Skip to main content


”Jeg har ikke præcise tal på det, men jeg vil skyde på, at knap halvdelen af vores patienter valgte at blive på semaglutid og selv betale uden tilskud. Det gjaldt mange af vores velhavende patienter. Men vi har faktisk også patienter, der ikke har så mange penge, som valgte at betale for semaglutid selv. Hvor mange, der har betalt selv, kan vi ikke vide ud fra studiets data," siger Mireille Lacroix.

Mireille Lacroix om Ozempic-stop: Højere blodsukker er ikke nødvendigvis ringe kontrol

Et nyt studie har fundet tegn på, at ændrede tilskudsregler for Ozempic (semaglutid 1 mg) har påvirket langtidsblodsukkeret hos personer med type 2-diabetes. Men resultaterne efterlader flere spørgsmål ubesvarede, mener praktiserende læge Mireille Lacroix, der har oplevet, at flere patienter fortsatte behandlingen for egen regning.

Da tilskudsreglerne for GLP-1-medicin som semaglutid blev ændret i 2024, skiftede mange patienter med type 2-diabetes til anden, billigere medicin. Andre fortsatte med semaglutid – men en del måtte nu selv betale den fulde pris for medicinen.    

Den udvikling oplevede praktiserende læge Mireille Lacroix i sin egen praksisklinik i Stenstrup på Fyn.    

Af samme grund peger hun nu på, at et nyt dansk registerstudie, der undersøger konsekvenserne af de ændrede tilskudsregler, samtidig rejser en række ubesvarede spørgsmål.    

For mens studiets data blandt andet belyser, hvordan blodsukkeret i gennemsnit steg for de patienter, der ophørte med semaglutid, giver det ikke det fulde billede af tilskudsændringens konsekvenser, lyder det.    

”Jeg synes, studiet rejser en række spørgsmål, der står ubesvarede hen,” siger Mireille Lacroix og uddyber:    

”Jeg har ikke præcise tal på det, men jeg vil skyde på, at knap halvdelen af vores patienter valgte at blive på semaglutid og selv betale uden tilskud. Det gjaldt mange af vores velhavende patienter. Men vi har faktisk også patienter, der ikke har så mange penge, som valgte at betale for semaglutid selv. Hvor mange, der har betalt selv, kan vi ikke vide ud fra studiets data.”    

Gennemsnitstal fortæller ikke hele historien  

Et potentielt stort antal selvbetalere er ifølge Mireille Lacroix ikke den eneste usikkerhed i rapporten. Hun hæfter sig også ved, at studiets gennemsnitsdata kan dække over en væsentlig gruppe patienter, der har oplevet en stigning i deres blodsukker, men som stadig har været velregulerede.    

”Det er forventeligt, at blodsukkeret stiger, når man skifter fra semaglutid til eksempelvis en SGLT-2-hæmmer. Men vi kan ikke se, hvordan det er gået for den enkelte patient,” siger hun og fortsætter:    

”Nogle har måske ligget langt under grænseværdien, fordi behandlingen næsten har normaliseret deres blodsukker. Hvis deres langtidsblodsukker så stiger lidt, kan det godt ses i tallene, uden at det nødvendigvis betyder, at de har fået dårlig blodsukkerkontrol.”    

Uden oplysninger om den enkelte patients udgangspunkt og udvikling er det derfor vanskeligt at vurdere, hvor klinisk betydningsfuld den gennemsnitlige stigning har været, mener hun. Studiet indeholder dog analyser af patienternes HbA1c før og efter behandlingsstoppet, opdelt efter udgangsniveau, men ikke oplysninger om deres individuelt fastsatte behandlingsmål.    

Langtidsblodsukker steg efter omlægning  

Mireille Lacroix’ kommentarer kommer på baggrund af et dansk registerstudie, der blev offentliggjort som preprint i september. Studiet viser, at langtidsblodsukkeret steg hos patienter med type 2-diabetes, der stoppede med Ozempic (semaglutid) i forbindelse med de ændrede tilskudsregler for GLP-1-medicin i 2024.    

I månederne omkring omlægningen stoppede 22.096 ud af 79.305 patienter – svarende til 28 procent – behandlingen. Blandt de 13.017 patienter, som havde målinger af langtidsblodsukkeret både før og efter behandlingsstoppet, steg gennemsnittet fra 49 til 57 mmol/mol.    

Forskerne brugte desuden en såkaldt ITS-analyse til at undersøge udviklingen over tid sammenholdt med den forventede udvikling. Analysen viste, at langtidsblodsukkeret seks måneder efter behandlingsstoppet lå 5,9 mmol/mol over det forventede niveau. Efter 12 måneder var forskellen faldet til 3,1 mmol/mol.    Studiet viser samtidig, at cirka 72 procent fortsatte med semaglutid. Lægemiddelstyrelsen havde forventet, at omkring halvdelen ville skifte væk fra præparatet.  

Ser ikke behov for ekstra kontroller  

Selv om Mireille Lacroix efterlyser mere detaljerede data, er hun ikke umiddelbart bekymret for, at behandlingsskiftene har ført til markant forhøjet blodsukker hos mange patienter. I hendes praksis følges patienter med type 2-diabetes regelmæssigt, og patienter med behov for tættere opfølgning bliver set hyppigere, lyder det.    

”Vi ser vores patienter hver tredje til fjerde måned. Hvis de ligger helt normalt, ser vi dem måske kun en gang om året. Men de andre ser vi jo tit, og vi ville have fanget det, hvis deres blodsukker var blevet for højt,” siger hun.    

Hun ser samtidig positivt på, at Medicinrådets behandlingsvejledning til type 2-diabetes blev ændret i september, så patienter ikke længere skal igennem en 4-stof-behandling, hvis de ikke ventes at nå deres behandlingsmål på denne. Det giver lægerne bedre mulighed for at tage højde for den enkelte patients situation og undgå behandlingsskift, hvis det på forhånd vurderes, at patienten ikke vil kunne nå behandlingsmålet med et billigere præparat.    

”Det er fantastisk, at man nu har mulighed for at vurdere, om patienterne kan nå målet ved at afprøve den billigere medicin. Hvis man på forhånd kan regne ud, at de ikke kan det, skal man ikke gå en lang omvej før man ordinerer semaglutid,” siger hun.    

Hun mener dog, at lempelsen er kommer for sent.    

”Det er nok lidt for sent, det bliver meldt ud, for nu har hele det her forløb været gennemgået,” siger hun.