Praksislæge: Hvorfor er der ikke almenmedicinere på hospitalernes direktionsgange?

Lægefaglige direktører over hele landet bliver hentet fra hospitalsgangene. Praktiserende læge i Middelfart opfordrer hospitalerne til at kigge uden for murene og mod almen praksis i stedet for kun at ansætte cheflæger fra sygehusvæsenet. 

Sundhedsreformen ønsker styrket sammenhæng og brobygning mellem sektorerne. Alligevel rekrutterer sygehusene fortsat nye direktører, som de altid har gjort: Fra deres egne rækker, fra hospitalernes afdelinger.

Sådan lyder kritikken fra praktiserende læge Carsten Pedersen, der er ansat i en praksisklinik i Middelfart.  

I Region Syddanmark, hvor Carsten Pedersen arbejder, tiltræder Kristian Bergholt Buhl fra 1. august som lægelig direktør på Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus, han var førhen geriatrisk cheflæge. Charlotte Birkmose Rotbøl blev ny lægelig direktør på Sygehus Lillebælt i maj 2024. Hun kom fra en stilling som lægelig direktør ved Regionshospital Nordjylland og er tidligere onkologisk cheflæge. Hun nåede kun at være lægelig direktør på Sygehus Lillebælt i knap ét år, før hun blev udnævnt til ny lægelig direktør på Aarhus Universitetshospital, nævner Carsten Pedersen som en ekstra krølle på halen.

”Det er alle cheflæger med lang erfaring fra sygehusvæsenet – dygtige folk, ingen tvivl – men ofte uden nævneværdig indsigt i virkeligheden uden for murene. En ledig direktørstilling kunne have været en oplagt anledning til at tænke nyt og kigge ud mod almen praksis,” siger den praktiserende læge.

En almenmediciner har praktisk erfaring med, hvordan hverdagen i primærsektoren fungerer, og med de systemiske mekanismer, der ofte betyder, at opgaver – uanset hvem de formelt tilhører – i praksis ofte ender hos egen læge, mener Carsten Pedersen.

”Det handler ikke om, at sygehusansatte læger ikke er kompetente – det er de i høj grad – men de kender typisk ikke arbejdsgangene uden for hospitalet i detaljer. Derfor risikerer selv velmente strategier og gode hensigter at miste effekt, når de møder virkeligheden i almen praksis. Noget, der fungerer i et hierarkisk sygehusmiljø, fungerer sjældent i samme form i en selvstændigt drevet praksis,” siger han.

Carsten Pedersen nævner som eksempel Region Syddanmarks opioid-indsats, hvor sygehusene er forpligtet til at kunne udlevere op til fire ugers forbrug. Han betragter indsatsen som vellykket, men oplever alligevel, at enkelte afdelinger kun udleverer enkelte tabletter og sender patienten videre til egen læge.

”Det efterlader os med et ansvar, vi ikke har initieret, og som også, ifølge gældende regler, kræver fysisk fremmøde og en skærpet faglig vurdering ved fornyelse i almen praksis. Det er en udfordring både for patienten, der skal møde op for at få behandlingen videreført, og for den praktiserende læge, der risikerer at stå med en ordinationsansvarlighed uden forudgående kendskab eller aftale.”

Han ser også eksempler på, at hospitaler ikke kender til begrebet ’aftalt opgaveglidning’. Det viser sig i udskrivningsbreve, hvor der blot står, at egen læge skal overtage konkrete opgaver – uden at der foreligger forudgående aftale eller koordinering.

Det kan føre til uklar ansvarsfordeling og utilsigtede forsinkelser, oplever Carsten Pedersen.

Har selv søgt stilling som sygehusdirektør

Han søgte selv stillingen som lægelig direktør på Sygehus Lillebælt, men blev ikke indkaldt til samtale.  

“Mit ønske om at rejse denne debat bunder ikke i skuffelse. Det var for mig et long shot – en spændende mulighed, men uden forventning om at blive indkaldt. Jeg anerkender fuldt ud, at andre ansøgere kan have haft stærkere kvalifikationer. Min pointe er en anden: Hvis vi vil skabe reel sammenhæng i sundhedsvæsenet, må vi også tænke nyt i rekrutteringen til de øverste ledelseslag – og her kunne inddragelse af almen praksis være et oplagt skridt.”

Han ser en række aktiver ved en praktiserende læge på direktionsgangen, der går langt ud over symbolpolitik og gestusser i skyggen af sundhedsreformen.

”Vi kan bibringe en forståelse for borgernes vej gennem systemet – fra egen læge, til hospital og tilbage igen. Vi kan identificere opgaveglidninger, også når de ikke er formelt aftalt, og vi har tilmed erfaring med at træffe hurtige, pragmatiske beslutninger på baggrund af ufuldstændig information – det er en daglig præmis i almen praksis.”

Der er også en kulturel pointe, som Carsten Pedersen ønsker at gøre opmærksom på:

”Almen praksis har historisk stået lidt udenfor – lidt som psykiatrien tidligere blev betragtet i det somatiske system. Det billede er heldigvis i bevægelse. Måske bør næste skridt være at invitere almen praksis helt ind – også i direktionen – som et klart signal om, at man ønsker reel sammenhæng og samarbejde på tværs.”