DSS-forperson: Almen praksis kan ikke styres frem til bedre sammenhæng

Sundhedsreformen kræver langt mere end nye strukturer, hvis mere behandling skal flyttes tættere på borgerne. Regionerne skal kunne lede uden at ensrette, almen praksis skal være parat til at udfordre egne vaner, og hospitalerne skal i langt højere grad understøtte de praktiserende læger, skriver Kirsten Wisborg, forperson for bestyrelsen i Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet.

“Faglig ledelse i almen praksis kan ikke reduceres til styring.”

Sådan skriver Kirsten Wisborg, forperson for bestyrelsen i Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet, DSS, i en leder hos DSS i maj.

Lederen tager afsæt i sundhedsreformen og den rolle, almen praksis får, når mere behandling skal flyttes ud af hospitalerne og tættere på borgerne. Kirsten Wisborgs hovedpointe er, at opgaven ikke kan løses ved blot at placere mere ansvar hos de praktiserende læger.

Hvis reformen skal lykkes, kræver det en ny balance mellem faglig ledelse, lokal forankring og praktisk samarbejde på tværs af sektorer.

“Faglig ledelse i almen praksis kan ikke reduceres til styring. Den forudsætter tillid, gensidig respekt og en reel indsigt i de vilkår, som de enkelte praksis arbejder under,” skriver Kirsten Wisborg i lederen.

Hun peger på, at regionerne med reformen får en ny og tydelig rolle i den faglige ledelse af almen praksis som område. Regionerne skal omsætte nationale mål og regionale strategier til en samlet faglig retning, der kan styrke kvalitet, sammenhæng og samarbejde.

Det er en vanskelig opgave, fordi almen praksis består af selvstændige klinikker med forskellige patientgrupper, forskellig kapacitet og meget forskellige lokale vilkår.

“Her kan konsistent ledelse hurtigt opleves som ensretning – og ensretning kan kvæle det faglige engagement, som netop er en af almen praksis’ største styrker,” skriver Kirsten Wisborg.

Kvaliteten varierer

Kirsten Wisborg advarer samtidig mod at bruge hensynet til autonomi som argument for at undgå forandringer. Hun skriver, at variationen i kvalitet og tilgængelighed er reel og uacceptabel set fra patienternes perspektiv.

Det stiller krav til almen praksis selv.

Hvis de praktiserende læger skal have en stærkere rolle som patientansvarlige læger, kræver det mere systematisk kvalitetsudvikling, videndeling og fælles læring, skriver hun. Det kræver også, at almen praksis selv går ind i reformen med villighed til at se kritisk på egne arbejdsformer.

“Det forudsætter også, at almen praksis selv er villig til at gå ind i forandringer med et åbent sind – også når de udfordrer vanetænkning, arbejdsformer og den traditionelle forståelse af autonomi,” skriver Kirsten Wisborg.

For de praktiserende læger betyder reformen dermed både større ansvar og større forventninger. Flere patientforløb skal samles tættere på borgerens hjem, og den praktiserende læge skal i endnu højere grad binde forløbene sammen og sikre kontinuitet, kvalitet og overblik.

Kirsten Wisborg skriver, at regionerne skal omsætte nationale mål til praksis i tæt samarbejde med aktører som PLO, DSAM og KAP-enhederne. Samarbejdet må ikke reduceres til kontraktstyring, skriver hun, og nødvendige forandringer må heller ikke bremses af modstand mod fælles standarder og nye måder at samarbejde på.

Hospitalerne skal understøtte

Reformen stiller også krav til hospitalerne.

Hvis mere behandling skal foregå uden for hospitalerne, skal hospitalerne i langt højere grad understøtte almen praksis fagligt, organisatorisk og logistisk, skriver Kirsten Wisborg.

“Sammenhæng er ikke noget, almen praksis kan levere alene. Det er en kulturændring, der rækker langt ud over strukturelle justeringer,” skriver hun.

For almen praksis handler det blandt andet om, at opgaver ikke blot kan flyttes ud i klinikkerne uden klare aftaler, brugbar specialistrådgivning, realistiske opfølgningsplaner og en kommunikation, der fungerer i hverdagen.

Kirsten Wisborg peger på, at de kommende sundhedsråd og nærsundhedsplaner kan styrke samarbejdet på tværs af sektorer. Potentialet ligger ifølge hende i, om de nye strukturer bliver brugt til at skabe relationer, fælles ansvar og en fælles forståelse af formålet med reformen.

“Det kræver mere end reformer. Det kræver insisterende og vedholdende dialoger om formålet med sundhedsreformen. Dialoger, hvor også almen praksis er villig til at udfordre egne positioner og vaner. Og det kræver en regional ledelse, der formår at balancere styring og tillid – og et ærligt, åbent samarbejde på tværs af sektorer om den fælles opgave,” skriver Kirsten Wisborg.