DSAM: Lovforslag afskaffer alt samarbejde med praktiserende læger

Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) retter i et høringssvar en usædvanlig skarp kritik af regeringens forslag om ny organisering af almen praksis. Ifølge selskabet risikerer loven at rive det eksisterende samarbejdssystem ned – uden at sætte noget i stedet – og dermed svække både faglighed, rekruttering og patientbehandling.

Lovforslaget er en del af sundhedsreformen fra 2024 og går ud på at indføre en national opgavebeskrivelse og en basisfunktion, som fra 2027 skal fastlægge, hvilke opgaver almen praksis skal levere. Hvor det hidtil har været Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Danske Regioner, der har aftalt rammerne gennem forhandlinger, vil det fremover i høj grad være Sundhedsstyrelsen, der fastsætter retningen.

DSAM advarer kraftigt mod ændringen. Selskabet skriver i sit høringssvar: "Man afskaffer ALT samarbejde mellem myndigheder og praktiserende læger både centralt og regionalt og sætter ikke noget i stedet."

Hvis loven gennemføres i sin nuværende form, vil det betyde et farvel til samarbejdet om forskning, kvalitet, efteruddannelse og IT, ligesom de regionale kvalitets- og efteruddannelsesudvalg (KAP og KEU) forsvinder. Også de faste fora for forhandlinger og justeringer af overenskomsten nedlægges.

Kontinuitet og patientkvalitet truet

For DSAM er konsekvensen klar: De praktiserende læger mister både indflydelse og faglig udviklingskraft. Samtidig vil patientbehandlingen forringes, fordi kerneværdier som kontinuitet og generalistkompetence ikke længere sikres i loven.

I høringssvaret står der: "Relationel kontinuitet er en kernefaglighed i almen praksis og en forudsætning for høj kvalitet i behandlingen."

DSAM peger på, at store forskningsprojekter har vist, at patienter, som har samme læge gennem længere tid, lever længere, har færre akutte indlæggelser og bruger sundhedsvæsenet mere effektivt.

Med lovforslaget frygter selskabet, at flere patienter vil blive tilknyttet regions- og udbudsklinikker med skiftende vikarer og uden garanti for, at lægerne er speciallæger i almen medicin. Det vil især ramme de mest sårbare patienter, som i dag har størst gavn af faste lægerelationer.

Erfaringer fra Norge

DSAM advarer også mod at gentage fejlene fra Norge. Her blev Samhandlingsreformen fra 2009 lanceret med store ambitioner om at styrke fastlægerne som drivkraft i det nære sundhedsvæsen. Da reformen blev evalueret i 2016, viste det sig, at målene kun delvist var nået, blandt andet fordi fastlægerne ikke var obligatoriske parter i samarbejdsaftalerne.

Rekrutteringen faldt, og lægernes rolle i koordineringen af patientforløb blev svækket. Først med den nationale plan for samhandling 2024–2027 er fastlægerne igen blevet systematisk inddraget. DSAM understreger, at Danmark bør lære af erfaringerne og sikre, at de praktiserende læger er med i udviklingen fra starten.

Konkrete ændringer

For at undgå at lovforslaget udhuler almen praksis foreslår DSAM ti ændringer, som selskabet mener kan gennemføres inden for de politiske rammer. Selskabet peger blandt andet på, at kravene til basisfunktionen skal præciseres i lovforarbejderne, så det bliver tydeligt, at klinikkerne skal være bemandet med speciallæger i almen medicin, og at kerneværdier som kontinuitet, helhedsorientering og lokal forankring ikke forsvinder.

DSAM ønsker også, at det bliver Sundhedsstyrelsen, der udarbejder den nationale opgavebeskrivelse og basisfunktionen, og at der oprettes et rådgivende udvalg for specialeplanlægning af almen praksis. Udvalget skal suppleres af et nationalt videnscenter placeret på et universitet, som kan levere uafhængige analyser af kapacitet og arbejdsbyrde, når nye opgaver foreslås.

Ifølge selskabet er det lige så vigtigt, at de institutioner, som allerede har udviklet faget, bevares i loven. Fonden for Almen Praksis, forskningsenhederne og KiAP har gennem årtier skabt en kvalitetsinfrastruktur, som nu risikerer at forsvinde. DSAM foreslår, at en ny enhed, et Fagligt Udvalg for Almen Praksis, får ansvar for forskning, efteruddannelse, kvalitet og IT.

Selskabet anbefaler desuden, at almenmedicinsk ledelse får en fast plads i sundhedsrådene på regionalt niveau, så de praktiserende læger kan påvirke beslutninger om sundhedsplaner og forløbsbeskrivelser. Derudover skal alle typer af almenmedicinske klinikker – også regions- og udbudsklinikker – pålægges at indberette de samme kvalitetsdata, herunder kontinuitet, patienttilfredshed og tilstedeværelse af speciallæger.

Når nye opgaver tilføres almen praksis, skal der ifølge DSAM altid foretages en vurdering af tidsforbrug, kapacitet og økonomi. Ellers risikerer man at lægge et urealistisk pres på klinikkerne. For at sikre retssikkerheden foreslår selskabet, at Praksisklagenævnets kompetence udvides, så nævnet kan afgøre, om ændringer i basisfunktionen er væsentlige.

Samtidig ønsker DSAM, at nævnets sekretariat gøres uafhængigt af Danske Regioner og placeres i en neutral institution som Nævnenes Hus. Endelig skal nævnet finansieres af egne midler, så klagesager ikke fjerner ressourcer fra patientbehandlingen.

Hvis ændringerne ikke gennemføres, ser selskabet dystert på fremtiden. "Uden involvering af de praktiserende læger er det som fagvidenskabeligt specialeselskab vanskeligt at se lovforslaget som andet end afvikling af specialet almen medicin. Det vil være et stort tab for det danske sundhedsvæsen," skriver DSAM.