råd til det. Jeg snakker også i telefon med nogen, der ringer og er meget interesserede, men ikke har råd,” siger Mikkel Ibsen. Det er dog meget, meget få, understreger han.

”Man behøver ikke at være millionær for at komme her. De fleste køber en pakke med tre besøg, som koster 8.500 kroner. Det er det gennemsnitlige behov, så der er rigtig mange, der godt kan og vil,” siger han. Han lægger dog ikke skjul på, at han gerne så, at flere kunne blive inkluderet, og frem for at se sig selv som en, der skaber ulighed i sundhed, håber han snarere, at han er med til at pege på et behov, som bør gøres tilgængeligt for alle.

”Nogle gange er man nødt til at gøre noget, der er lidt uden for rammerne for at ændre på ting. Hvis det nu viser sig, at jeg ikke er den eneste, der synes, at det her er en god idé, så kan det jo være, at det på et tidspunkt kan blive inkluderet i den offentlige sygesikring,” siger han.

Mest sundhed for pengene

”Jeg tror, at det vil give mening. Men der er jo ligesom alt andet i sundhedsvæsenet et ressourcespørgsmål. Der er 170 til 180 speciallæger i ældresygdomme i Danmark, og vi kunne snildt bruge det dobbelte bare på hospitalerne. Men får vi mest sundhed ud af dem ved at placere 100 procent på hospitalerne? Eller er det ved at placere 90 procent på hospitalerne og 10 procent i praksisser?” spørger Mikkel Ibsen uden selv at ville kaste sig ud i beregninger. Det må sundhedsøkonomerne klare, siger han, men leger alligevel lidt videre med tanken om, at klinikker som hans kan være en aflastning, ikke blot for hospitalerne, men også for almen praksis.

”Hvis en praksislæge sidder der og har et kvarter til en konsultation, og der kommer gamle 90-årige patienter ind, som er trætte og svimle og bruger fem minutter bare på at komme ind og tage jakken af og har en 10 sider lang medicinliste, jamen, så ville det jo være oplagt at sige, at ved du hvad, dette her, det har en særlig kompleksitet, og du er en patienttype, som fejler nogle særlige ting, som passer rigtig godt til en ældrelæge,” siger Mikkel Ibsen. Han peger i samme åndedrag på, at han i lighed med mange praktiserende læger faktisk ofte er i stand til at løse det problem, patienten kommer med. Efter tre til fem konsultationer er de som regel i mål. Vist må han stille patienter videre til andre specialer, men det er undtagelsen.

Halvanden times konsultation

Selvfølgelig ved Mikkel Ibsen også godt, at han arbejder på væsentligt andre vilkår end praktiserende læger.

”Jeg kan jo sætte de rammer, som jeg mener er nødvendige for patienten, og der kan 15 minutter altså ikke gøre det. Det er en patientgruppe med meget stor kompleksitet, fordi de fejler så mange ting, har så uspecifikke symptomer og får så meget medicin. Så der er brug for nogle andre rammer, og der er brug for læger, der er specialiserede i at behandle sådan nogle som dem,” siger han. Udgangspunktet er da også noget ganske andet end i almen praksis.

”Den første konsultation er på halvanden time. Og forud for det, så sidder jeg dagen før og læser et sted imellem en halv til en hel time i deres journal og ser på blodprøver, scanninger og medicin. Så når de dukker op ved jeg rigtig meget om dem. Og derfra har vi så halvanden time, og den går hurtigt, for der er virkelig kød på. Det er en stor opgave, men det er også det, vi er uddannet i,” siger Mikkel Ibsen.

Patienter oplever tryghed

Selvom Mikkel Ibsen er af den faste overbevisning, at hans tilbud burde være standard snarere end luksus, ved han kun alt for godt, at det kan lyde utroligt for alle dem, der har været i kontakt med både hospitalsvæsen og almen praksis. Der kommer nemlig stort set ikke en patient ind, som ikke udtrykker både lettelse, glæde og forundring over, at der virkelig er så god tid til dem.

”Det siger de alle sammen. Men vi skal huske, at langt de fleste af patienterne jo får løst deres problemer i almen praksis, så det her er ligesom en subgruppe. Dem, der ikke helt får løst deres problemer der. Men patienterne oplever en stor tryghed ved, at de endelig møder nogen, der har tiden til at lytte, og som ovenikøbet har en faglighed, der passer til dem,” siger Mikkel Ibsen og tilføjer, at nogle af dem desværre heller ikke oplever at møde den samme praktiserende læge hver gang.

Ikke for golfturister

Emnet får ham til at vende tilbage til ulighedsspørgsmålet. For selvom det lyder som luksus, er det altså ikke luksuspatienter, der kommer, understreger han. Det handler ikke om at blive kløet på ryggen og anbefalet at spise kalktabletter. Patienterne har virkelig noget at komme med, og de er ikke rige. Det er almindelige mennesker, der prioriterer det i en almindelig økonomi, hvor de måske alligevel er så dårlige, at de ikke kan bruge pengene på at tage på ferie. Og en del af dem, der ender med ikke at bruge ham, vælger det fra, fordi de ikke kan lide at bruge så mange penge på sig selv, snarere end fordi de ikke har pengene. Han afviser i øvrigt også vores måske lidt fordomsfulde tanke om, hvorvidt han har placeret klinikken i Lynge, fordi Nordsjælland er kendt for at være rigt.

”Dem, der har brug for en ældrelæge, er ikke den 75-årige, der spiller golf og cykler og rejser til Gran Canaria og passer børnebørn. Det er ikke de oplagte patienter for mit speciale. Det handler om de skrøbelige ældre, de multisyge, dem der får meget medicin og fejler mange ting,” siger han. Han forsøger ikke at bortforklare, at det ikke er alle, der har råd til ’Ældrelægen,’ men han mener, at det er få, der ikke i praksis ville være i stand til at prioritere det. Og rige nordsjællændere udgør for øvrigt en meget lille del af hans patientgruppe.

”Dette her er noget, folk rejser efter. 90 procent kommer fra Region Hovedstaden, og det kan være både Hundested, Helsingør, Kastrup og Ballerup. Og for den sags skyld Jylland. Folk kommer også fra Sønderjylland, Ringkøbing og Horsens. De vil normalt komme til et forløb, så det er ikke, fordi de forventer at skulle gå til lægen på Sjælland resten af deres liv med alting,” siger Mikkel Ibsen.

Livskvalitet i fokus

Tilbage står, at ’Ældrelægen’ er motiveret af præcis det samme, som mange praktiserende læger. Det handler om at gøre en forskel, og han indrømmer gerne, at han med sin beslutning om at åbne sin egen klinik på sine egne præmisser – med alt, hvad det inde­bærer af udfordringer og usikkerhed – har sat sig selv i en fordelagtig position.

”Rent personligt tiltaler det mig enormt meget at arbejde på den her måde. Når folk spørger, hvorfor jeg gider, er det, fordi det er enormt tilfredsstillende at kunne gøre sit arbejde grundigt og at få personlige relationer til patienterne og at mærke, at det giver dem noget. Den tryghed, de oplever ved at se den samme hver gang, er klart også en ting for mig” siger Mikkel Ibsen.

Vi er ved at runde af, da fotografen dukker op og spørger, om han må fotografere Mikkel Ibsen i selskab med dagens første patient. Spørgsmålet viser sig at lede hen til endnu et kuriosum ved ’Ældrelægen.’ Mikkel Ibsen tager nemlig ofte på hjemmebesøg og pirker dermed igen til opfattelsen af, at den her måde at drive praksis på er som at træde ind i gamle dage. Dengang, hvor der ikke blot var tid, men hvor lægen ligefrem kom ud til de patienter, der ikke selv var i stand til at komme i klinikken.

”Jeg tager ud til cirka hver tredje eller hver fjerde. Det handler om, hvordan de har det, og hvor svært det er for dem at komme herind. Så ligesom med alt det andet er det lagt an på at møde patienten på de præmisser, der nu engang er,” siger Mikkel Ibsen.

Og igen understreget han, at det ikke handler om luksus.

”Livskvalitet er i fokus her, De vil have det så godt som muligt i den sidste tid. Være smertefri. Sove ordentligt, så de ikke bliver deprimerede i dagtimerne.”

Artiklen har været bragt i printmagasinet Medicinsk Tidsskrift til praktiserende læger i april 2024.